Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. januar 2009

Mine helte!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 14:34

Det forlyder, at direktørerne for Nordea og Danske Bank ikke vil bede om lønforhøjelse i år. Jeg er dybt bekymret for d’herrer. Straarup får “kun” 12,5 million om året, og den anden, hvis navn jeg har lykkeligt glemt, må nøjes med 10 millioner, og det endda kun svenske! Hvordan skal de stakler dog klare sig uden lønforhøjelser i 2009? Man ser i ånden, hvordan de må til at æde endeskiver og slikke låg, for nu at citere en af tidens reklamer.

I betragtning af, at bankerne har formøblet store dele af deres småspareres indskud, kunne man egentlig godt have forventet lidt mere af direktørerne for foretagenderne, synes jeg. Jeg er helt med på, at det ikke nytter at give sådan nogle herrer en normal løn på en 20.000-30.000 om måneden, for det ville ikke i tilstrækkelig grad motivere dem til at gøre deres bedste. Hvorfor egentlig ikke? Vi andre må ligesom finde motivationen andetsteds, hvis ikke lønnen i tilstrækkelig grad motiverer os. Er bankdirektører gjort af et sartere stof end f.eks. børnehavepædagoger, socialrådgivere, HK-ere eller industriarbejdere? Det kan man egentlig dårligt forestille sig, eller hvad?

Man er måske nødt til at give topchefer disse uhyrlig lønninger for at undgå, at de stikker hænderne i kassen? Det kunne jeg godt få en mistanke om.

Jeg synes, Obama er inde på noget af det rigtige, når han opfordrer finansverdenen til større ansvarlighed og kalder det “shameful”, at bankfolk bevilger sig selv store lønforhøjelser og bonusser for at have spillet højt spil med andres midler, – og tabt. I den sammenhæng er det vel så et skridt i den rigtige retning, når Straarup og hans ligesindede ikke beder om lønforhøjelser. De kunne bare godt gøre det bedre endnu, og det skal de, hvis de forventer applaus fra undertegnede. Det er helt sikkert.

4 Comments »

  1. Jeg er fuldstædnig enig, Henny, det er “shameful”, som Obama udtrykker det. Og det kan gøre mig så harm. Men det kunne være interessant at læse en kommenatar fra én, der går ind for disse uhyrlige lønninger til bl.a. bankdirektører …

    Comment by Madame — 31. januar 2009 @ 9:40

  2. Ja, men jeg tror, det ligger lidt tyndt med folk, der vil sige det offentligt lige nu. Og det kan man ikke bebrejde dem.

    Comment by admin — 31. januar 2009 @ 11:39

  3. Ét er Straarup – han holder da i det mindste banken i live. Jeg synes det var en hel del værre, da hr. nu forh. direktør for Roskilde Bank fik et kæmpestort aftrædelsesgebyr, eller hvad det nu var, efter han havde sat alle kundernes penge og pensioner over styr, og banken måtte lukke. Han skulle have haft betalt de mange millioner i stedet for at indkassere dem, skulle han!

    Men nej, 20-30000 om måneden er ikke nok. Og 1 million er måske en anelse i overkanten, skulle jeg mene. Et eller andet sted imellem, måske?

    Comment by Ellen — 1. februar 2009 @ 20:59

  4. Jeg kan godt gå med til en eller anden mellemvej, når det gælder bankdirektørens løn. Jeg vil dog foretrække, at den ligger nærmere de 30.000 end millionen.

    Lige som du, synes jeg også, at det er helt vanvittigt, at folk der bevisligt har klaret jobbet dårligt, får en bonus. Bonus er vel noget, man får, hvis man har præsteret noget godt.

    Comment by admin — 1. februar 2009 @ 21:54

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment