Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. februar 2010

At pynte sig med lånte fjer …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 10:00

Eller fagre, nye verden. DRs magasin, Penge, havde et indslag om, hvordan arbejdsgivere checker evt. fremtidige ansatte på nettet, inden de overhovedet tager stilling til, hvorvidt de ønsker at se vedkommende til en samtale.

Det var mange ting, man sådan kunne finde på at checke, jeg citerer frit fra min muligvis ikke helt perfekte hukommelse:

  1. Stemmer CV’et? (Ja, for pokker, den ligger vel lige til højrebenet efter Anna Kastberg og Arken)
  2. Omtaler kandidaten sin tidligere chef negativt? (Det er vel første regel i jobsøgningskurset. Det gør man bare ikke!)
  3. Er kandidaten tilhænger af noget ulovligt eller støtter h/n racistiske grupperinger? (Det ville jeg også godt vide, hvis jeg skulle ansætte folk)
  4. Har kandidaten lagt provokerende billedmateriale ud? (Nu er det selvfølgelig op til den enkelte, hvad man sådan lader sig provokere af)
  5. Har kandidaten lagt materiale ud, der tyder på stof/alkoholmisbrug? (Det ville være meget godt at vide)
  6. Har kandidaten dårlige skriftlige kommunikationsevner? (Jeg her ud fra, at der menes, at man ikke kende forskel på præsens og infinitiv, at man insistere på at bruger altærnative sdavemåde osv. – Ja, hvis man skal ansætte en person til at fremstille skriftligt materiale for en virksomhed, så er det nok godt at vide)

Det var, så vidt jeg husker, de negative.

Et ikke-provokerende billede

Et ikke-provokerende billede

Voxpop var delvis overrasket, delvis utilfreds med, at arbejdsgivere kan finde på at undersøge den slags. Jamen, kære, bette venner! Hvad havde I da forventet? Tror I virkelig på den med, at jeres personlige hjemmesider kun kan tilgås af familien, eller vil I have, at vi andre skal tro på det? Og tror I virkelig på, at jeres Facebookprofiler er skjult for alle andre end jeres sande venner? Den tid er vist forbi, eller det bør den være.

Der var også nogle positive:

  1. Hvis den evt. kommende arbejdsgiver kan finde en professionelt udseende profilside, er det et plus
  2. Hvis h/n kan finde vidnesbyrd om sunde fritidsinteresser, ligeledes
  3. Hvis nogle af den evt. kommende arbejdsgivers egne kontakter anbefaler kandidaten, er det et stort plus
  4. Hvis man er aktiv i erhvervsfora, er det et plus
  5. Hvis man kan formulere sig korrekt, er det et plus (Her må man så håbe, at den evt. komm… er i stand til at vurdere den slags…)

Nå, der var sådan set ikke noget nyt for mig i det ovenstående, men de fejl, jeg har lavet på nettet, blev lavet på et tidspunkt, hvor jeg ikke vidste bedre, og gjort gerning står ikke til at ændre. Nu mener jeg sådan set ikke selv, at det er så slemt. Det drejer sig om, at jeg har været involveret i et par flamewars på usenet og er kommet til at fodre en troll. Så, nu ved I det og behøver ikke søge længere. På et tidspunkt besluttede jeg mig til at gøre bod ved at samle en række anbefalinger om netfærdsel, som andre har fundet på, og ved at lægge serverplads til dem. De ligger der endnu, men de er skrevet før både FaceBook, YouTube og LinkedIn og virker nok en anelse antikverede nu.

Ellers har jeg altid optrådt under eget navn på nettet, og det har lagt en naturlig dæmper på, hvad jeg sådan har kunnet få mig til at skrive rundt omkring. Det har virket, til de fleste tider. Dermed være ikke sagt, at jeg ikke uforvarende er kommet til at træde nogle over tæerne, men der må jeg – igen – henvise til, at man stort set selv er herre over, hvad man sådan går og bliver fornærmet over.

Jeg har ikke gjort noget ud af medlemskaber af de sociale netværk. Profiler har jeg selvfølgelig, men jeg må sige at det ikke er noget for mig. Det er altså ikke der, evt. kommende arbejdsgivere eller andre interesserede skal regne med at finde en hel masse oplysninger om undertegnede.

9 Comments »

  1. Ja, man skal tænke sig godt om i sin net-adfærd, men det burde ikke komme bag på nogen mere. Det var noget andet i den spæde start af internettet, som du er inde på.
    På Facebook er jeg meget forsigtig, men det er jo tydeligt at se, at mange ikke er …

    Comment by Madame — 18. februar 2010 @ 10:45

  2. @Madame: Ja, det er især ærgerligt med de mange halvstore børn, der lægger noget materiale ud, som de kan nå at fortryde mange gange i deres liv.

    @Nille:
    Et uopfordret jobtilbud er jo ikke at kimse ad, hvadenten man er søgende eller ej. 😉

    @Ellen: Jeg har heller ikke ligefrem reklameret over for mine kolleger med min blog, men jeg ved at nogle af dem har fundet den. Men nu indeholder den altså heller ikke noget, de ikke må vide, og som dig mener jeg nok, at jeg kan stå ved det, jeg har skrevet. 🙂

    Comment by admin — 18. februar 2010 @ 20:50

  3. Jeg tror absolut også, at det er naivt at tro, at jobudbydere ikke tjekker den slags. Jeg tænker da også over, hvad jeg kan findes under på nettet. Det arbejdsrelaterede er der jo – om jeg vil eller ej! Men jeg laver en gang imellem et spontant Google-tjek på mit eget navn; det er rart at have viden om – i mangel af kontrol over!

    Men det kan absolut også have positive sider – for blot 1 måned siden blev jeg kontaktet af en headhunter via en af mine professionelle profiler; selvom jeg ikke er søgende, så viser det jo, at de medier benyttes til aktiv udvælgelse.

    Comment by Nille — 18. februar 2010 @ 13:15

  4. Mon ikke det efterhånden er gået op for de fleste, at man bliver, eller kan blive, checket via wwww?
    Så kan man hoppe i stolen over det eller lade være – det ændrer jo ikke en pind.
    Jeg har holdt min blog meget tæt ind til kroppen på jobbet, og skulle der være nogen, der har fundet mig, er der så ikke noget at gøre ved det – der er da endnu ingen, der har sagt noget. Jeg skriver såmænd heller ikke noget, jeg ikke ville kunne stå ved til enhver tid, men i et eller andet naivt sted inde i mig er der noget, der gerne vil tro på, at mine kolleger ikke ved, at jeg blogger.
    Og jeg skal (forhåbentlig) ikke ud at søge nyt job…
    Jeg er på Facebook og LinkedIn, men som yderst passivt medlem 🙂

    Comment by Ellen — 18. februar 2010 @ 19:48

  5. Jeg sad også forleden aften og rystede på mit lille hoved over folks himmelråbende uvidenhed om, at nettet – om man så må sige – fanger. Altså at der ikke er nogen fortrydelsesret, når først du har uploaded noget. For ikke at tale om deres naive forestillinger om, at materialet ikke kan findes af alle og enhver. Come on

    Jeg har som du også altid optrådt med eget navn, når jeg har ytret mig på nettet (og på tryk) – og jo, det får (i hvert fald for langt de fleste af os) en til at tænke noget mere over, hvad man skriver/udtaler sig om. Det kan jeg i øvrigt kun se som noget positivt!

    Udsendelsen fik i øvrigt mig til også at tænke på noget andet: Hvis det er en arbejdsgiver meget i mod, at jeg fx er medlem af et parti eller en bestemt forening (og her taler vi ikke om noget ekstremt eller ikkestuerent), så har jeg da slet ikke lyst til at være ansat det pågældende sted. Faktisk fik udsendelsen mig til at opdatere min LinkedIn-profil med bl.a. mit medlemskab af SF og af Den republikanske grundlovsbevægelse. Fordi det er medlemskaber, jeg gerne står ved – og som er vigtige for mig.

    Comment by Bente — 19. februar 2010 @ 9:59

  6. Jeg synes, du har en god pointe der, Bente. Når man ved hvordan, kan man jo netop bruge nettet til vise, hvem man er, sådan at de, der ikke behøver henvende sig, heller ikke finder på at gøre det. Jeg synes i øvrigt også kun, det er positivt, hvis folk tænker lidt, før de kaster sig i tasterne. Det er ikke alle de bølger, der kan opstå i hjernevindingerne, der er egnede til offentliggørelse. 🙂

    Comment by admin — 19. februar 2010 @ 14:02

  7. Det lyder som et rigtig spændende indslag – det må jeg hellere finde på DR´s hjemmeside en af dagene.

    Selvfølgelig tjekker folk hinanden – også arbejdsgivere. Jeg synes egentlig også det er fair nok. Selvfølgelig vil en arbejdsgiver gerne have gode medarbejdere. Og de fleste vil gerne have gode kollegaer.

    Jeg tror heldigvis ikke, at der kan findes noget pinligt om mig på nettet. Tror! For hvordan kan man være helt sikker på det?!

    Comment by Jens — 19. februar 2010 @ 15:02

  8. Noget af det spændende ved indslaget var, at man havde fået nogle medarbejdere hos UnoX til at pynte på deres cv’er på forskellig vis, de var meget kreative. Så lod man en headhunter og nogle medarbejdere fra CERT prøve, om de kunne finde de lånte fjer. Det kunne de i meget høj grad!

    Nej, man kan ikke være sikker på, at der ikke findes noget pinligt om en selv på nettet. Blandt andet kan andre jo have lagt noget ud, men man kan forsøge at undgå, at det man selv skriver, er alt for pinligt. 😉

    Comment by admin — 19. februar 2010 @ 23:14

  9. Nu har jeg set programmet og det var meget spændende. Tak for tippet! 😀

    Comment by Jens — 21. februar 2010 @ 13:54

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment