Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. juli 2010

Problem løst!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 17:52


Når man anskaffer nye, elektroniske dimser, anskaffer man også nye problemer. I sidste uge anskaffede jeg mig jo et videokamera, der kan optage HD-videoer. Sammen med kameraet fik jeg ikke, til min udelte skuffelse, noget program til at redigere disse film med. Jo, der var et program, men dets output var ikke HD!

Lige siden har jeg så trawlet nettet rundt for at finde en løsning. Herunder har jeg testet nogle betalingsløsninger. Ganske vist foretrækker jeg gratis programmer, men skal det være, og duer det, så kan jeg godt lægge en slant. Imidlertid fandt jeg ikke noget, der duede. Nogle af programmerne, f.eks. Adobe Premiere er faktisk i “skyde-spurve-med-kanoner”-kategorien, desuden er programmet så krævende, at denne lille bærbare, jeg bruger mest i min fritid, havde svært ved at klare det. Det tog flere minutter bare at starte programmet. Diverse Open Source-bud på opgaven viste sig ikke at være helt klar til Prime Time endnu, og jeg er ikke i stand til at forbedre dem, så fred være med det. Men helt tilfældigt fandt jeg i et lille obskurt forum, en oplysning om at Windows Live Moviemaker kan redigere HD-film. Jeg kender Windows Movie Maker, den der kommer sammen med Windows Vista, men den kan hverken læse eller lave HD-videoer.

Men Windows Live Moviemaker kan, den er gratis og virker på Windows Vista og Windows 7. Den kan downloades her:

Når man kommer så vidt som til at installere, skal man holde tungen lige i munden, hvis man ikke vil have Windows Live Mail, Windows Messenger osv. også. Det vil jeg ikke, men jeg ville gerne have Movie Maker. Den fik jeg, og den kan lige det, jeg efterspørger: Klippe kedelige bidder ud, klippe bidder sammen, lave en tekst før og efter, lave overgange og – især – gemme i et format, hvor kvaliteten(opløsningen) ikke tabes.

6 Comments »

  1. Det var interessant! Det interesserede mig at høre at du også mente at Adobes Video-redigeringssystem er for voldsomt. Adobe stiller nogle krav til hardwaren, som gør det meget tung, men til gengæld kan man så redigere hurtigt når man er “oppe”, så vidt jeg ved. Jeg vil spørge min bekendt på RUC Mads Folmer, de bruger Adobe til undervisning af journalisterne.

    Man skulle ikke tro at der er så stor forskel på Microsoft Live Movie og MS Movie – men MS er meget omhyggelige med at vælge “generiske navne” for at brande sig som “det man bruger”.

    Jeg bruger Free-Open-Source-Software og er forbavset over hvor nemt det er med “Kino”, som er lavet af tre dygtige programmører, der bruger Linux. “Kino” er kun til Linux (tror jeg).

    Comment by Donald — 23. juli 2010 @ 23:44

  2. @Donald: Det er noget af et vidnesbyrd om Microsoft og deres websites, at der skulle gå over en uge, før jeg fandt løsningen hos dem. Den burde have ligget lige for, eftersom jeg er en flittig bruger af deres produkter! Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve “Kino”, men min linuxmaskine er bare en lille netbook, der under alle omstændigheder ikke har hverken plads eller kræfter til videoredigering, så det får vente.

    @Madame: Ja, det kan jeg kun anbefale. Det er faktisk enkelt og ligetil at bruge.

    @Ester: Ja, det er sjovt at fange noget katteadfærd på film. Man skal sidde længe, før det giver pote, så at sige. Men her ser jeg nu især, hvordan den lille underordner sig den store, samtidig med at han hele tiden går til grænsen. Den store er meget godmodig, og der skal meget til, før han reagerer. Olga, derimod, har nærmest som standard hævet pote, hvis den lille henvender sig til hende. Men han får ikke bank, og det er vel altid noget …

    Comment by admin — 24. juli 2010 @ 12:04

  3. Sikke en dejlig film, du har lavet, Henny, og tillykke med at du fandt Windows Live Moviemaker og fik programmet installeret! Det må jeg ha’ på min computer …

    Comment by Madame — 24. juli 2010 @ 11:26

  4. Ikke et ord om det tekniske, det aner jeg ikke en pind om.
    Men, hvor din lille film dog viser katte fra en meget typisk side: “Hvis jeg nu strækker mig og samtidig trækker mig lidt frem, bliver der nok ikke lagt mærke til at jeg faktisk nærmer mig…”
    —og så den piskende-jeg-vil-lege-hale samtidig 😉

    Comment by Esther — 24. juli 2010 @ 11:33

  5. Hvor er de dejlige dine katte. Vi har selv én, der ligner den sorte. Desværre har den været oppe at slås og fået sig et sår i hovedet.
    Fortsat god sommer!

    Comment by Anna Marie — 25. juli 2010 @ 11:05

  6. @Anne Marie: Den sorte var fuld af sår, da jeg fandt ham. Han var blevet bidt af et eller andet stort, en hund formoder jeg. Han mangler fremdeles et stykke af næsen og har huller i ørerne, og de ting retter sig ikke, men ellers er han ved at hænge sammen igen. Samtidig havde han en voldsom katteinfluenza, så i starten var jeg slet ikke sikker på, at han ville overleve. Men det ser det ud til, at han gør, selvom han har nogle permanente skader. Heldigvis var de andre to vaccinerede, ellers havde jeg ikke turdet tage den lille ind.

    Comment by admin — 25. juli 2010 @ 13:50

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment