Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. oktober 2009

Mass Observation

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:11

Nella Last's War
Jeg har før skrevet om Nella Last, en engelsk husmoder, der skrev dagbøger i mere end 40 år og troligt sendte dem til “Mass Observation”, et regeringskontor, der modtog dagbøger og andet materiale fra offentligheden. Regeringskontor og regeringskontor, det er måske så meget sagt. Iflg. Wikipedia kørte de på et minimalt budget og måtte tit spæde til fra egne lommer.

Arbejdet startede i 1937, vist nok bl.a. fordi der var røster fremme, som kritiserede pressens behandling af Kong Edward d. VIII, hans abdikation og efterfølgende giftermål med Wallis Simpson. Det første Mass Observation fortsatte til en gang i 60’erne, hvor de fleste af de oprindelige respondenter var døde. Idéen blev genoplivet i 1981, og Mass Observation er nu en afdeling af Sussex Universitet. De rekrutterer minsandten stadig respondenter, dog skal man være brite for at deltage, så vi er nogle der er diskvalificerede på forhånd.

Indtil nu er det dog udelukkende resultaterne af det første Mass Observation, jeg har beskæftiget mig med. Det startede med Nella Last’s War, derefter naturligt nok Nella Last’s Peace.

Så læste jeg Can any Mother Help Me?, som også er blandt MOs materialer, men det er ikke en dagbog. Det er et “magasin”, et blad som blev sendt rundt til alle abonnenterne, og hvor alle abonnenterne skrev artikler, men det blev altså ikke dengang offentliggjort uden for kredsen af bidragydere.
Can Any Mother Help Me?
Det startede vist som en måde at have pennevenner på, hvor man kunne spare noget porto. Det opstod, fordi der var mange af mellemkrigstidens kvinder, der følte sig ensomme og isolerede i deres hjem og med deres husmoderlige pligter, deraf titlen. Bogen er fascinerende læsning, fordi disse kvinder virkelig udtrykker sig explicit om deres liv og betingelser.

Dernæst læste jeg We Are at War, som er dagbogsnotater fra 5 personer i den periode, som englænderne kaldte “The Phoney War”, dvs. månederne fra krigserklæringen i 1939 og til foråret 1940, hvor englænderne vidste, at de var i krig, men ikke havde nogen idé om, hvordan det ville komme til at påvirke deres liv, og hvor mange af dem også frygtede, at Hitler ville invadere landet.
We Are at War
Ja, nogle af dem håbede det måske ligefrem. Simon Garfield er redaktør af den bog, og også af den næste, nemlig Our Hidden Lives, som er den samme gruppe menneskers dagbøger fra årene umiddelbart efter anden verdenskrig. En periode, hvor man får indtrykket af, at det var sjældent, at almindelige briter kunne gå mætte i seng, og at forsyningerne af helt almindelige madvarer var dårligere end under selve krigen.

Flere af dem forventede faktisk, at tredje verdenskrig var umiddelbart forestående, og det er heller ikke frit for at nogle af dem var temmelig antisemitiske og kede af, at Tyskland havde tabt krigen. Det var åbenbart sådan, at mange mente, at de Allierede og Tyskland hellere skulle have rottet sig sammen om at give russerne bank. Sådan gik det som bekendt ikke, der kom i stedet en kold krig, men det kunne folk ikke vide på den tid.
Our Hidden Lives
Nu er jeg så gået i gang med at læse Wartime Women, og den tegner også til at blive spændende læsning, bl.a. fordi den forsøger at fastslå i hvilket omfang krigen medvirkede til kvindernes emancipation.

Men jeg må sige, at jeg ville ønske, at der fandtes noget lignende som Mass Observation på dansk. Det at læse noget, som almindelige mennesker har skrevet mens begivenhederne rullede forbi, vil altid give et anderledes indtryk end at læse historikeres fremstilling af samme periode. Og så tænker jeg også på, om folk i fremtiden vil have mulighed for at sidde og læse, hvad jeg og alle I andre skriver i jeres blogs, for så havde vi da en lignende kilde. Nu siger man jo godt nok, at internettet intet glemmer, men helt så enkelt er det vist ikke.
Wartime Women

6 Comments »

  1. Det var spændende at læse, Henny! Og jeg ville også ønske, vi havde noget lignende i Danmark. Jeg har en bog, der heder Københavner-erindringer, som ganske almindelige mennesker har bidraget til på opfordring fra Københavns Stadsarkiv. Det er enestående læsning skrevet af mennesker, der boede i København mellem 1920 og 1950. Stadsarkivet fik 1200 bidrag, og de 11 bedste er blevet til denne bog fra 1906, som er enestående dokumentation. Jeg ikke så velbevandret i engelsk, som du er – så jeg ville næppe få det fulde udbytte af at læse de bøger, du fortæller om.

    Comment by Madame — 18. oktober 2009 @ 18:13

  2. Københavner-erindringer har jeg ikke hørt om, så den vil jeg da prøve, om jeg kan skaffe. De fleste af mine “mass-observers” skriver et ganske jævnt og ligetil engelsk, som jeg tror de fleste danskere vil kunne følge med i uden det helt store besvær.

    Comment by admin — 18. oktober 2009 @ 18:35

  3. Det lyder som utroligt dejlige læseoplevelser – jeg tror, at jeg må se om de kan findes hernede i min engelske boghandel!

    Selvom vi skriver blogge, så samles det jo ikke på samme måde for eftertiden og grupperet efter emne. De havde sandelig også nogle helt andre barske ting at forholde sig til i deres liv – det er egentlig utroligt, at de havde overskud til at skrive! Men du har helt ret – jeg synes også, at det er spændende historielæsning; jeg kan også godt lide de mere “saglige” – men en kombination af begge er det optimale synes jeg!

    Comment by Nille — 19. oktober 2009 @ 10:18

  4. Ja, jeg kan kun anbefale bøgerne, og der er såmænd flere endnu. Jeg har ikke beskæftiget mig med de første, som MO udgav allerede under krigen.

    Hvis din lokale engelske boghandel ikke har dem, så kan de fås fra Amazon.co.uk.

    Comment by admin — 19. oktober 2009 @ 12:22

  5. Nu du selv er inde på bloggeriet, så er det da utroligt, hvor ens horisont kan blive udvidet ved at være kommet ind i denne verden.
    Jeg ville sikkert aldrig have hørt om disse bøger, hvis ikke du havde skrevet dette indlæg, men de lyder hamrende interessante, og jeg vil gå på jagt efter dem – enten direkte, når jeg er derovre eller via Amazon.
    I England fås de velsagtens kun antikvarisk.

    Apropos: Har du læst “Byen, der ikke ville dø” af Richard Collier. Den handler om bombardementet af London i maj 1941. Også meget fascinerende læsning.

    Comment by Ellen — 20. oktober 2009 @ 7:08

  6. Ja, man kommer vidt omkring ved at læse blogs, ingen tvivl om det.

    De bøger, jeg nævner i indlægget, er alle relativt nye udgivelser eller genudgivelser, så de vil sikkert ikke være svære at få fat på.

    Jeg har ikke læst Colliers bog, men jeg snitter den bag øret.

    Comment by admin — 20. oktober 2009 @ 7:21

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment