Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. januar 2010

Idé til fjernsynsprogram:

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 11:21

Celebrity “Luksusfælden”. Man kunne starte med Henriette Kjær og hendes familie. De har da åbenbart et problem. Når så de to rådgivere havde fået sat de to under administration og fået deres budget sat på skinner, kunne man sikkert sagtens finde andre kandidater. Idéen står her, helt gratis og til fri afbenyttelse.

I et lidt mere alvorligt humør kan det godt undre mig, at vælgere som sådan ikke går efter at stemme på folk, der i det mindste er personligt kompetente. Med til personlig kompetence hører efter min mening, at man ikke gentagne gange bliver hængt ud i pressen, fordi man “glemmer” at betale sine regninger. Man må jo regne med, at der er gået flere rykkere forud for overskriften på forsiden, så hvor svært kan det egentlig være? Eller er det ligefrem sådan, at visse personer føler sig berettiget til at have et forbrug, der simpelthen overstiger deres evner? Hvis det er tilfældet, ville jeg som vælger heller ikke føle mig tryg ved det.

29. januar 2010

ABC i ord og billeder: S

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 18:55

Så nåede Petunias blogleg frem til bogstav s. Det er jo meget nemmere end så mange andre bogstaver. Hvis vi kigger ud af vinduet, så er der jo det der kolde, hvide noget, som begynder med s, og der er så meget af det, at skraldemændene, som også begynder med s, ikke kan komme ind og hente sækken, som også b… Ja, vi har efterhånden forstået.

Sne, skraldespand, sol og sommer

Nu er jeg bare efterhånden så helt og inderligt træt af sne, og skraldespande gider man da ikke blogge særligt længe om, så mit s skal være sol og sommer. Sol og sommer kan selvfølgelig også betyde, at der bliver så varmt, at det er ubehageligt, kan jeg ligesom svagt huske, men jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er muligt lige for tiden. Men det er nu dejligt, når vejret bliver sådan, at man kan tage til stranden. Når folk flytter uden for huset og begynder at bruge haven og omgivelserne som et rum, sker der noget med dem. Man åbner ligesom også lidt op for andre mennesker, hvor man om vinteren sidder inde i hver sin mere eller mindre beklumrede stue og passer sig selv.

Selv kattene har det garanteret mere interessant om sommeren. Så er de ude det meste af tiden, og forholder sig til hinanden og andre katte på en helt anden måde, end de kan nu, hvor de kun lige vover sig udenfor i nogle få minutter ad gangen.

Jeg tror egentlig, at det, jeg hader mest ved sneen, er, at der bliver så skrækkeligt glat overalt. Jeg hader at skulle krabbe af sted og være bange for at falde og brække halsen eller noget andet.

Hvis du vil se andres bud på bogstav s i bloglegen, kan du klikke her:

28. januar 2010

Led dato

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 14:08

Der er datoer, som man ikke husker for det gode. En af “mine” er mandag d. 13. november 2006. Flere forskellige rædsler udspillede sig den dag, en af dem var, at jeg skulle have min kat aflivet. Det var første gang, jeg har haft ansvaret for at få den slags gjort, og det kom som noget af et chok. Jeg havde været til dyrlægen med ham om fredagen, hvor der blev taget blodprøver, for dyrlægen kunne ikke umiddelbart se andet, end at katten havde det skidt. Over week-enden fik han det værre, og om mandagen behøvede jeg ikke at få resultaterne af blodprøven for at konstatere, at han ikke mere var for denne verden.
Pinhead
Der var andre rædsler den dag, men dem skal jeg forskåne jer for. Hvorfor kommer jeg så til at tænke på den lede dato netop i dag? Jo, for jeg skulle også have været ved tandlægen den dag, og på grund af det generelle kaos fik jeg ikke ringet afbud, og faktisk har jeg ikke været hos tandlægen siden, indtil i dag. Nu har jeg heldigvis stærke bisser, så jeg er næsten sluppet godt fra det, men i tirsdags knækkede jeg et stykke af en af mine visdomstænder og fik derved en grim, skarp kant i munden, som tungen ikke kunne lade være i fred, plus at jeg ikke var helt sikker på, hvad der egentlig var sket, og derfor fik jeg så en tid hos tandlægen i dag. Jeg fik skiftet en plombe, og jeg har meldt mig ind i folden igen. Det er nok trods alt bedre at få bisserne checket og renset regelmæssigt, så man kan tage revner og den slags i opløbet. Hvis man går mig på klingen, har jeg hverken lyst til at få gebis eller rende rundt med sorte tandstumper, der gør nas.

Ældre indlæg »