Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. januar 2009

Om at være krænket

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 21:53

På DR kunne man i går se en udsendelse om nabostridigheder. Det var det sædvanlige: Et sæt naboer hadede hinanden så meget, så de næsten ikke kunne tale rent. Årsag: Det var noget med en hæk, der blev klippet længere ned, end den anden nabo syntes var passende. En medvirkende ekspert, vist nok en antropolog, udtalte mange kloge ord, heriblandt, at det jo sjældent er det konkrete problem, der er den egentlige årsag til stridighederne og hadet. Det er derimod en følelse af personlig krænkethed, som de enkelte naboer forsøger at få oprejsning for ved at beklage sig over naboen og få denne til at makke ret.

Mens jeg så programmet kom jeg til at tænke på, at det nok i grunden forholder sig på samme måde med de mærkværdige “diskussioner” man kan geråde ud i med andre mennesker i sin hverdag. Man starter måske med at stille noget, som man selv opfatter som et uskyldigt spørgsmål, og får et mærkeligt svar, som man ikke rigtigt forstår. Så spørger man måske videre, indtil der sker en eller anden art eksplosion hos den anden part. Man bliver så klar over, at man, uden at ville det eller vide det, er kommet til at træde på en eller anden øm tå. Man har med andre ord krænket den anden person, eller den anden person føler sig krænket. Efterfølgende må man så finde sig i, at den anden person skal have oprejsning for denne – indbildte – krænkelse.

Så er det jeg godt kunne tænke mig at vide, om jeg virkelig skal føle mig ansvarlig for enhver krænkelse, som andre mennesker, af deres egne subjektive grunde, der ikke har noget med mig eller nærværende diskussion at gøre, oplever på grund af noget, jeg har spurgt om eller observeret? Mit eget umiddelbare svar er, at det skal jeg ikke. Folk må også nogen gange selv tage ansvar for deres ømme storetæer.

3 Comments »

  1. Jeg ville meget gerne have set udsendelsen, når jeg læser det, du fortæller – det lyder spændende.
    Og det er nok grunden til at ‘girafspsprog’ er virksomt til at forhindre konflikter.

    Comment by Madame — 9. januar 2009 @ 9:26

  2. Det var en spændende udsendelse. Jeg har ikke hørt så meget om girafsprog, men jeg fandt lige en side om det. Det er også spændende! På siden stod der dog også: Det er svært at være en god giraf….

    Comment by admin — 9. januar 2009 @ 10:08

  3. Det kræver noget træning at bruge girafsprog, men jeg kender mange, der er glade for at bruge det – fx i børnehaver.
    Jeg håber, at udsendelsen, du fortæller om, bliver genudsendt. Så er jeg på 🙂

    Comment by Madame — 9. januar 2009 @ 15:08

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment