Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

25. februar 2010

ABC i ord og billeder: W

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:00

Så kom vi til bogstav W. Og der må sagen være klar: Det skal stå for www, world wide web. Før i tiden insisterede folk altid på, at webadresser skulle indledes med www, men det er ikke givet, at det er nødvendigt i dag. Men fordi så mange stadig forventer, at adressen indledes med www, sælges de fleste webhoteller i dag med et automatisk subdomæne, der kan tilgås med www. F.eks. kan nærværende website tilgås både med og uden www, og det kan også tilgås med å i stedet for aa. Det er nu, fordi jeg fik den idé at købe domænet årgang54.dk og lade det pege ned i samme mappe. Det ville være for dumt, hvis nogle andre registrerede det domæne foran næsen på mig.

Ellers er det med at lave sider på www og samle på gode domæner blevet til lidt af en sport og en fritidsinteresse for mig, og det har også berøringsflader til mit job. Det startede kort efter år 2000, så vidt jeg husker, med at jeg registrerede hennystewart.dk. Kort efter registrerede vi gordo.dk til min mand. Jeg fandt så på at registrere hennystewart.com, for det kunne da også være interessant. I mange år, når jeg har skullet registrere mig som bruger af et eller andet på www, har jeg opgivet firmanavnet pcircus, så derfor var det nærliggende at registrere pcircus.dk.

Jeg har lavet mange små forklaringer med hjælp til almindelige pc-kvaler, som jeg mange gange pr. e-mail har sendt til folk af mit bekendtskab, der har bedt om hjælp. For at hjælpe mig selv samlede jeg en hel del af disse på pcguru.dk. Jeg kan så nøjes med at henvise til det relevante afsnit der og skal ikke samle det om igen og igen. Jeg har google annoncer på pcguru.dk, og det har givet lidt problemer. Der er åbenbart et ungarsk site, der hedder pcguru, og det får Google somme tider galt i halsen og viser ungarske reklamer!

Jeg begyndte relativt tidligt at lave undervisningsmaterialer, der ligger på hver sit domæne på www. Kig gerne på de links, der ligger ude til højre herfor.

Efter at man har registreret de første 20 domæner, begynder man at miste overblikket, så jeg vil ikke lave remsen færdig, men jeg kan da lige fortælle, at hennys.dk er sidste nye skud på stammen. Det er en billedblog, hvor jeg lægger et billede hver dag.

Hennys www

Er det nu ikke en dyr hobby, kunne nogle måske spørge, og vi ved jo, hvor nærig jeg er… Tjah, .dk domæner koster ca. 40 kr. om året; .com, .net og .eu domæner omkring hundrede kr., så det er ingen herregård. Jeg har mine domæner liggende hos forskellige hosts i den billige ende af skalaen. Alt i alt er omkostningerne ikke skræmmende. Ovenikøbet er det sådan, at visse af mine sites faktisk tjener lidt penge til mig, og da visse af mine undervisningssites er meget velbesøgte, kører det sådan lige lidt mere end rundt.

Nogle af mine sites ligger og samler støv, andre har jeg planer med, nogle arbejder jeg på til stadighed, og atter andre betragter jeg som “færdige”. Alt i alt er de del af min samlede strategi, som er at overtage store dele af www!  Hvorfor skulle jeg ikke have lov til at bygge mig et lille imperium? Ja, jeg spørger bare. 😉

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på til bogstav W, kan du klikke her:

Lars Løkke i time-warp?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 18:05

Regeringen, som den nu er efter “rouladen”, vil nok mene, at såvel statsministeren som de andre ministre er så absolut up-to-date, som det er muligt. Men jeg tror nu alligevel, at statsministeren kan tænkes at befinde sig i et knap så parallelt univers, sådan 20-30 år efter nutiden.

Jeg bygger teorien på to iagttagelser:

  1. I statsministerens nytårstale beskrev han, hvordan man ikke skal undervise alle børn i en klasse ens. Det er snart 40 år siden, at undervisningsdifferentiering blev almindeligt, og børn i den danske folkeskole har haft individuelle læringsplaner i snart mange år
  2. I går påstod Løkke, at der ikke skal spares så meget som en bøjet femøre på 2010’s offentlige budgetter. Det er mange år siden vi har haft 5-ører, bøjede eller ikke bøjede

Det kunne selvfølgelig også være statsministerens spindoktor, der er lidt ude af trit med virkeligheden. Men det er nok alt sammen et udslag af Løkke-regeringens almindelige ligegladhed med virkeligheden. Vi laver da bare en virkelighed, der passer til os. Regler? Dem følger vi, hvis det passer os. Debat og åbenhed? Kun hvis det er nødvendigt, og det er det jo ikke, så længe Kjærsgård og co. makker ret.

Og nej, jeg forventer ikke, at regeringen post-roulade er meget bedre eller anderledes end den præ-roulade.

Indlæg om hår!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 15:53

Jeg har før underholdt med, hvordan mange af de besøgende, der gelejdes her hen af Google og andre søgemaskiner, kommer her via nogle hår-relaterede søgeord. Det er åbenbart lige meget, hvor mange indlæg, jeg laver om sne, katte, ABC eller hvad som helst, så er det stadig mine indlæg om hår, der kendetegner sitet. Se selv:

  • moderne frisurer
  • moderne frisurer 2010
  • frisurer 2010
  • fyrre fed og færdig
  • 40 fed og færdig
  • ord med j
  • ord med o
  • moderne frisure
  • frisurer modne kvinder
  • skøre reklamer
  • frisurer mænd
  • korte frisurer 2010

På engelsk siger man, “If you can’t beat them, join them!”, og det er så det, jeg gør nu. Jeg har nemlig været hos frisør. Det var to år siden sidst, så garnet var blevet både langt og slidt.

Der er lige åbnet en ny salon her i kvarteret, så jeg besluttede mig til at prøve den frem for at forsøge at forcere snemasserne og komme ind til centrum. Hun havde også åbningstilbud. Jeg er godt tilfreds med klipningen, og prisen var bestemt ikke afskrækkende, så den salon vil jeg nok bruge igen.

De, der kender mig, vil måske nok spørge, hvad der er sket med de grå hår. De er der stadig, de kan bare ikke særlig godt ses på billedet. De fleste af dem sidder lige over ørerne af en eller anden mærkelig grund. Jeg er ikke blevet klippet rødhåret med en træsaks og har heller ingen umiddelbare planer om det. Hvad, man kan få af idéer en gang i fremtiden, er ikke let at vide!

Ældre indlæg »