Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. august 2009

Soluret tæller kun de lyse timer

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 18:31

Solur, træ og himmelstriber
Og så blev der lidt flere af den slags timer at tælle i dag. Meteorologerne siger, at temperaturerne også i dag var gode nok til, at man kan kalde det en sommerdag, men de lover ikke, at det også vil være tilfældet i morgen.

Her i det nye skoleår har jeg skullet vænne mig til lidt nye arbejdstider. Efter det gamle skema ville jeg slet ikke have været hjemme lige nu. Der er aftenundervisning mandag og torsdag fra 18 til 20, og jeg plejer at være på. Det syntes mine kolleger, at jeg skulle have lov til at være fri for i dette semester. Og tænk, jeg har faktisk svært ved at vænne mig til det! En af grundene er nok, at hvis man har aftenundervisning, så kan skemaet som regel lægges sådan, at man får fri på en hverdag. Det har jeg så ikke nu. Det er hver dag fra mandag til fredag. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det er det normale for langt de fleste, men fri sådan en mandag, eller en fredag – det er nu ikke så tosset.

Måske burde jeg selv tage et kursus om aftenen, nu hvor jeg har tid til det? Postelinsmaling, spansk, peddigrør eller strapudemaj? Nej, jeg ved faktisk ikke en gang, hvad aftenskolerne har at byde på nu om dage. Det kunne da godt have udviklet sig en kende, siden sidst jeg havde tid til den slags. Eller jeg kunne melde mig ind på et motionscenter! Folk, der kender mig, ligger nok på gulvet i latterkramper ved tanken. Nej, jeg synes bare, jeg må se at få noget ud af den tid. Ellers kunne jeg jo lige så godt være på med aftenundervisning. Det kommer jeg såmænd nok også, snarere før en senere. Det er såmænd ikke det værste, man kan bruge et par timer to gange om ugen på.

8 Comments »

  1. Jeg kan godt huske, hvordan det var fra dengang for 100 år siden, hvor jeg arbejdede på et hospital og havde skæve vagter – det bedste ved disse var helt klart, at man havde fri, når næsten alle andre arbejdede. Det var faktisk sværere at vænne sig til ikke at have fri om dagen, end det var at vænne sig til selve nattevagterne.
    Men det er nu ikke så tosset at studere aftenskoleudvalget; der er noget for enhver smag, synes jeg.

    Comment by Ellen — 24. august 2009 @ 21:25

  2. Jamen, det er nok det, jeg oplever i øjeblikket: Savnet af at have fri, mens næsten alle andre arbejder. Jeg har selvfølgelig fri de to aftener, men de kan ikke udnyttes på samme måde som en hel fridag, til f.eks. indkøb eller ture ud i det blå. Jeg må overveje det med aftenskolerne.

    Comment by admin — 25. august 2009 @ 6:19

  3. Jeg kan godt forstå, du savner en hverdagsfridag, Henny. Da jeg for 7 år siden ikke længere havde skiftende vagter, syntes jeg pludselig, at jeg aldrig havde fri 🙂 Men det er bare en vane. Siden fik jeg min onsdag, som jeg hæger om …

    Comment by Madame — 25. august 2009 @ 6:36

  4. Jeg er da glad for, at jeg ikke er alene om den følelse! Her har jeg gået og følt mig utaknemmelig, fordi jeg ikke i højere grad var i stand til at nyde, at jeg ikke havde aftenundervisning! 🙂

    Comment by admin — 25. august 2009 @ 6:38

  5. Det er en skam, at du har mistet muligheden for at have hverdagsfri. Det må du have ændret til næste semester 🙂 En fridag er mere anvendelig en aftentimer.
    Jeg kan anbefale dig at tilmelde dig nogle foredrag eller rundvisninger. Det kan være meget interessant.

    Comment by Lone — 25. august 2009 @ 8:02

  6. Lone, det kan nemlig godt være, at der er nogle rundvisninger, det kunne være spændende at komme til. Den slags foregår også tit i oplysningsforbundenes regi nu om dage, har jeg ladet mig fortælle.

    Comment by admin — 25. august 2009 @ 12:57

  7. Jeg har jo altid arbejdet indenfor helt almindelige kedelige arbejdstider – men jeg kan sagtens se charmen ved at kunne omlægge det til nogle længere dage og en ugentlig fridag… jeg er overbevist om, at den føles helt anderledes end på en lørdag. Til den slags mangler arbejdslivet fleksibilitet i mange brancher – men ellers ville det vel ikke hænge ordentligt sammen!

    I dit tilfælde ville jeg nu bare nyde de to aftener – ugen er jo ikke blevet kortere i arbejdstimer 🙂

    Comment by Nille — 25. august 2009 @ 9:08

  8. Nille, nu ved jeg heller ikke, hvor længe det her skema varer. Foreløbig er det blevet lagt om en gang, siden vi startede, dog uden at ændre mine arbejdstider, så det er nok bare med at nyde det, mens det varer. Og arbejdstiden er ganske rigtigt ikke blevet kortere af omlægningen. Det paradoksale er, at den føles længere.

    Comment by admin — 25. august 2009 @ 12:59

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment