Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. juli 2009

Det går ufatteligt godt!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 23:13

Nej, Poul Schlüter er ikke kommet på banen igen, så vidt jeg da ved. Men i går mente Danske Bank at kunne se en ende på den økonomiske krise, og i dag erfarer jeg, at overskuddet på betalingsbalancen er stigende. Samtidig siger de, at den “samlede aktivitet i forhold til udlandet er faldet 20%”. Men overskuddet på betalingsbalancen er altså dobbelt så stort for det seneste år, som for det foregående. Forvirret? Ja, det er jeg sandelig også.

Det smager lidt af påtaget optimisme med et formål, hvis det da ikke er det rene lalleglade idioti.

Feriemodus er ved at være der!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 14:42

Ferie! Ja, nu har jeg haft ferie siden sidste lørdag. Dvs. der er gået knap en uge, så feriemodus er ved at have indfundet sig. Det var også på tide. Vi var lige ude og proviantere i dag, og bagefter tog vi et smut til Hirtshals. Der var mange både i havnen i dag. Det lufter godt, og det er sikkert ikke godt havvejr for de mindre både.

Vi havde egentlig tænkt os at finde et listigt sted i Hirtshals og få noget frokost der, men enden på det blev, at vi kørte hjem igen. Sjovt nok kan man jo spise frokost hjemme ca. 10 gange for det, det koster at spise frokost ude én gang. Med mindre man tager til takke med en gang McDonald’s. Men det er jeg nu blevet godt og grundigt træt af. Man kan spise mængder af det og alligevel være sulten igen efter en halv time. Og så smager det heller ikke rigtig af noget, synes jeg.