Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

6. september 2012

Ræd, bange, pylret, hundeangst!

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 17:53

Ja, sådan er jeg også. Ikke spor sej, når det gælder kontakten med vort kære sygehusvæsen. I går var jeg til indledende øvelser, såsom journalskrivning ad 3 omgange, først med en almindelig læge og en sygeplejerske. Derefter med to anæstesilæger. Så skulle der tages et antal blodprøver. Hende, der gjorde det, var heldigvis meget dygtig. Nogle gange ser min arm ud som en blodpølse, når de er færdige. Denne gang er der kun et lille bitte blåt mærke. Jeg skulle også have taget blodtryk, dette var for højt, og det har det været et stykke tid, selv om jeg får medicin, der skulle regulere det. Men det var dog ikke faretruende højt, og hvis man trækker den “hvide kittel faktor” fra, var det vist nærmest normalt. Så skulle der også tages hjertekardiogram, og det gik hurtigt og nemt.

Hele seancen derude tog godt 3 timer, idet der selvfølgelig er ventetid hvert sted, man skal ind. I dag fik jeg et ildebefindende på arbejdet, og jeg er ret sikker på, at det var en reaktion på alt “krodseriet” i går. Det er uhyre anstrengende at spille tapper og rolig, når man i virkeligheden er som i overskriften.

Hvorfor så alt dette påstyr: Jo, jeg skal med regelmæssige mellemrum have foretaget en gastroskopi. For de uindviede kan jeg fortælle, at det består i, at man sluger en slange på ca. en centimeters tykkelse. På enden af slangen sidder der et kamera, og lægen kan udtage prøver af spiserører, mavesækken, tolvfingertarmen, eller hvad der nu måtte være brug for. Når man læser sygehusets brochure om om proceduren, er det hele meget underspillet. Som om det bare er noget, man kommer ind fra gaden af og får foretaget og så skynder sig tilbage til sin daglige dont igen. MEN: fordi jeg nu er, sådan som det er antydet i overskriften, så oplever jeg lige præcis den undersøgelse som et rent helvede. Det føles som en blanding af at blive kvalt og at kaste op. Vælg selv! Det tager meget længere end de 2 minutter, de praler med, og jeg får små blodudtrækninger (petekkier) i ansigtet i flere dage efter indgrebet. Præcis, som hvis man har ligget og kastet op et par timer…

Med dette in mente havde jeg egentlig bestemt, at jeg ikke ville have undersøgelsen mere. Specielt siden ingen kan fortælle mig, hvad der er muligt at gøre ved det, hvis de rent faktisk skulle finde noget ondartet dernede. (Jeg har Barrett’s Oesophagus, sår i mavesækken og tolvfingertarmen, samt glidebrok ved spiserørets overgang til mavesækken. Det er en gang vedtaget, og det lever jeg så med, så godt det nu kan lade sig gøre). Nå, men jeg lod mig overtale til at få lavet en gastroskopi igen. Jeg bad så om at få den foretaget i fuld bedøvelse. Derfor de mange indledende øvelser i første afsnit.

Så vidt, så godt. Men i og med, at jeg fik at vide, hvordan man ville bære sig ad med at lægge mig i fuld narkose, nåede jeg også at blive bange for det. Så nu er der tre ting at være hundeangst for: Bedøvelsen, undersøgelsen og udfaldet af undersøgelsen.

Shakespeare sagde engang: “Vi skylder alle Vor Herre en død.” Det er da også rigtigt, men behøver det være lige nu, og man behøver vel ikke ligefrem glæde sig til den. Faktisk har jeg rimeligt ondt af mig selv, men det fremgår vist af ovenstående.

Jeg håber, vi ses på den anden side, hvor det så måtte være.

2 Comments »

  1. […] mit indlæg om mit personlige mod fik jeg vidst nævnt, at det var blevet mig bevilget, at jeg kunne få gennemført undersøgelsen i […]

    Pingback by Wanudefornoed? | 2. halvleg — 30. september 2012 @ 8:10

  2. […] mit indlæg om mit personlige mod fik jeg vidst nævnt, at det var blevet mig bevilget, at jeg kunne få gennemført undersøgelsen i […]

    Pingback by Wanudefornoed? | Hverken fyrre, fed eller færdig! — 14. december 2012 @ 12:56

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment