Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

10. juli 2009

Knuzzer, m(k)öss, varme klem og deslige

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 20:13

Nu er det muligvis mig, der er både stiv, bornert, kold og afstumpet. Men jeg har altså et stort problem med den megen kropslige udfoldelse, der er blevet moderne på det seneste. Altså sådan at forstå, at folk man nærmest ikke kender, skal både omfavne og kysse én, både som goddag og farvel. Sådan blev jeg altså ikke opdraget! I min verden tilhører den slags udfoldelser privat-, for ikke at sige intimsfæren.

Så, hvis man vil forestille sig et tableau, kan det komme til at se ud ca. sådan her: En flok overfladisk bekendte mødes for at lave noget, sandsynligvis jobrelateret, men inden de kan komme i gang med det, skal der altså knuses, klemmes og muligvis kysses hele raden rundt. Hvis jeg så er del af den flok, bliver jeg aldeles stiv i kroppen og værger for mig med både hænder og fødder. Jeg kan ikke gøre for det. Det er simpelt hen for meget, og jeg kan ikke have det!

Nu er det så heldigt, at mange af de mennesker, jeg omgås, både har pli og situationsfornemmelse og forstår, at jeg har det på den måde, at det ikke er fordi jeg ikke kan lide dem, og helt automatisk hilser på mig på en måde, som er acceptabel for begge parter. F.eks. ved at sige “hej” eller “goddag”. Men ind imellem har vi altså disse pinlige scener, hvor nogle mener, at der er dømt omfavnelse, og hvor jeg aldeles ikke er enig.

I de senere år har omfavnelserne, eller er det ikke snarere omklamringerne, også bredt sig til skriftsproget. Især det, som bruges i de elektroniske medier. Tjah, det er måske fordi disse er de eneste, hvor der stadig udfoldes skriftsprog, men lad det nu ligge. Man kan modtage emails fra folk, man overhovedet ikke kender, og disse personer skriver “Kære” i starten af mailen, og “kh”, “kærlig hilsen”, “knuzzer”, “kram” eller endda “varme klem” i slutningen.

Jeg må indrømme, at den slags får mig til at foretage mentale reservationer. En ting er at være åben og venlig, men en anden er at være fuldstændig grænseløs. Jeg vil gerne det første, men ikke det sidste. Jeg har næsten vænnet mig til det indledende “Kære”, men de ovennævnte afsluttende hilsener vænner jeg mig aldrig til! Samtidig har det jo nærmest udviklet sig sådan, at man ikke kan skrive “venlig hilsen”, med mindre der er tale om et forretningsbrev. Men det må man jo så formulere sig ud af.

Nå, det er nu nok mig, der er noget galt med.