Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. oktober 2008

Jeg kunne godt bruge: Noget mere energi

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:17

Er der noget, der hedder efterårstræthed? I så fald lider jeg af det. Før led jeg af sommertræthed, før det igen af forårstræthed, før det …Aner man et mønster her? Nu er jeg jo glimrende klar over, at det ikke nytter noget med kunstige stimulanser, eller at disse i bedste fald er som at tisse i bukserne: Det giver kun en stakket varme. Kunstige stimulanser dur altså ikke, hvad kan man så ty til?

Der er dem, der mener, at kosten betyder noget. Det ville egentlig også give mest mening, idet kosten jo faktisk indtages netop for at give energi. Man kunne tro, at man havde ringe energi, hvis man spiste for lidt. Det ville iflg. de termodynamiske love give rigtig god mening. Men lad mig lige understrege, at mit lave energiniveau ikke skyldes for ringe energiindtagelse. Så findes der også teorier gående ud på, at arten af det, man spiser, skulle have betydning. Jeg har lidt svært ved at fatte, at de kalorier, der er i en småkage skulle give mere eller mindre energi end dem, der er i et salathovede, men det er der altså nogen, der gør sig til fortalere for. Det skulle have noget med vitaminer, mineraler, sporstoffer og den slags at gøre. Det kan godt være, at man skulle interessere sig lidt for de dele. Der ryger nok flere småkager end salathoveder indenbords, desværre.

Så er der en fraktion af menneskeheden, der mener at man får mere energi af motion. Det kan jeg ikke forstå. Motion måtte da tværtimod gøre én mere træt, eller hvad? Det er en teori, jeg ikke får efterprøvet. Det med motion er ikke noget for mig. Jeg synes, jeg render mere end nok til daglig, og lige frem give mig til at rende uden at skulle nogen steder hen, ville jeg anse for spild af god energi.

Hvilke muligheder har vi så tilbage? Man kunne jo tænkes at blive træt, hvis man ikke sover godt eller ikke sover nok. Det mener jeg bestemt, at jeg gør. Jeg får da en 7-8 timer, de fleste døgn. Ganske vist ringer vækkeuret somme tider lidt for tidligt, men det er så langt fra hver dag.

Næh, det er ikke nemt at finde ud af, hvordan man får noget mere energi. Men hvis jeg finder de vises sten på det område, eller bare noget, der kan forårsage en bedring, lover jeg at afrapportere det på disse sider, så følg endelig med.

1 kommentar »

  1. […] efterårstræthed: Det er den træthed, man oplever, når man er færdig med forårstræthed og sommertræthed, selvfølgelig. Jeg skrev et indlæg, hvor jeg brugte ordet for snart mange år siden: […]

    Pingback by Oktoberstatistik « Hverken fyrre, fed eller færdig! — 30. oktober 2013 @ 21:09

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment