Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. november 2008

Vi er: Hamrende fleksible!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 23:41

Ja, vi er så bøjelige og eftergivende, at man må tro, at der ikke er et ben i kroppen af os. De rene sprællemænd er vi, lavet af ægte kautsjuk! Er der brug for, at vi arbejder om aftenen, ja, så arbejder vi om aftenen. Er det bedre for nogen, at vi arbejder i week-enden, ja så gør vi det.

Ens egne planer, eller vaner, for den sags skyld, må vige for arbejdets krav. Vi tager os selvfølgelig godt betalt  for samme arbejde. Hvad ville vitsen være, hvis ikke det var tilfældet? Ind i mellem kan man dog godt få nogle rent ud sagt kætterske tanker om ovennævnte fleksibilitet. Hvem siger f.eks. at den pris man må betale, helbredsmæssigt og socialt, på at arbejde på helt skæve tidspunkter, er lønnen værd, sådan bogstavelig talt?

Selv slipper jeg relativt billigt med et par afteners arbejde om ugen, og til gengæld har jeg fri på en almindelig hverdag, hvilket jeg sandelig forstår at sætte pris på. Næh, jeg er godt klar over, at det kunne være meget værre (og det bliver det sikkert også, ha!). Man kunne være sygeplejerske med nattevagt hver tredje uge; nogen skal jo passe de syge, eftersom de er lige syge om dagen og om natten.

Men man kunne også være ansat på treholdsskift i industrien. Der er jo høj sandsynlighed for, at natarbejde gør, at man er mere udsat for at få kræft. Det er lidt svært at forstå, hvordan en sådan risiko kan gøres værd at tage gennem lidt ekstra i lønningsposen, specielt hvis man sidder på en fabrik og fremstiller nogle mere eller mindre ligegyldige forbrugsdimser.

Der er også folk, der gør rent midt om natten, fordi deres nærværelse ikke tåles om dagen, når alle andre er på arbejde. Der er dog nogle, der arbejder med synlig rengøring, dvs. der bliver gjort rent, samtidig med at det andet arbejde, hvad det nu er, bliver udført. Og hvorfor ikke? Det kan måske medvirke til, at folk sviner mindre og er mere tilbøjelige til at rydde op efter sig selv, hvis de ser, at det faktisk er mennesker, der skal feje op efter dem, og ikke bare en automatisk/usynlig proces, der som med et trylleslag skaber orden, hvor der før var kaos.

Det, der nok generer mig mere end så meget andet, er, at intet længere er helligt, når det gælder arbejdstid. Butikkerne har åbent om søndagen og folk arbejder i døgndrift. Er det nu også nødvendigt, og er det omkostningerne værd for den enkelte?

Det er ikke fordi jeg er helligere end de fleste, snarere tværtimod, men mon ikke det egentlig var en meget god idé med at komme hviledagen ihu? Alle mennesker har brug for tid, hvor de ikke skal noget. Tid, der er helliget eftertanke, afslapning og opladning af batterierne. Disse ting kan ikke bare vente, til en gang folk får tid eller har fri. Det er nødvendigt at stoppe op og trække vejret med jævne mellemrum. Det er mere værd end at kunne købe mælk og toiletpapir søndag eftermiddag.

Som sagt ved jeg godt, at jeg er sluppet billigt med mine “fleksible” tider. Ikke desto mindre har jeg gevaldig ondt af mig selv, hver gang jeg skal af sted på aftenarbejde og hver gang, jeg er kommet hjem fra aftenarbejde. Derfor denne rune. 😉

Ingen kommentarer »

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment