Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. august 2009

M&M

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 10:47

Mine dybeste undskyldninger til de mennesker, der stadig kan lide det slik, der hentydes til i overskriften. Selv bryder jeg mig ikke om dem, og jeg er allergisk over for de gule, så derfor gør det mig ikke noget at bruge overskriften i denne sammenhæng.

Det handler om en yngre, højreorienteret politiker, der i forgangne uge har gjort sig uheldigt bemærket på forskellig vis. Først var det noget med, at han havde skrevet til sundhedsstyrelsen for at bede om, at han og kæresten kunne blive vaccineret mod en vis virus før alle andre. Vaccinen er ikke færdig endnu, og udmeldingen har været, at kun risikogrupper samt uundværligt sundhedspersonale skal tilbydes vaccinen, idet der ikke vil være nok til alle.

Som om den historie ikke ville være nok for en uge, kom der så en nyhed om, at den yngre politiker havde skrevet et brev til en borgmester for at påvirke denne til at give byggetilladelse til en forlystelse, som kærestens familie havde problemer med at få opført. Så må det da være nok, skulle man synes, men nej: Han har gudhjælpemig også skrevet til Miljøministeren for at klage over, hvordan kærestens families ansøgning var blevet behandlet af Skov- og Naturstyrelsen.

Jeg håber, at de personer, der har stemt på denne politiker ved forskellige lejligheder, krummer tæer og husker på det næste gang, der er valg. Men det er vel for meget at håbe på?

3 Comments »

  1. Oj, hvor er jeg gået glip af meget både væsentligt og mindre væsentligt på tre uger. Jeg har ingen anelse om, hvem du taler om 🙂 men han lyder ikke helt pæn i kanten – højreorienteret eller ej – sådanne personligheder findes med stor sandsynlighed i både røde og blå udgaver.
    Jeg vidste heller intet om bombningerne i Jakarta eller at Svend Auken var død.
    Er det godt eller skidt? Jeg ved det ikke – min personlige verden ændres ikke af den manglende viden, men det er jo unægtelig et snæversynet synspunkt at fremlægge.

    Comment by Ellen — 9. august 2009 @ 20:04

  2. Nej, det er sjovt som det at befinde sig i et andet land kan få en til helt at overse nyhederne. De danske nyheder bliver så ikke nødvendigvis rapporteret i Norge, men mon ikke bomberne i Jakarta trods alt gjorde?

    Comment by admin — 9. august 2009 @ 20:23

  3. Det gjorde de helt sikkert – men vi vælger bevidst, at når vi er på ferie, køber vi ingen aviser, og vi ser heller ikke fjernsyn. Vi vil helst være 100% væk fra alt, hvad der ligner hverdag; så må vi bøde på det, når vi kommer hjem igen. Man skal såmænd nok blive opdateret med det stort set alt, når man er tilbage på jobbet og sidder og lytter til folks smalltalk.

    Comment by Ellen — 9. august 2009 @ 20:54

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment