Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. juli 2010

HFFF undercover?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:59

I “Ingeniøren” kunne man for flere år siden læse en artikel om en rapport fra “Visionariet” (fed titel, men åbenbart svær at leve op til!). Ja, jeg læser ikke publikationen til hverdag, derfor er jeg en kende sent ude, beklager! I al korthed går artiklen ud på, at kun tvang og forbud vil kunne vende den såkaldte fedmeepidemi her i landet.

De visionære mener bl.a., at man bliver nødt til at regulere den mængde mad, der kommer ind over de danske grænser. Hah! Som om man ikke tager på af at indtage indenrigske produkter! Under læsningen får man halvvejs en idé om, at det hele er en joke, men så alligevel ikke. De visionære mener også, at man må tvinge nogle flere af de fede under kniven til de såkaldte fedmeoperationer. Nu, her fire år og en finanskrise senere, har de kloge så fundet ud af, at ca. 75% af de mennesker, der er blevet opereret, bliver tykke igen. De finder simpelthen ud af at småspise hele tiden. På den måde kan det lade sig gøre at tage på, selvom man har en mavesæk på størrelse med en knyttet barnehånd. Og forresten har de fleste overspisere nogle problemer, der overhovedet ikke sidder i fordøjelseskanalen!

Et andet forslag går ud på at forbyde salget af mad på tankstationer og i kiosker, for det mad, slige etablissementer sælger, er som bekendt de rene kaloriebomber. Mon de visionære har tænkt begrebet “ondets rod” ind i problemstillingen? Det har de så helt klart ikke. Det er jo ikke sådan at knækbrød og gulerødder pludselig ville blive fyldt med kalorier, bare fordi de blev solgt i en 7-11.
Frugt
De visionære taler også om at idømme folk med et upassende BMI en ekstra skat. Se, det ville gøre ondt, men mon trods alt ikke, det ville være i strid med Forskelsbehandlingsloven? Den kan man selvfølgelig bare ændre på, det skal der såmænd nok kunne skabes politisk flertal for.

Artiklen har så også et kommentarspor. Her er der et “geni”, der foreslår, at man forbyder salg af tøj over en bestemt størrelse! Så kan vi lære det, kan vi. Indtil man har opnået en autoriseret størrelse, kan man gå med røven bar, kan man! En anden kommentator har den indvending, at det vil være slemt at se på alle disse mennesker, der går rundt i tøj, der er for småt. Det er da rigtigt, så på den måde ville man pålægge hele samfundet en straf, hvilket ikke kan være helt rimeligt.

Personligt kunne jeg tænke mig at foreslå, at man forbyder fremstilling og salg af underlødige fødevarer. Så måtte man selvfølgelig genindføre en ordentlig fødevarekontrol. Der er ingen mening i regler, som ikke håndhæves. Hvis man så også fjernede momsen på frugt og grønt, så var man sikkert nået et stykke vej. Man kunne så indføre daglig motion på samtlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Det ville sikkert hjælpe et stykke hen ad vejen.

Så bør man i øvrigt, stadig efter min mening, koncentrere indsatsen omkring børnene og de meget unge. Jeg har lagt mig nogle deller til i de senere år, men jeg var altså ikke sygeligt fed som barn og ung, og uden at have studeret statistikkerne, forekommer det mig at der er mange overvægtige børn og unge nu. Det er både et helbredsmæssigt og socialt problem for dem, og det bør der gøres noget ved, men tvang og forbud mener jeg nu ikke, man kommer nogen vegne med. Motivation og opmuntring, derimod, det er nødvendigt.

8 Comments »

  1. Jeg går helt ind for dine forslag, Henny! Der findes forfærdelig mange underlødige fødevarer. og det var et godt sted at starte at forbyde dem! Og børnene skal man have fat i – de skal helt fra børnehaven lære om kost.

    Jeg ser skræmmeeksemplet Hans Henrik Lerfelt for mit indre blik. Han blev ikke ret gammel og måtte hejses ud af vinduet med en kran, da han var død…

    Comment by Madame — 12. juli 2010 @ 12:16

  2. Ja, for pokker! Tænk at være en meget talentfuld kunstmaler, og så blive husket, primært fordi man var nødt til at save sprosserne ud af vinduet, så man kunne få kadaveret ud af lejligheden!

    Comment by admin — 12. juli 2010 @ 12:37

  3. Nemlig: motivation og opmuntring.

    Forbud virker som regel modsat.F.eks. var Irland først ude med rygelov i Europa, og antallet af rygere er steget markant (og sig nu ikke, at det ville være MEGET værre, hvis ikke…).

    Jeg ved ikke, hvad pokker der stikker folk og politikere nu om dage, men der synes at være en aldeles ubændig lyst til at ville styre (=lovgive) vores adfærd fra A til Z.

    Comment by Eric — 12. juli 2010 @ 20:54

  4. Ja, det er åbenbart igen blevet “sejt” blandt visse grupper af unge at ryge. Det kan kun være den hårde kurs mod rygerne, der er skyld i det. Det ville ikke være godt, hvis man så de samme fejltagelser i behandlingen af unge med vægtproblemer.

    Comment by admin — 12. juli 2010 @ 21:24

  5. Det er en meget svær problematik, åbenbart. Man lærer jo i skolerne om ordentlig og sund ernæring.
    Ingen synes, det er pænt eller dejligt at være fed.
    Men rigtig mange synes nok i dag, at det er fedt at sidde ved en pc det meste af dagen – unge spiller mod hinanden i grupper worldwide…

    Det vil ikke hjælpe en pind med forbud – helt enig i det synspunkt.
    Jeg tror det største problem ligger i, at vi generelt bevæger os alt for lidt, hvilket gælder fra små børn og hele vejen op.

    Og… sorry, men jeg kan simpelthen ikke dy mig: Det er ikke et ‘i vore dage’- fænomen, at man vil lovgive og ensrette vores adfærd.
    So’sal’m’kraterne (som de kalder sig selv) ensrettede skolerne ned til laveste fælles fællesnævner for omkring 40 år siden og forlangte i teorien, at vi alle skulle være lige kloge, hvilket ret hurtigt resulterede i, at vi alle meget hurtigt blev lige dumme. De fik fældet samtlige vejtræer i DK, fordi der var et par få tåbelige bilister, der kørte ind i dem og slog sig ihjel. Houl Ørli’!
    De fik gennem årene indført en hel del mere barnepigementalitet, men denne kommentar skal jo ikke blive til en roman i tre bind 🙂

    Set fra min side startede barnepigesamfundet derfor længe før den siddende borgerlige regering; nemlig dengang Danmark blev regeret af den lidt mere røde fløj.
    At så den siddende regering har fortsat for at please, er jeg temmelig irriteret over. Jeg går stadig ind for frihed under ansvar, og jeg gider ikke, at der partout skal lovgives omkring snart den mindste lille detalje af vores adfærd, liv og levned.

    Jeg fik vist bevæget mig temmelig langt fra fedmeproblematikken…

    Comment by Ellen — 12. juli 2010 @ 23:42

  6. Ellen, nu er det jo ikke alle politiske emner, der ligefrem er partipolitiske! Mit ærinde er ikke så meget barnepigesamfundet, som jeg i og for sig hverken tilskriver sjamkraderne eller VKO.

    Men når man under VKO ønsker, at folk skal leve sundere, er det jo bare fordi der ikke længere er råd til at behandle folk i sundhedsvæsenet, dette skyldes dels nogle velkendte demografiske forhold, dels og ikke mindst det højt besungne skattestop. Samtidig synes jeg, det er totalt utilgiveligt, at man har ødelagt fødevarekontrollen i en tid, hvor der er mere brug for den end nogensinde før.

    Comment by admin — 13. juli 2010 @ 12:24

  7. Visonariet kunne selvfølgelig også tilpasse Hitlers racehygiejne……

    Comment by Rimkogeren — 13. juli 2010 @ 14:53

  8. Ja. Det kunne de. Den slags “utænkelige tanker” ligger forbløffende tæt på mange af de idéer, der udspredes nu om dage.

    Comment by admin — 13. juli 2010 @ 14:58

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment