Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

25. december 2008

Bruger ikke selv skidtet!

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 23:09

Det har man for at deltage i dansen om guldkalven: På denne min nye blog er nogle af de første annoncer, der kommer frem, annoncer for foretagender, der mod betaling vil sælge én programmer, der kan lave temaer til WordPress. Ha!

Det kan jeg da selv! Og det gør jeg. Det ville aldrig falde mig ind at bruge penge på et sådant program. Hvad skal jeg nu gøre ved det? Gå ind og filtrere disse foretagender fra? Næh, det nytter vel ikke noget. Jeg ved jo ikke, hvilke annoncer, der serveres, når andre kigger på siden.

Jeg skal nok hellere satse på at få noget indhold på siden, så Google ikke skal gå i selvsving over at finde passende annoncer til mig. Med en ny WordPress blog uden andre indlæg, end det, den kommer med, er der jo ikke anden tekst at finde relevante annoncer til.

Hinsides “juleaften”

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 1:50

Så fik vi overstået juleaften. Da huset her jo er nærmest julefri zone, kunne det stort set kun mærkes på tv-programmerne. Gaver var der ikke nogen af, vi giver jo hinanden en stor gave med fire hjul under om nogle dage, og der må da være en grænse.

Julemaden sprang vi også over. Ikke at vi har sultet, det gør vi aldrig, men sådan speciel julemad blev det altså ikke til. Vi fik godt nok flæskesteg for et par dage siden, så det får gøre det ud for julemad. Vi havde fået en julekurv fra mit job, den indeholdt en del juleknas, og det er ligesom fordampet. Men chokolade kan man jo spise på en hvilken som helst årstid.

Kattene fik en lille portion rejer, men det gør de nu et par gange om måneden, uanset årstid. Det er vist ikke specielt godt for dem, men de er helt vilde med det, især Stoffer. Han kan synge rigtigt højt, hvis han tror, der er nogen, der er ved at tø rejer op til ham. Olga var oprindelig ikke så interesseret i rejer, men det er som om, hun tænker: De må da være gode, når Stoffer i den grad går i selvsving over dem! Når de så har spist rejer, lægger de sig til at sove i flere timer, og vi hører ikke en lyd fra dem.

Men ellers har der ikke været noget gave- eller andet juleræs her, og det er vi egentlig meget godt tilfredse med. Vi har det nok sådan, at hvis der er noget, vi vil have, og det ellers er noget vi har råd til, så køber vi det, uanset om det er jul, fødsels- eller andre mærkedage. Vi er da heller ikke allergiske, hverken over at give eller modtage gaver, men det er dette kunstige, opblæste ræs til en mere eller mindre tilfældig dag i december, der virker helt forkert.