Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. februar 2009

Hårde hvidevarer – på den nemme måde

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 9:37

Før i tiden var det mig altid en pestilens, når noget af husholdningsisenkrammet stod af. Først skulle man ud i samtlige butikker her i byen for at kigge på modeller og priser. Under den del af processen var man nødt til at finde sig i ekspedienter, der hver især skulle anprise netop deres varer, mens man stod og trippede for at komme videre til næste sted.

Når man så, efter flere dages sammenligniner, havde valgt sit produkt, skulle man afsted igen. Hvis den udvalgte forretning så stadig havde produktet, skulle der så tages stilling til leveringsmåde, betalingsmåde osv. Der var også en eller anden naturlov, der sagde, at ens hårde hvidevarer aldrig gik i stykker i udsalgstiden eller når der var noget på bud, så man kom altid til at betale fuld pris.

Alt i alt kunne sådan en øvelse godt tage det meste af ens fritid i en uges tid. Denne sørgelige tingenes tilstand har nettet vendt op og ned på.

Vores gamle køleskab er blevet lidt træt, nærmere bestemt skal døren have et ordentligt “whack” for at lukke tæt. Vi ved ikke, hvor gammelt skabet er, men det stod i huset, da vi købte det for over 10 år siden, og vi har fået det repareret en gang formedelst 400 kr, så det skylder os ikke noget.

Ergo gik jeg på nettet. Først på Kelkoo og Pricerunner og så et par steder, hvor jeg før har handlet og været tilfreds. Ialt ca. 5 minutter og lige så mange klik, så har jeg fundet et godt tilbud på præcis det køleskab, jeg ville have. Et par klik mere, aflevere dankort-nummer, og så er købet gennemført. Nu er det så bare at vente på, at skabet ankommer i løbet af dagen i dag, hvor der er folk hjemme hele dagen. Nemt. En virkelig forbedring.

Jeg hører ikke til dem, der skal se den konkrete genstand, før jeg skiller mig af med mine surt tjente skillinger. Det er jeg faktisk helst fri for. Jeg skal bare have noget, der virker, er energirigtigt og ikke koster en herregård. Det får man på den måde, der er beskrevet ovenfor. Så kan man ellers bruge sin fritid på noget interessant!

6 Comments »

  1. Ja, det er en kæmpe forbedring, at man kan sidde hjemme og vælge i ro og mag – og også købe. Jeg har aldrig selv prøvet det, men jeg får blod på tanden efter at have læst, hvad du fortæller.
    Jeg havde en sjov oplevelse sidst jeg købte en støvsuger. Prisen var 1500 kroner, men da jeg sagde, at jeg ville kigge hos konkurrenten, røg prisen pludselig 500 kroner ned – og jeg slog til 😉

    Comment by Madame — 17. februar 2009 @ 10:28

  2. Sjovt nok, som den slags kan påvirke prisen. Jeg tror bare, at priserne på nettet stadig kan konkurrere. For et stykke tid siden købte jeg en ny mobil over nettet. Prisen var ca. halvdelen af bedste pris ellers. Da den kom, viste det sig at den havde thailandske bogstaver på tasterne. Det skrev de ikke noget om! Men det har ingen praktisk betydning, for den har også de latinske bogstaver.

    Comment by admin — 17. februar 2009 @ 10:34

  3. Nettet er glimrende at orientere sig på.
    1. Besøge lokale hvidevareforretningers hjemmeside,
    2. Vælge 2-3 køleskabe. Jagte pris på nettet.
    3. Besøge en lokal butik med ordene: “Den der kan jeg få til den pris!” Næsten altid kan man så få den billigere.

    Vi skiftede køleskab for et par år siden og prisen kom pænt ned. Da det var et udstillingsskab, blev det lidt billigere. Nu skulle skabet ind i dytten. HOVSA, det var jo ridset på den ene side. Den ridse kostede yderlige 150 kr. for butikken.

    For mange år siden skiftede vi bil. Den var der til gengæld ingen, der havde set, før handlen var afsluttet!!!!! Den var og er en god og billig bil! Men det er en helt anden historie, og den fortæller jeg måske en anden gang!

    Comment by Rimkogeren — 17. februar 2009 @ 10:51

  4. Det var jo også en fremgangsmåde. Den tager bare næsten lige så meget TID, som den gammeldags. Men man får da brugt sine handelstalenter på den måde! Velkommen til, Rimkoger.

    Comment by admin — 17. februar 2009 @ 11:10

  5. Jeg går i den grad også ind for internethandel. Vi har for nylig fået ny fryser på næsten samme vis som I erhvervede jeres køleskab.
    Fordelen er også, at man kan handle over hele landet. Det koster porto, men kan stadig alligevel sagtens betale sig, frem for som for få år siden at køre omegnen tynd i sin bil for at finde det, man står og skal have fat i.

    Comment by Ellen — 17. februar 2009 @ 19:09

  6. Vi har også erhvervet fryser, PC’er, vaskemaskine mm. på den måde. Jeg er ret overbevist om, at det er den bedste facon. Ganske vist støtter man ikke den lokale handel på den måde, men den har altså selv været ude om det.

    Comment by admin — 17. februar 2009 @ 19:55

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment