Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. juli 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: L

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 22:00

Så nåede bloglegen ABC i ord og billeder til bogstav L. I denne uge har jeg valgt, at L hos mig skal stå for lyse nætter:
Lyse nætter
Disse lyse nætter besynges jo i en af fødelandssangene, hvordan er det nu? “Pigernes latter og lyse hår, lykke og lyse nætter“. Hmpf! Så er det gjort!

Jeg kan sandelig godt se charmen ved lyse nætter, hvis man ikke skal op og på arbejde tidligt om morgenen. Så kan man jo udnytte de lyse nætter. Men i mange år har jeg haft utroligt svært ved at falde i søvn sådan kl. 10-11 stykker, mens det stadig var lyst, for at kunne være udsovet til næste dag. Med alderen er det heldigvis blevet bedre. Der er dem, der siger, at man bare skal lukke øjnene, så er det præcis det samme som om vinteren, men det er nu ikke helt rigtigt, synes jeg.

Alt i alt er tiden med lyse nætter nu bedre end vinteren, hvor der er mørkt i næsten 20 timer i døgnet, eller sådan føles det.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du selv besøge ABC i ord og billeder.

Nedtælling: 9

Lyserød nellike

Advarsel: Politisk

Så blev det den første juli, og vi er for alvor inde i feriemåneden. Den første juli er også dagen, hvor den kriminelle lavalder på trods af masser af eksperters råd og vejledning blev sat ned til 14 år. Hensigten skulle efter sigende ikke være at sætte en masse 14-årige i fængsel, men det bliver nok alligevel resultatet, idet de opførelsen af de 26 ekstra pladser i sikrede ungdomsinstitutioner (der iøvrigt nok vil forslå som en skrædder i helvede) slet ikke er påbegyndt endnu.

Jeg fatter stadig ikke, hvad meningen med den nedsættelse skal være. Det er jo nok som om, unge mennesker før har kunnet begå kriminalitet helt uden, at nogen tog affære. Men det er jo ikke tilfældet! Også før i dag har man fjernet utilpassede unge under den kriminelle lavalder fra deres hjem og anbragt dem andre steder, der skulle være bedre egnet til at få dem på ret køl. Man kan dog have sine berettigede tvivl om, hvorvidt disse steder faktisk har været det.

Dog mener jeg at have hørt et pip fra et medlem af enten regeringen eller støttepartiet om, at det er “de små brødre”, man er ude efter. Eksplicit: Indvandrerdrenge, der fordi de er under den kriminelle lavalder, presses til at begå kriminelle handlinger af deres større brødre og disses venner. Der er ikke blot tale om social slagside her, det kunne også være racisme. Jeg gad også godt vide, hvad et år vil gøre i den problemstilling. Hvis det er sandt, så vil det vel bare være de 12-13 årige, der nu skal presses til kriminalitet, og så ender det vel med, at der slet ikke skal være nogen kriminel lavalder.

Hvorom alting er, så synes jeg, at det i den grad er en falliterklæring at ville straffe sig ud af problemer med kriminelle og utilpassede unge. Der ville være noget mere idé i at lave en målrettet indsats mod de bagvedliggende sociale problemer.