Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. februar 2010

Galgenhumor, hykleri eller rendyrket galskab?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 21:37

Jeg skal være den første til at medgive, at emnet er ved at være trivielt, men nu var det ikke mig, der begyndte, det var vejret! Da dette er min blog, vil jeg tillade mig endnu en gang at brokke mig over selvsamme vejr, og hvis du ikke gider læse det, så kan du stoppe nu.

Men jeg har mine blogs bl.a. af mentalhygiejniske årsager, og det er også mig, der afgør, hvornår der er brug for mentalhygiejne.
Mere skidt fra oven
Det har vrimlet ned fra oven, både i går og i dag. Hjulsporene ude på vejen bliver dybere og dybere, og selv om Suzukien er høj i stellet, skraber bunden mod snevolden hele vejen frem til busruten. Heldigvis er Suzukien ikke svær at skubbe. Det har jeg været ude og prøve. Heldigvis kan jeg ikke prale af at have været ude og skovle sne, så meget ligestilling har vi nemlig ikke herhjemme. Endnu.

Selv om jeg selvfølgelig er taknemmelig for, at jeg ikke skal ud i l***** på cykel, sådan som jeg skulle for få år siden, så må jeg indrømme, at dette vejr giver mig anledning til det allersorteste humør. Apropos sort, så er der jo mange mennesker, der mener, at sne er hvid. Dette, mine damer og herrer, er en fordom. Selv ikke nyfalden sne er hvid. Hvis man tager sin html-farvelæser og tager en prøve på det allerlyseste sted på et snebillede, er farven i bedste fald lysegrå.

Nu havde jeg i overskriften lovet galgenhumor og hykleri også, og det kommer her: Der findes faktisk folk, der påstår, at de synes det er dejligt, hvis de først bruger en time på at forsøge at grave deres bil ud af snedriverne, derpå opgiver og går hen til et busstoppested og venter på en bus, der ikke kommer. Så er det, at jeg godt ville have nogle af de piller, de får!

Jeg har vist efterhånden givet udtryk for, at jeg synes, det nuværende vejr er stærkt belastende. Men at der findes folk, der nyder det, synes jeg er næsten ubærligt. I hvert fald hvis jeg skal lægge øren til deres lovsang, mens jeg sidder og skutter mig og længes efter varmere tider. Varme tider, som der ikke er udsigt til foreløbig iflg. DMI.

6 Comments »

  1. Jeg skal afholde mig fra at kommentere på dit vinterhumør, men i stedet henlede din opmærksomhed på denne blog: Photodisasters

    Den har jeg lige brugt et par timer på. Jeg tror du vil kunne lide den med Berlusconi.

    Comment by Ellen — 3. februar 2010 @ 22:36

  2. Ja, Ellen, Silvios forgænger, Il Duce, havde ikke Photoshop til rådighed. Han måtte i det mindste selv tromme “tilhængerne” sammen.

    Comment by admin — 4. februar 2010 @ 9:12

  3. Jeg har aldrig tænkt over farven på sne! Men lysegrå? Jamen, kommer det ikke an på himlen? Jeg har aldrig tænkt på det før, men det vil jeg gøre i fremtiden. 😀

    Comment by Jens — 4. februar 2010 @ 15:48

  4. Jo, Jens, sneens farve har noget med himlens at gøre. Men jeg synes nu, at det er tankevækkende, at det ikke er muligt at finde farven hvid, #ffffff, når man tager en prøve med html-colorpicker, lige meget hvilket lys eller hvilken farve, himlen har.

    Comment by admin — 5. februar 2010 @ 21:07

  5. Helt enig! Ingen kan med god vilje elske det, som det fortsætter hos Jer nu – en eftermiddag om året for lige at sikre os, at global opvarmning er en skrøne… det er fint! Men den der med overdrivelse fremmer forståelsen – den gælder ikke sne!

    Nu er jeg jo heldig at sidde i en del plusgrader – beklager meget! Men ellers så havde en dansk læge skullet have pumpet mig med piller, tror jeg!

    Comment by Nille — 4. februar 2010 @ 20:07

  6. Ja, Nille, jeg er jo ikke et urimeligt menneske, og jeg forstår, at visse børn synes godt om sne, så jeg kunne godt finde mig i det, hvis der var sne de. 24. december og evt. til og med den næstfølgende week-end. Det må så til gengæld kunne gøre det!

    Comment by admin — 5. februar 2010 @ 21:05

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment