Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

26. oktober 2008

Vi bruger ikke: Tin

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 10:05

Ganske vist er det søndag i dag, men jeg havde da alligevel forventet, at der ville ligge en del udkast til sponsorkontrakter i min inbox her til morgen. Det at få lov til at sponsorere mig og min blog er så godt et tilbud, at det undrer mig, at ingen har reageret endnu. Her må jeg lige tilføje, at jeg har sat mig selv på kur. Kuren drejer sig om, at jeg kun skal have et helt minimalt forbrug af smilies. Når jeg nævner det nu, så er det nok, fordi jeg under normale omstændigheder ville have sat et par stykker i det ovenstående, bare sådan til orientering.

Tinvase

Hvad så med overskriften, vil nogen nok gerne vide. Jeg synes da også selv, at et indlæg så vidt muligt bør handle om det, der står i overskriften, så here goes: Jeg kan ikke fordrage såkaldte prydgenstande i tin. Jeg var engang tilskuer til en skakturnering, hvor en af gevinsterne var en vasedims, netop lavet af tin. Den “lykkelige” vinder sagde nej tak til præmien, idet han hævdede, at den ville skæmme hans hjem. Den passede overhovedet ikke til ølkasserne.

Sådan ca. har jeg det også med tinvarer. Her i huset har vi faktisk en lille tinvase. Den var her, da vi købte det, og vores forgængere holdt åbenbart ikke nok af den til at ønske at tage den med til deres nye hjem. Vi har den stadigvæk, fordi min mand har nedlagt veto mod, at den bliver smidt ud. Og nu nærmer vi os sagens kerne. Vi har nemlig ti års bryllupsdag i dag, og det kaldes i visse kredse for “tinbryllup”. Gud ske tak og lov, at ingen ved det om bryllupsdagen. Det ville da være helt forfærdeligt, om folk gik ud og købte sig fattige i nogen bras, som vi ikke engang kan lide.

I det hele taget er det med gaver noget betændt noget ind i mellem. Vi har indkøbt nogle flødeboller i dagens anledning. Dem har vi så foræret hinanden. I det mindste skal vi ikke se på dem og ærgre os i årene fremover, undtagen når vi ser os selv i spejlet, selvfølgelig.

Ingen kommentarer »

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment