Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

10. november 2008

Vi bruger jo: Internet

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 23:06

Det skal så ikke handle om selve forbindelsen denne gang. Det emne har jeg dækket for nylig. Jeg garanterer på ingen måde, at jeg aldrig vil udtale mig om den side af sagen igen, men altså ikke denne gang. Internet er gået hen og blevet en stor del af både arbejde og fritid. Det arbejdsrelaterede består dels i en lang række websteder, der beskæftiger sig med forskellige aspekter af det at lære dansk, dels af min arbejdsplads’ hjemmeside, dels af aktiviteter forbundet med mail- og konferencesystemet FirstClass, som vi nærmest bruger som et forvaltningsredskab i tillæg til, at det naturligvis også bruges til mere almindelig kontakt.

For femten år siden eksisterede intet af det ovennævnte. Det er egentlig en ret fantastisk udvikling, når man sådan tænker over det. Længes tilbage til den tid gør jeg bestemt ikke. Det er nu heller ikke alene blevet bedre på grund af alt det elektroniske, men der er nok hovedsagelig tale om forbedringer. Derfor kan det godt gøre mig ked af det, når jeg hører folkeskolelærere udbrede sig om, hvor mange problemer, it er grund til der. Så bruger eleverne de sociale netværk til mobning. Så spiller de for penge. Så sidder de i timerne og bruger instant messengers, mens de egentlig skulle lære biologi. Det må da for pokker være muligt at spænde de redskaber for læringen, snarere end at hægte dem af. Personlig kan jeg ikke helt frigøre mig fra tanken om, at “problemerne” i virkeligheden skyldes, at eleverne mange gange har større it-kompetence end deres lærere. Hvorom alting er, så er jeg nok glad for, at jeg ikke er lærer i folkeskolen i dag. Der gives ikke ret gode vilkår, hverken til børnene eller deres lærere. Man forstår ikke rigtig, at et land som Danmark overhovedet har råd til ikke at give alle unge den bedst mulige uddannelse!

Tilbage til internettet: Der er nogle ting, der er voldsomt irriterende. Det er f.eks. spam. Det er noget med, at hvis bare en ud af hver 10 millioner modtagere af spam reagerer positivt, så har de pengene hjemme. Hvis to reagerer positivt, begynder de at tjene. Man forstår nemt, at det er umuligt at få bugt med fænomenet. Men spam er så irriterende, at man bliver nærmest paranoid og undgår at melde sig til ting på nettet, som man ellers er interesseret i, bare fordi man ikke vil risikere at blive spammet.

Smadderirriterende er det også, at flere og flere mener, at de skal tjene penge på de ting de lægger på nettet. Det ser jeg f.eks. meget, når det gælder undervisningsprogrammer. De kommer som regel først gratis på nettet, og når man så hjælper med at betateste og indsende fejlrapporter, så bliver der lukket for det varme vand, når den er ved at være der. Hvis man hertil vil indvende, at de mennesker, der udvikler programmerne jo også skal leve, ja, så kunne jeg godt tænke mig at henvise til alt, hvad der går under betegnelsen Open Source. I denne kategori finder man alt fra småapplikationer til Office-suiter og operativsystemer. Skaberne af Open Source programmerne kan åbenbart godt leve uden at forsøge at slå mønt af deres programmer. Mon så ikke de folk, der laver en eller anden lille undervisningsapplikation skulle kunne?

I princippet bør internettet være åbent og frit for alle. Jeg kan godt se, at det ikke altid er muligt. Faktisk er jeg selv involveret i et projekt, hvor det er meningen at brugerne skal kunne købe et login, men det er så også meningen at brugerne får feedback fra en lærer. Der er ikke kun tale om automatiseret feedback. Sådan nogen sites, hvor man automatisk får feedback, er selvfølgelig ikke gratis at udvikle, men hvis man bliver ved med at sælge adgang, efter at det er færdigudviklet, er det så ikke lidt af en pengemaskine? Rønnebærrene er sure, ville nogen måske sige. Jeg har selv et par ret velbesøgte, gratis, undervisningssites. Det kunne være, jeg skulle prøve at smække et password på i en periode og se, hvor meget det kunne give. Jeg tror bare, folk ville finde andre løsninger. Sådan har jeg det da selv. Jeg betaler meget nødig for internetbaserede tjenester. Jo, jeg købte engang et års abonnement på en on-line ordbog, men det irriterede mig så meget, at jeg ikke fornyede abonnementet.