Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. juli 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: O

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:01

Straks, det gik op for mig, at vi var nået til bogstav O i bogstavlegen, tænkte jeg på ordet obelisk. O skal da stå for obelisk her hos mig! Og hvorfor så det? Jo, jeg mente helt bestemt, at jeg havde et egenhændigt taget foto af sådan en i et eller andet gammelt album. Så den vilde jagt gik, men den kronedes kun delvis med held, idet jeg ikke havde noget foto af selve obelisken, og idet det heller ikke var et egenhændigt taget foto. Det er dog taget med mit apparat, et Kodak Instamatic, som ellers ikke var mange sure sild værd. Det skete tit, at en hel film var ødelagt af falsk lys, hvordan det så kunne lade sig gøre, i og med at filmen var totalt indkapslet, det er så en anden historie. Man kan regne ud, at jeg ikke har taget billedet, simpelthen fordi jeg selv er med på det. Billedet forestiller ikke obeliskenKleopatras Nål” ved Themsen, men derimod en af de to sfinx’er, der er ved obeliskens fod. Og så undertegnede. Og noget skrald, som vi nok kunne have fjernet, inden vi tog billedet:
Sfinx
Som jeg husker det, skulle jeg holde sfinxen og mig selv for næsen som en kommentar til netop alt det skrald, der lå og flød overalt dengang. Det er over 30 år siden, og man kan da håbe, at London har fået taget fat på skraldeproblemet siden da. Det er jo andre tider nu. Idet billedet blev taget, gik der forresten nogle fyre forbi, som råbte “Don’t jump!”. Men de var nok ret ligeglade med, om jeg gjorde det eller ej.

At bringe et billede af en sfinx under bogstav O kan måske nok kaldes lidt af en tilsnigelse, men jeg synes først, der bliver tale om egentligt snyd, hvis jeg bruger det samme billede til bogstav S!

Bortset fra det, kan jeg huske, at jeg der i juli 1978 mente, at det var på høje tid, jeg kom på slankekur, at jeg var alt for fed osv. Nu synes jeg nærmest, at jeg må have været tynd den gang. Jeg ville ikke være spor ked af den figur i dag, 30 år senere! Den “praktiske korthårsfrisure”, jeg døjede med den gang, den kunne jeg dog ikke tænke mig at repetere.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på til bogstav O, kan du besøge ABC-bloggen.