Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

4. februar 2009

For lidt, for sent og forkert!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:37

Skattekommissionen er jo barslet med en rapport, der giver forslag til, hvordan man kan nedsætte skatten på arbejde. Husejerne skal ikke have lov at trække så meget fra. For dem vil der så blive tale om at tabe på gyngerne, hvad man evt. vinder på karrusellerne. Det er immervæk halvdelen af landets befolkning, der bor i ejerbolig.

De studerende skal kun have SU i 4 år. Så må de selv ud at financiere det sidste, hvis de f.eks. vil være læge, præst eller forsker. Det passer ikke så godt til de honette ambitioner, landet har om at være videnssamfund, have førertrøjen på, når det gælder forskning mv.

Der er selvfølgelig flere detaljer, men dem vil jeg lade hvile i fred for nærværende. Jeg kunne godt tænke mig at gå ind på præmissen for selve øvelsen: Er det nu også sikkert, at folk vil arbejde mere, hvis skatten på arbejde bliver sat ned? For mit eget vedkommende kan jeg helt klart svare, nej, det vil jeg ikke. Jeg arbejder saftsuseme nok i forvejen. I mange andre familier vil svaret nok være det samme. I en almindelig familie med to voksne arbejder man jo i forvejen op til 75 timer om ugen. Hvis folk har skaffet sig børn, skal de vel også bruge noget tid sammen med dem, eller hvad? Det forekommer mig ikke, at unge mennesker har mindre brug for deres forældres nærvær i disse tider, end de før har haft.

I min optik ser det faktisk ud til, at folk arbejder mere, end de nogensinde før har gjort. For 50 år siden kunne en almindelige familie klare sig med 40-45 timers ugentligt arbejde.

Nu er jeg jo ikke økonom, men jeg vil da mene, at man også kan diskutere den præmis, der hedder at det overhovedet skulle være nødvendigt, at vi arbejder mere. I bedste fald har den økonomiske krise da i hvert fald forsinket den udvikling noget. Ca. 200 mennesker har mistet deres arbejde hver eneste dag siden nytår, og man mener, at det vil fortsætte på den måde i hele 2009 og måske længere. I stedet for at presse de mennesker, der har et job, til at arbejde mere, kunne man måske overveje at give noget af alt det påståede arbejde til de mange mennesker, der bliver ledige i disse dage? Ja, jeg spørger bare, sådan helt forsigtigt.

I min overskrift nævner jeg også termen “forkert”, og det gør jeg, fordi jeg ikke bryder mig om dette Matthæus-princip, altså at de, der har meget, de skal gives mere, og der kun har lidt, fra dem skal alt tages. Jeg synes simpelthen det er mere end en anelse umoralsk at nedsætte skatten for de grupper i samfundet, der har bedst råd til at betale den. Når man samtidig tænker på, at folk på overførselsindkomster slet ikke har deltaget i den velstandsstigning, størstedelen af befolkningen har oplevet gennem de sidste 8-10 år, bliver det helt grotesk. Folk på starthjælp, introduktionsydelse, førtidspension osv. har nok mere end svært ved at fatte, hvorfor de mennesker, der i sammenligning med dem selv er “rige”, skal have skattelettelser.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Nej, men om der er råd til velfærd er noget, et samfund bestemmer, blandt andet når det afgør, hvor meget de forskellige skal betale i skat.

4 Comments »

  1. Jeg ved desværre ikke nok om dette her – men jeg tror, at en af tankerne bag kunne være, at man dermed ikke ‘tvinger’ firmaer til at flytte til i skattely i udlandet.
    Jeg kunne heller ikke drømme om at arbejde mere, selv om jeg slipper billigere i skat –
    31 timer om ugen er rigeligt for mig …
    Men du sætter tanker i gang på bedste måde, Henny 🙂

    Comment by Madame — 5. februar 2009 @ 11:28

  2. Nej, jeg ved nok heller ikke tilstrækkeligt. Området er ret uoverskueligt. Under alle omstændigheder ser det ud til at mange vil stille sig i vejen for gennemførelsen af tankerne i rapporten. Så bliver spørgsmålet, om vi kan klare os med det system, vi har nu. Det er jo ikke fordi det i sig selv er særlig fremragende.

    Comment by admin — 5. februar 2009 @ 14:42

  3. Jeg er både enig og ikke enig, og det vil nok føre for langt at komme med alle mine argumenter her.

    Jeg tror som Madame, at man gerne vil beholde de større skatteydere her i landet, og det kan man kun gøre ved at fjerne brandskatterne. Mendet er kun en lille del af det store billede.

    I dag kunne man sandsynligvis også klare sig med det antal arbejdstimer, man kunne for 50 år siden. Grunden til, at man så måske ikke kan alligevel, er at vores egne krav til, hvad der skal være råd til, er steget voldsomt. For 50 siden var man ikke på ferie en eller måske to gange om året. Man købte heller ikke så meget tøj. Man drak ikke så meget vin eller øl til hverdag. Gaverne var ikke så store. Og så videre, og så videre.

    Resten vil nok blive for følelsesladet, men vi behøver da heldigvis ikke at være enige 🙂

    Comment by Ellen — 5. februar 2009 @ 22:58

  4. Nej, enige behøver vi ikke være, men jeg tror egentlig ikke, vi nødvendigvis er særligt uenige. Jeg er da også helt med på, at kravene er blevet større og standarderne er blevet meget højere i den mellemliggende tid. Jeg er såmænd også meget bevidst om det, idet vi i “min familie” lever af en indtægt, nemlig min. Sådan er det blevet, og sådan er det nødt til at være, og det går såmænd også rigtig godt, selv om det hverken bliver til samtalekøkken eller wellnessbadeværelse, men det er vi egentlig også hellere foruden.

    Alligevel er jeg ikke interesseret i at skulle arbejde flere timer, og det vil jeg heller ikke være, selvom skatten skulle blive sat ned. Og, hvis man tager regeringens initiativ for pålydende, så er det faktisk det, der er målet for øvelsen.

    Comment by admin — 5. februar 2009 @ 23:11

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment