Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. maj 2009

Offentlig gældsrådgivning

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:06

Gældskompagniet, et småligt indlæg, vær advaret!

Det offentlige vil starte et kontor, hvor udsatte kan komme og få rådgivning om økonomi. Det er da meget udmærket, men vil næppe hjælpe på den kendsgerning, at der findes familier, der ikke har råd til at betale deres husleje, fordi deres indtægter er for små og deres huslejer for store. Et eller andet vil et sådant “gældskompagni” “gældsrådgivning” forhåbentlig komme til at hjælpe på, ellers er det jo spild af penge, hvilket man bestemt ikke kan gå ind for i disse tider.

Det interessante ved foretagendet ser jeg i nyhederne i dag: Forbrugerrådet Gældskompagniet bliver kimet ned af folk med mellemhøje eller høje indkomster, der sidder i gæld til over skorstenen. Folk, der er blevet “forblændet” af pauselån, afdragsfrie lån eller overdreven fægtning med plastikkort og nu er ude af stand til at betale deres boligudgifter. Så er det ligesom, at kæden hopper af, filmen knækker, eller hvilken metaformix, vi nu skal tage i dag. Hvordan pokker kan det lade sig gøre?

Man ser den samme tendens i et program på Tv3, “Luksusfælden”, hvor familier med gode indtægter netop har sat sig i håbløs gæld og frivilligt lader sig sætte under administration af et par udsendte fra tv-stationen. Jeg har set programmet i flere omgange og undret mig over, hvorledes det er muligt, måned efter måned at bruge nærmest dobbelt så meget, som man tjener. Forarget har jeg nok også været i et vist omfang, ikke mindst over de råd, som de ulykkelige er blevet begavet med. Et af rådene hæftede sig særlig stærkt i bevidstheden. Det gik ud på, at de gældsplagede skulle nøjes med at være i A-kasse og melde sig ud af fagforeningen. Undskyld mig, men mon ikke det er den slags asociale holdninger, der har medvirket til at bringe de ulykkelige ud i deres morads af umulig økonomi i første omgang?

Nu behøver man måske ikke gøre så meget for at forhindre, at flere går i gældsfælden lige nu, det har bankerne vist så grundigt sørget for selv, men hvis man tænker lidt længere, så må man gøre noget. Skal vi have “tæring efter næring” på skemaet i folkeskolen? Eller er det noget på de højere hylder, vi skal have fat i? Etik og moral, måske? Sund fornuft og kritisk sans, der også på given foranledning kan være selvkritisk sans, kan folk bibringes den slags ad pædagogisk vej?

Nu er misundelse til enhver tid en meget grim ting, men ved at dele den kan den måske blive mindre grim: Mange af disse mennesker, der har sat sig i næsten uoverkommelig gæld, har brugt pengene på at skabe sig en hverdag, der materielt er på et meget højere niveau, end jeg selv nogensinde tør håbe på. Min lettere misundelige tanke kan altså formuleres sådan: De styrer lige lukt ad h til, men de gør det saftsuseme på første klasse, med samtalekøkken, wellnesbadeværelse, stereo fra B&O i alle værelser, designermøbler og tøj, og jeg skal komme efter dig. Nej, jeg vil ikke bytte. Jeg er til enhver tid mere tilfreds med at have lidt økonomiske råderum, og man kan nu engang ikke bruge sine gysser mere end en gang. Men den der antydning af den ubehagelige følelse af misundelse kan nok desværre gøre, at jeg ikke har den helt store medfølelse med de gældsplagede. Beklager!

Det forlyder nu, at enkelte med mellemhøje eller høje indkomster er sluppet gennem nåleøjet til den gratis rådgivning i Gældskompagniet, fordi man der gerne ville have nogle erfaringer, inden man for alvor åbner butikken. Jeg har forståelse for, at man kan blive desperat, men jeg har ikke forståelse for, at man lægger ansvaret for egen dumhed fra sig og vil “kureres” gratis af det offentlige. En del af forklaringen skulle være, at disse mennesker, efter at de har revet blåret fra øjnene, er dybt skamfulde over at være kommet i denne situation. Mon der ikke skulle være plads til noget privat foretagsomhed her? Hvis jeg skammede mig over mine økonomiske dispositioner, ville jeg nok snarere forvente diskretion fra en privat rådgivning end fra en offentlig, men det er måske bare mig?

Det viser sig, at jeg har rodet to slags gældsrådgivning sammen. Det er ikke første gang, jeg roder noget sammen, og næppe heller den sidste, men for en ordens skyld, skal jeg nævne, at Gældskompagniet er et privat foretagende, der ikke modtager offentlig støtte – se evt. kommentarsporet. Rigtigt er det imidlertid, at Forbrugerrådet har fået bevilget penge til gældsrådgivning.

14 Comments »

  1. Jeg så godt historien på forsiden af Politiken i dag – og rystede på hovedet. Det er også svært for mig at forstå, at folk, der ikke har ‘sat tæring efter næring’, skal offentlig rådgivning.

    Jeg kan godt finde ud af at bruge penge :o) – men jeg har også et gyldent princip om ikke at gøre det, hvis der er lavvande i kassen. Altså ikke noget med at låne sig til forbrug. Det er en gammel dyd, jeg har med hjemmefra, men jeg tror også, at mange ikke har den med sig. De senere år har stået i uhyggeligt materialistiske tegn, og da låneadgangen også har været let, ja, så har det garanteret været svært at modstå, hvis ikke man har haft lidt økonomisk fornuft med sig. Men nej, jeg har sgu heller ikke ondt af de gældsplagede.

    Comment by Bente — 11. maj 2009 @ 15:41

  2. Ja, Bente, min undren er virkelig ægte. Jeg fatter det ganske enkelt ikke. Det er ikke fordi, jeg ikke kan finde på at brænde penge af, men jeg gør det kun, hvis jeg har dem. Det er nok, som i dit tilfælde, en del af opdragelsen.

    Comment by admin — 11. maj 2009 @ 15:49

  3. Hejsa,

    Efter at have læst dit indslag vil jeg blot komme med en rettelse dertil.

    Gældskompagniet er et privatfortagende og er ikke gratis for klienterne – se evt. http://www.gaeldskompagniet.dk

    Derudover er det vigtigt at understrege at det offentlige på ingen måde har bidraget – hverken økonomisk eller fagligt.

    De venligste hilsner

    Sandy Madar
    Den Sociale Retshjælp/stifter af Gældskompagniet

    Comment by Sandy Madar — 11. maj 2009 @ 15:43

  4. Jeg undskylder og tager rettelsen til mig. Jeg har fået jer rodet sammen med Forbrugerrådets gældsrådgivning.

    Comment by admin — 11. maj 2009 @ 15:48

  5. Hej igen,

    Mange tak for dine rettelser.

    Bare for at gøre forvirringen større, kan jeg oplyse at “Den Sociale Retshjælp” også har modtaget penge fra det offentlige (de 16 milioner der er blevet givet over de næste 4 år til gældsrådgivning for socialt udsatte).

    De penge går til gældsrådgivning for særligt udsatte borgere – herunder hjemløse, misbrugere, sindslidende samt tidligere kriminelle (indsatte).

    Den Sociale Retshjælp har lavet “Gældskompagniet” som et privat fortagende, fordi vi hele tiden får henvendelser fra “familien Danmark” – og dem har vi ikke mulighed for at hjælpe hos Den Sociale Retshjælp.

    De venligste hilsner

    Sandy Madar
    Formand for Den Sociale Retshjælp
    Stifter af Gældskompagniet.

    Ps. Forbrugerrådet må også kun rådgive socialt udsatte.

    Comment by Sandy Madar — 11. maj 2009 @ 17:18

  6. Tak, Sandy, fordi du reder trådene ud. Det kan vi alle kun være interesseret i!

    Comment by admin — 11. maj 2009 @ 19:35

  7. Når jeg læser det, du fortæller, kommer jeg straks til at tænke på min fars ven, der skød sig med sit haglgevær i januar, fordi han var kommet i dyb gæld på grund af finanskrisen. Han var endda revisor og burde vide alt om økonomi. Jo, det er virkelig så uhyggeligt det her, og jeg synes, man skal gøre sig gældfri så tidligt som muligt i livet – det giver en stor tryghed. Og jeg pudser lige selv glorien …

    Comment by Madame — 11. maj 2009 @ 18:33

  8. Ja, Madame, det er skrækkeligt at læse den slags historier. Og så er det jo ikke værst for ham, der sætter haglgeværet til eget hoved. Hvad med hans familie, og hvad med de børn, sådan et menneske har? Det er jo trods alt kun penge.

    Jeg er ikke selv gældfri, men min gæld er i fast ejendom, og fast ejendom bliver det vel muligt at skille sig af med igen ad åre!

    Comment by admin — 11. maj 2009 @ 19:34

  9. Jeg kan slet ikke se, hvad at KUN være medlem af en A-kasse har med gældssætning at gøre. Det gælder for de her mennesker om at minimerer deres udgifter og være forsikret, HVIS de skulle miste deres job. Jeg har (da jeg arbejdede) også altid KUN været i A-kasse og det fungerede helt fint. De to ting har da intet med hinanden at gøre.

    At det er rystende, hvad folk kommer ud i, er vi ganske enige om. Dumhed er der ingen lov imod og de her mennesker, er altså også rigtig langt ude efter min mening. Men at skære over en kam og sige de kommer fra velstillet baggrund er noget sludder. De har jo netop ville hæve sig op til noget, de ikke var og kunne magte de her fra Luksusfælden ihvertfald.

    Comment by Deborah — 13. maj 2009 @ 8:38

  10. Der er vi så ikke enige. At være eller ikke være i fagforening er et spørgsmål om solidaritet. Det er det at bruge andre folks penge uden at være i stand til at betale dem tilbage også, efter min mening.

    Folk, der ikke vil være i fagforening, vil som regel godt arbejde til den løn og under de betingelser, fagforeningen har forhandlet hjem til dem. Med andre ord snylter man på medlemmerne, når man ikke selv vil være med.

    Man snylter også på andre mennesker, når man sætter sig i bundløs gæld. Der ser jeg sammenhængen.

    Comment by admin — 13. maj 2009 @ 13:12

  11. Det var et godt indlæg og jeg er meget enig med dig.

    Comment by Jens Drejer — 14. maj 2009 @ 16:46

  12. Tak, Jens. Det er godt at vide! 🙂

    Comment by admin — 14. maj 2009 @ 19:23

  13. Som man reder, så ligger man, er der et gammelt ord, der siger. Min medlidenhed med overforbrugerne kan også ligge et meget lille sted.
    Jeg kan lige som så mange andre sagtens finde ud af at bruge for mange penge, men så må jeg suge på labben måneden efter – jeg ville slet ikke have nerver til at køre videre ud ad den streng.

    Derimod er jeg ikke særlig vild med fagforeninger – de har gjort rigtig meget godt, og de var aldeles nødvendige, da de blev skabt, men jeg synes ærlig talt, at de er ved at have udspillet deres rolle – eller i hvert fald er groet fast i et rollemønster, der er langt ude af trit med tiden.
    Jeg meldte mig ud af min fagforening, fordi den gjorde mig meget mere skade end gavn og helst havde tvunget mig ud af den arbejdsplads, jeg lige var startet på, og som jeg nu har frekventeret i over 30 år. For nu at gøre en lang historie kort 🙂

    Comment by Ellen — 14. maj 2009 @ 20:05

  14. Det er nu heller ikke, fordi jeg er vildt tilfreds med min egen fagforening. Jeg har faktisk været så skuffet over dem på et tidspunkt, at jeg truede med at melde mig ud. Det blev så ved truslen. Jeg mener ikke, fagforeningerne har udspillet deres rolle, snarere tværtimod. I disse globaliseringstider er der mere brug for solidaritet end nogensinde før, efter min mening. Men selvfølgelig kan man som enkeltperson komme i en situation, hvor man må sige fra. Det ville jeg selv bare meget nødigt.

    Comment by admin — 14. maj 2009 @ 20:10

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment