Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. december 2009

ABC i ord og billeder: K

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 21:43

Så er vi nået til bogstav K i Petunias bogstavleg, ABC i ord og billeder. Man ville nok ikke få lange odds, hvis man ville gætte på, at jeg ville vælge “kat” som mit K. Og, ganske rigtigt og meget forudsigeligt, har jeg selvfølgelig valgt “kat“. Mine billedmapper er fyldt med kattebilleder. Måske er over halvdelen af billederne kattebilleder. Jeg har selvfølgelig billeder af alle de katte, vi har haft, men jeg begrænser mig til at bringe billeder af de katte, vi har nu. Trofaste læsere kender dem allerede, der er selvfølgelig tale om Stoffer og Olga, som begge er kommet til os via internatet Bæklund, der gør et stort stykke arbejde for at omplacere katte, som af den ene eller anden grund er blevet overflødige, der hvor de ellers hørte til.
Billedcollage med Olga og Stoffer
Historien om, hvordan de kom hertil lyder i korte træk sådan: Vores første kat, der var en tilløber, som vi kaldte “Pinhead”, begyndte at tabe sig meget i efteråret 2006, og det viste sig, at han var uhelbredeligt syg. Vi måtte desværre få ham aflivet i begyndelsen af november 2006. I slutningen af november 2006 besluttede vi, at vi ville adoptere 2 katte fra internatet Bæklund. Vi fik hankatten Stoffer på ½ år og hunkatten Tulle på ca. 1½ år. Tulle havde lige haft killinger, og hun havde stadig noget moderinstinkt tilbage. Det brugte hun på Stoffer, som ærlig talt ikke klarede sig for godt på det tidspunkt. De to var hurtigt meget gode venner.

Desværre blev Tulle syg i januar 2007. Dyrlægen mente, at hun havde F.I.P., en uhelbredelig sygdom. Men hun var ikke 100% sikker på, at det nu var F.I.P., så vi valgte i første omgang at lade hende behandle med antibiotika og et hormonpræparat. Det så i første omgang ud, som om hun faktisk blev kvikkere, men det var en stakket glæde. Senere har jeg så fundet ud af, at hormonpræparatet netop har en kunstigt opkvikkende virkning på katte. Men den virkning holder sig naturligvis ikke, når dyret faktisk er meget sygt. Tulle blev dårligere og dårligere, og vi kunne se, at hendes livskvalitet var helt i bund. Hun spiste næsten ikke og lå hen i en døs og hun hadede at skulle have sin medicin. Sidst i februar gik vi så den tunge gang til dyrlægen, for hun skulle ikke lide mere.

F.I.P. er en sygdom, der udvikler sig hos nogle katte fra et virus, som næsten alle katte har. Ordet “infektiøs” indgår jo i navnet på sygdommen, og derfor kan både lægfolk og dyrlæger forledes til at tro, at det smitter, hvilket det jo også gør i det stade, som næsten alle katte har. Men det er heldigvis kun de færreste katte, der udvikler den dødelige sygdom, der giver ophobet væske i bughulen og uvilkårligt ender med døden. Kattemennesker kunne heldigvis fortælle os, at der ikke var nogen større risiko for, at Stoffer ville udvikle F.I.P., men selvfølgelig er man bekymret, specielt siden han nu var lidt skravlet, da vi først fik ham. Dyrlægen mente også, at vi burde vente flere måneder, inden vi evt. fik en ny kat.

Men stoffer savnede sin legekammerat/papmor. I hvert fald udviklede han den vane, at han vækkede os midt om natten og ville leges med. Det endte med, at vi kort tid efter adopterede Olga. Olga og Stoffer er ca. lige gamle. Helt præcis kan man ikke vide det, for de er begge hittemisser, der er blevet bragt ind til internatet.

Da vi først præsenterede Stoffer og Olga for hinanden, lavede Olga en lyd, som jeg aldrig har hørt fra en kat før. Hun knurrede som en stor hund! Hun ville vel bare statuere et eksempel og fra starten slå fast, hvem der bestemmer. Det har hun så gjort lige siden, hvilket Stoffer som regel finder sig i. De to katte opholder sig tit i nærheden af hinanden og det er helt klart, at de forholder sig til hinanden, men der er altid en afstand mellem dem. De kan også godt finde på at slås lidt somme tider. Jeg tror, at det f.eks. sker, når der går en kat forbi uden for vinduet. Det kan de ikke lide, og så lader de det gå ud over hinanden. Selv om jeg er meget glad for katte og nyder at iagttage deres adfærd, så er jeg altså godt klar over, at katte har en hjerne på størrelse med en tommelfingernegl, og at 3/4 af den er direkte forbundet med ørerne. Under de omstændigheder ville vi andre vel også nemt kunne blive forvirrede ind imellem, ikke sandt?

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på i bloglegen og evt. selv være med, kan du klikke her: