Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. februar 2009

Mangfoldighed, Nettet

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 15:48

Blogland, nærmere betegnet. Jeg røg ind i nogle overvejelser om Bloglands natur, hvem der passer ind, hvilke emner, man skal beskæftige sig med for at passe ind mv. Mens jeg helt og holdent respekterer skribentens holdninger og ret til at give udtryk for dem, må jeg sige, at jeg er aldeles uenig.

Nettet er, hvad vi gør det til, ikke et dårligt redigeret dameblad. Og fri og bevare os, og det endda meget længe, for at få nettet redigeret på nogen som helst overordnet måde, prøv bare at spørge i Kina, hvordan det er. Nej, frihed må vi have. For Loke, Thor, strikkersker, brodøser, samfundsengagerede, politiske, apolitiske og så fremdeles. Nu er det velsagtens også sådan, at ingen af vi bloggere afslører hele sandheden eller fortæller alt, hvad der er værd at vide om os selv. Det at have en blog er vel netop en måde at selviscenesætte et overskueligt udsnit af vores personlighed, et kontrollerbart billede af det, som vi synes andre kan få lov at se. Det kan udmærket være, at hende, der udelukkende blogger om strikkeopskrifter eller blomsterbinding, har tunge byrder i sin hverdag, og  at de smukke billeder af hendes håndværk er den kreative udfoldelse, der gør, at netop hun kan holde sin tilværelse ud.

Hvis vi altså er utilfredse med Nettets eller Blogosfærens udvikling, så er det op til os selv, dels at skrive nogle bedre indlæg og nogle bedre kommentarer for at forbedre den samlede kvalitet, dels at finde frem til de dele af Nettet og Blogland, som vi kan lide. Nu går jeg ikke ind for, at man udelukkende skal færdes i omgivelser, der er totalt enige med en selv. Tværtimod synes jeg, vi skal lade os udfordre for at få chancen for at vokse, men vi kan godt tillade os at lade være med at læse med på noget, hvis det virkelig ikke siger os noget.

Jeg synes på den anden side også, vi skal passe på med at pålægge os selv for mange begrænsninger. Livet, eller de omstændigheder, vi lever under kan nok begrænse os tilstrækkeligt, uden at vi selv behøver sætte stakitter op, hvor der ikke er behov. Så – nej, jeg synes ikke, der er noget galt med at beskæftige sig med noget, der er ren æstetik, heller ikke, selv om der er tunge og alvorlige emner, man kunne tage op. Ejheller synes jeg, der er nogen grund til at opfatte den slags som en personlig fornærmelse, selv om man selv lever med nogle meget svære eller tunge betingelser. Alle kan have brug for at tænke på noget andet ind imellem, og det er kun sundt, hvis man kan gøre det. Kald det bare eskapisme, hvis det hjælper.

Det var egentlig det, jeg ville frem til: Jo større mangfoldighed det har, jo bedre er nettet.

9 Comments »

  1. Nu er jeg igen helt enig med dig, Henny, det ender jo med at blive en vane – nej det er altså sjovt, at vi har samme holdning!

    Comment by Madame — 8. februar 2009 @ 17:17

  2. Hov, jeg glemte at skrive, at jeg synes, det var meget velskrevet og relevant, hvad du skriver! Hurra 🙂

    Comment by Madame — 8. februar 2009 @ 17:18

  3. Jamen mange tak, da!

    Comment by admin — 8. februar 2009 @ 19:25

  4. Jamen…man skal da ikke “passe ind” nogen steder. Jeg anser bloggeriet som en halvoffentlig dagbog – for nogen er det muligvis eskapisme, som du er inde på. Jeg er helt enig i, at det udgivne materiale nødvendigvis må være selektivt – der er kun én til at bestemme, hvad der sendes ud i cyberspace.
    Hvis nogen mener, at bloggeriet er blevet til et dameblad, så fred være med det; vekommende kan da bare kigge sig lidt omkring – jeg er da stødt ind i alle mulige typer blogge, herunder flere, hvor det så ganske afgjort emmer af mandehørm. Dem bryder jeg mig ikke om og jeg følger dem ikke.
    Der er og skal være noget for enhver smag. For mit eget vedkommende skriver jeg lige, hvad jeg har lyst til, med inspiration fra den store verden og min egen lille ditto. At der så er nogen, der gider læse med, er jeg selvfølgelig glad for. Efterhånden får man tilsyneladende dannet en slags små klubenheder, men det er vel også ok.
    Ups – det bliver alt for langt, dette her. Sorry.
    Dit gode indlæg var meget omfattende og tankevækkende :o)

    Comment by Ellen — 8. februar 2009 @ 23:58

  5. En halvoffentlig dagbog, ja. Som folk kan følge med i eller lade være. Det er sådan, det må være. At det så fører til, at man følger nogle bestemte blogs, og at det igen bliver til en slags klubdannelse, det er vel kun naturligt.

    Comment by admin — 9. februar 2009 @ 8:12

  6. Dine ord er som taget lige ud af mine tanker. Tak fordi du fik sat bogstaverne sammen, så det kunne komme til udtryk 🙂

    Comment by Anita — 12. februar 2009 @ 22:58

  7. Velbekomme! Det er da godt at vide, at der er andre, der har gjort sig lignende overvejelser. Der skulle gerne være plads til os alle sammen. Nettet er jo ret stort!

    Comment by admin — 12. februar 2009 @ 23:15

  8. Jamen – hvis nogen tror, jeg ikke synes, her skal være plads til alle, har jeg været for dårlig til at udtrykke mig. For selvfølgelig synes jeg det.

    Jeg synes bare tendensen i blogland er ved at ligne noget fra en af “Dalton”s tekster: “Før pigtråd blev pop og bingo og plat”.

    Pop, bingo og plat er her rigeligt af. Det er pigtråden, jeg savner – i den forbindelse er det dejligt at have fundet din blog, Henny – du mener jo rent faktisk noget :-))

    Comment by Fr. Møller — 13. februar 2009 @ 16:30

  9. Velkommen til! Ja, jeg mener noget, og ind imellem gør jeg det også offentligt. Det gør du også, og bl.a. derfor er det godt at læse din blog. Heldigvis behøver vi jo ikke være enige om alt.

    Comment by admin — 13. februar 2009 @ 16:38

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment