Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. november 2008

Vi læser læssevis af: Bøger

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 11:46

Det ringede netop på døren. Det var posten med en pakke fra Amazon. To nye bøger, for en gangs skyld. Jeg køber nok flest brugte bøger nu om stunder, men disse er altså helt nye bøger i stift bind, modsat flertallet af mine bøger, der er paperbacks. Det bliver ren luksus at læse dem. Også fordi de ikke er en del af mit Mitfordprojekt. Der er tale om Portobello af Ruth Rendell og The Birthday Present af Barbara Vine, der som bekendt er Ruth Rendells alter ego.

Jeg er egentlig ikke særlig vild med krimier, men netop Rendell/Vine er undtagelsen. Hun har begået så mange fantastiske bøger. Hendes karaktertegning og psykologiske indsigt er fremragende, for ikke at tale om miljøbeskrivelserne. Når det er sagt, skal det også siges, at jeg ikke har været helt begejstret for et par af hendes seneste udgivelser. Jeg syntes ikke ret godt om The Water is Lovely, og jeg fandt noget vidnesbyrd om sjusket research i Asta’s Book. Men jeg er stadig spændt på, at se hvordan de to seneste udgivelser er.

Jeg vil lige skrive lidt om de brugte bøger: Amazon har et genialt system, hvor de har en masse antikvarboghandlere tilmeldt en database, som kunderne kan søge i. På den måde kan man skaffe bøger, der er udsolgt fra forlaget, eller som man bare ikke har lyst til at betale nypris for, til en særdeles rimelig penge. Systemet fungerer aldeles upåklageligt. Man får nærmest indtryk af, at alle de små og mellemstore antikvarboghandlere sætter en ære i, at det skal være på den måde.

Det er en enestående mulighed for at skaffe sig titler, det ellers kunne være enormt svært at skaffe, hurtigt og billigt og nemt! Den eneste løsning, der evt. kunne være billigere, ville være at bestille materialerne på biblioteket, men det ville garanteret ikke være hurtigere, og så skulle man jo også aflevere bøgerne igen. Det har jeg aldrig brudt mig om. Det skal indrømmes, at jeg har ret mange bøger herhjemme på grund af den svaghed. Men inden det bliver nødvendigt at bygge til, kunne jeg da overveje at lade mig oprette som antivkvarboghandler hos Amazon.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at man som dansker for sin egen skyld bør handle hos Amazon.co.uk, og ikke hos Amazon.com. Hvis man handler hos Amazon.com, risikerer man at komme til at betale told. I øvrigt har den engelske udgave af Amazon ca. det samme udvalg som den amerikanske. Det kan endda ske, at man får amerikanske bøger sendt direkte fra staterne, selv om man har bestilt dem fra den engelske afdeling, men jeg har endnu ikke været ude for at skulle betale told af bøger bestilt hos Amazon.co.uk.

Ingen kommentarer »

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment