Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. april 2009

Når konceptet ikke holder

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 16:58

På skrømt startede jeg denne blog som en pendant til visse blogs i udlandet, hvor teenagere tjener millioner på at fremvise resultaterne af deres seneste shoppingrunder mv. Jeg var selvfølgelig godt klar over, at jeg ikke ville kunne gøre dem kunsten efter, men på det lidt mere seriøse plan havde jeg så det koncept, at jeg ville skrive noget om, hvor og hvorfor jeg ofte vælger det billigste og mindst popsmarte alternativ, når jeg køber ind. Hertil kommer, at jeg havde en idé om at “afsløre” nogle efter min mening helt latterlige produkter, som industrien gerne vil prakke mig på.

Det har jeg så gjort, og så er det, at konceptet ikke længere holder. For det første viser det sig, ikke specielt overraskende, at jeg hurtigt er færdig med at skrive om indkøb, både dem jeg foretager og dem jeg går udenom i en stor bue. Shoppinghysteriet har altså ikke ret godt fat her! Altså stod jeg, engang i februar, i den situation, at jeg stort set har skrevet det, jeg havde på hjerte, indenfor konceptet, men jeg havde en blog endnu. Jeg skrev så lidt, sådan løst og fast om nogle ting, der faldt mig ind, men der blev længere og længere mellem indlæggene. Der har jeg ligesom været før med nogle blogs. Først går de langsomt, og så går de i stå. Det er der vel heller ikke noget galt i som sådan, men jeg kan godt lide at blogge, så jeg må nok se lidt på konceptet, strække det lidt eller udvide det.

I mellemtiden bringer jeg et umotiveret billede af en eller anden blomstrende busk ude fra haven:

8 Comments »

  1. Uha, skal man have et koncept for at skrive blog? Det har jeg ikke, bortset fra at jeg ikke skriver om børn og strikning :O)

    Men du har jo kat og have og læser og ….

    Comment by Madame — 25. april 2009 @ 16:39

  2. Det har du nu nok alligevel, men jeg skal nok vare mig for at forsøge at definere det. Men den der helt specielle vinkel, hvor man er personlig uden at være privat og alligevel har en åben side, der kan interessere andre, den er måske ikke helt let at finde. Det kommer måske også mere “naturligt” til nogle, end det gør til andre.

    Comment by admin — 25. april 2009 @ 17:02

  3. Uh, hvis jeg havde vist, at din blog var sådan en, så havde jeg slet ikke læst med (kom vist først til i februar) :o) .

    Nej, spøg til side! Jeg må sige som Madame: skal man have et koncept? Jeg har i hvert fald ikke. Ikke ud over at jeg prøver at fastholde nogle sider af et midtvejs-kvindeliv – med fokus på det personlige, men uden at overskride den private grænse. I mine øjne er det meget vigtigt at holde sig den skelnen for øje, hvilket jeg også flere gange har blogget om, bl.a. her.

    Men er i hvert fald spændt på at se, hvor din blog bevæger sig hen 😉 .

    Comment by Bente — 25. april 2009 @ 22:37

  4. Skal og skal… Jeg tror nok nærmest, at man har det, i hvert fald, hvis bloggen skal leve lidt længere end blot nogle få måneder. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at mit oprindelige koncept ikke er omfattende nok til at holde den gående ret meget længere. Men man har vel et koncept, til man finder et nyt, eller hvad?

    Comment by admin — 26. april 2009 @ 9:25

  5. Jeg er enig med dig: jeg tror også at de fleste har et koncept – eller i hvert fald en ide om hvad de vil med deres blog når de begynder. Men for de fleste udvikler det sig snart til noget andet. Sådan er det jo også gået med min blog. Egentlig ville jeg kun skrive om bøger – og efterhånden er bøger det emne som fylder mindst på bloggen. Men det er ok, for jeg synes jo stadig at det er sjovt.

    Comment by Jens Drejer — 26. april 2009 @ 13:52

  6. Ja, det må vel være det, der tæller: Synes man stadig, der er noget ved det, så er det OK.

    Comment by admin — 26. april 2009 @ 17:09

  7. Koncept? Tja… Jeg havde en helt klar ide om, hvordan min blog skulle se ud og hvad den skulle handle om.
    Det varede dog ikke ret længe, før den begyndte at leve sit eget liv – jeg forstår nu, hvad forfattere mener, når de siger nogenlunde det samme om deres persongalleri.
    Balancen mellem privatlivet og denne offentlige dagbog skal jeg også tænke over hele tiden; man skal ikke træde andre eller sig selv for nær.
    Jeg er stadig ung i blogbranchen, og jeg ved ikke hvad det ender med. Eller hvornår det ender. For det gør det helt givet. Alt har sin tid, men jeg er ikke færdig endnu, og nu kommer jeg til min pointe: Det håber jeg heller ikke, at du er, for jeg er sikker på, at du har meget mere endnu at bidrage med.
    Pyt med, om det bliver en blandet landhandel, bare det er læseværdigt.
    So keep on the good work 🙂

    Comment by Ellen — 28. april 2009 @ 21:20

  8. Jeg har ikke aktuelle planer om at stoppe. Det er bare stoffet, der ikke springer så grydeklart i tastaturet, som det gjorde i starten! 😉

    Comment by admin — 29. april 2009 @ 5:20

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment