Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. august 2012

Kinesisk forbandelse

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:27

Det siges, at en kinesisk forbandelse lyder:”Måtte du leve i interessante tider!”. Interessant skal nok her forstås som det modsatte af “tryg”, “sikker” etc. På den måde lever vi nok alle i interessante tider.

Uden at jeg skal gå hen og blive alt for politisk, så er det meget “interessant” for mig og mange andre, at “den danske model” for, hvordan arbejdsmarkedets parter organiserer sig, står for skud, og hvordan politikere fra f.eks. partiet Venstre stiller sig op og frimodigt erklærer, at de godt kunne tænke sig at forbyde fagforeningerne at blokere virksomheder, der ikke vil tegne overenskomst. I samme åndedrag synes jeg også, at det er “interessant”, at alle journalisterne kun kan finde ud af at spørge 3f’erne, hvorfor de blokerer Restaurant Vejlegården, når den nu har overenskomst, ganske vist med en gul fagforening. Det spørgsmål er ikke det rigtige. Det rigtige ville være at finde frem til en hel masse andre arbejdspladser, hvor der overhovedet ikke er overenskomst, og så spørge de fagforeninger, der burde have overenskomst der, hvorfor de ikke har det, og hvorfor i givet fald, de ikke blokerer netop den arbejdsplads. De spørgsmål bliver ikke stillet.

På det personlige plan lever jeg også i interessante tider. Nu har jeg ikke været arbejdsløs i snart 28 år, og i alle disse år har jeg betalt til A-kassen, og i en hel del af årene har jeg også betalt til en tillægsforsikring, så det ville vel ikke være verdens største ulykke, om jeg skulle hæve dagpenge et stykke tid. Men hvem ved, det kunne da også være, at jeg kunne være så svineheldig at finde en tjans et eller andet sted, så jeg helt kunne slippe for at være arbejdsløs. Men i den forbindelse vil jeg nu godt nok sige, at det er bedre, at sådan en som jeg er arbejdsløs, end at et ungt menneske er det. Jeg ville såmænd ikke lave så meget ballade. Jeg kan godt finde ud af at sidde i et hjørne og læse i nogle bøger eller fedte lidt med nogle andre interesser. Men unge mennesker bliver frustrerede, bitre og rastløse, hvis de ikke kommer til fadet. Det var vel også på den baggrund, at man i sin tid indførte den efterløn, som man nu er på vej til at afskaffe igen, og som man i den forbindelse har bestemt, at f.eks. jeg skal vente et år ekstra på.

Ja, vi lever i interessante tider ….

Det er således ikke på grund af kedsomhed, at denne blog så sjældent opdateres. Det er snarere det modsatte. Til de læsere, der hænger på trods den relative tørke: Af hjertet tak!

5 Comments »

  1. Du kan jo så glæde dig over, at du er med til at øge arbejdsudbuddet. Enhver, der følger med, kan forstå, at det er meget vigtigt i disse tider.

    Comment by Eric — 12. august 2012 @ 13:14

  2. Jo, jo. Men hvis der ingen job er, så kan det jo ikke være vigtigt igen, eller? 😆

    Comment by Henny Stewart — 12. august 2012 @ 20:21

  3. Åh, selv tak, Henny – du er altid værd at læse, så vi er nogen, der ‘hænger på’ 🙂
    Uanset vores vistnok ikke helt samme politiske overbevisning, kan jeg erklære mig enig i synspunkterne i dit indlæg.
    Du er forhåbentlig gammel nok til at komme ind under den såkaldte seniorordning, der gør, at du er garanteret efterlønnen, selv om du skulle blive arbejdsløs op til to år inden, du kan få efterløn?

    Comment by Ellen — 12. august 2012 @ 22:13

  4. Ellen, det er det, jeg håber på, hvis jeg altså ikke kan være så heldig at finde et arbejde på normal vis.

    Comment by Henny Stewart — 12. august 2012 @ 22:57

  5. […] kinesiske forbandelse: Den lyder sådan: Måtte du leve i interessante tider! Jeg skrev et indlæg, hvor jeg brugte udtrykket for godt et år […]

    Pingback by Oktoberstatistik « Hverken fyrre, fed eller færdig! — 31. oktober 2013 @ 11:31

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment