Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

29. juli 2009

En tidlig bloggerske?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 10:30

Mass Observations var navnet på et initiativ, som de engelske myndigheder kørte fra 1937 til en gang i tresserne. Det gik ud på, at “ganske almindelige mennesker” skrev dagbog om, hvad de lavede, eller hvad der i det hele taget optog dem. Et af disse “almindelige mennesker” var husmoderen Nella Last fra Barrow-in-Furness i nærheden af Liverpool.

Hun skrev flittigt om sit liv med manden William, sønnerne Arthur og Cliff, hunden og katten, naboerne, hendes arbejde i W.V.S (kvindernes frivillige service), der skaffede penge, tæpper, tøj osv. til tropperne ved mange forskellige aktiviteter. Hun var også aktiv i Røde Kors, og det skriver hun også om.

… graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden…

Hun skriver om, hvordan det var svært at skaffe mad nok under krigen og hun giver mange tips til, hvordan man kan økonomisere. Hun graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden halvdel. Man får en tydelig fornemmelse af, at hun er stolt af at kunne klare sig for lidt. En af de ting, hun laver for soldaterne, er tæpper, som hun syr sammen af rester, der er samlet sammen fra skræddere og konfektionsfabrikker. Hun laver også dukker, som hun laver en slags amerikansk lotteri over. De er åbenbart meget eftertragtede.

Hun skriver om, at hun har været igennem en helbredskrise umiddelbart før hun startede på dagbogen i 1939. Jeg ved ikke præcis, hvad det var, hun fejlede, men det kunne godt lyde som noget depression i tilknytning til overgangsalder. Under alle omstændigheder får hendes aktiviteteter hende til at føle sig meget bedre tilpas, og hun finder også sine ben i forhold til, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun ikke vil. Der er ikke så lidt rødstrømpe i hende.

Hun skriver meget om sine børn, Arthur, der har taget en uddannelse i skattevæsenet, og Cliff, der er soldat, og som hun er konstant bekymret for. Hun skriver utroligt medfølende om de unge kvinder, der giftede sig med unge mænd, der drog i krig, og måske, måske ikke vendte hjem igen.

Hun skriver meget godt og levende, og selvfølgelig er brevene blevet redigeret, og man ved ikke hvor meget. Min fornemmelse er dog, at det nok næppe har været standardniveauet for skriftlig fremstilling, som hun repræsenterer. Hun var klart mere kreativ, end folk er flest, også når det kom til skriftligt udtryk.

Jeg blev først opmærksom på Nella Last igennem en filmversion, Housewife, 49, af og med den engelske komedienne, Victoria Wood, som jeg tilfældigvis kom til at se. Den har jeg i øvrigt indkøbt på dvd, og det er noget, jeg yderst sjældent gør, idet de fleste film efter min mening ikke er værd at se mere end en gang. Men denne er!

Af bøger er der blevet udgivet: Nella Last’s War og Nella Last’s Peace. Jeg har anskaffet dem begge, og er i gang med at læse den første. Når jeg har læst den, vil jeg se dvd’en med Victoria Wood.

Man er i godt selskab med Nella Last.

5 Comments »

  1. Det må da helt klart være forstadiet til blogging – Nella ville have elsket det! Det er meget interessant med den slags betragtninger og jeg kan godt ærgre mig over, at man ikke ved mere om dagligdagen i mine bedsteforældres tid.

    Men jeg antager, at det ikke ansås som en fornuftig tidsbeskæftigelse at sidde og skrive med mindre man var forfatter.

    I dag har vi da ingen skrupler… måske for lidt nogle gange 😉

    Comment by Nille — 29. juli 2009 @ 12:08

  2. Du har helt ret i, at det ikke har været respektabelt at sidde og skrive. Knap nok at læse! I min barndom på landet var det såmænd næsten værre at sige om en kone, “hun læser” end at sige “hun drikker”.

    Det kan godt være, at vi blogger lidt ukritisk nu om dage, men det er jo den slags der følger af at have suverænt eneherredømme over en blog. Så må de evt. læsere bare gå lidt hurtigt hen over det, hvis man er kommet til at blogge om sine tæer, eller noget andet under værkshøjde.

    Comment by admin — 29. juli 2009 @ 13:44

  3. Det var spændende, Henny – de to bøger må jeg bestemt læse! Jeg er en hund efter historier, hvor mennesker selv fortæller om deres liv før vor tid. Det, du fortæller, får mig til at tænke på ‘Auto da Fay’, Fay Weldions selvbiografi om sin barndom og årene til hun bliver omkring 30 år. Hun fortæller også om den ulidelige fattigdom i England på den tid.

    Comment by Madame — 30. juli 2009 @ 8:04

  4. Ja, jeg synes jo, Nella Last er meget interessant at læse. Så vidt jeg ved, er de ikke oversat til dansk, men jeg bedømmer hendes engelsk til at være relativt letlæst.

    Tak for tippet om Fay Weldon. Jeg har læst mange af hendes bøger, men ikke hendes selvbiografi. Jeg er en hund efter biografier, så den kommer bestemt på min liste!

    Comment by admin — 30. juli 2009 @ 13:41

  5. […] har før skrevet om Nella Last, en engelsk husmoder, der skrev dagbøger i mere end 40 år og troligt sendte dem til “Mass […]

    Pingback by Mass Observation | Hverken fyrre, fed eller færdig! — 18. oktober 2009 @ 16:16

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment