Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

29. september 2012

Hvilket kapitel?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 12:00

Forleden var jeg inviteret til et introducerende møde med en potentielt kommende arbejdsgiver. Mødet tog knap en time, der var tale om flinke og positive mennesker, der endda gav kaffe. Vi talte om deres projekt og om min forudgående karriere, og om punkter hvor disse to lignede og ikke lignede hinanden. Der burde være lighedspunkter, idet der er tale om et arbejde med mennesker, og idet det stort set er tale om den samme gruppe mennesker.

Forskellen ville så synes at være den måde, man griber opgaven an på. Jeg har egentlig altid haft stor nysgerrighed over for andre metoder. Der er på ingen måde tale om, at jeg tror, jeg har fundet de vises sten. Jeg ved en hel del om dette arbejdsområde efter at have været i det i 27 år, men det er da bestemt muligt, at der er andre og bedre arbejdsgange og metoder, man kunne tilføre arbejdet til gavn for borgerne.

Under mit “introducerende møde” nåede vi ikke til at diskutere løn. Jeg går nok ud fra, at man bliver betalt for at udføre et stykke arbejde. Når man er medlem af en fagforening, som normalt tegner overenskomst med ens arbejdsgiver, er der jo ikke grund til at bruge meget energi på den slags. Den herved frigivne energi kan jo så passende anvendes på arbejdet. Men nu viser det sig så, at denne ikke længere helt så potentielle arbejdsgiver (forklaring følger) ikke tegner overenskomster med nogen forbund. Derimod tilbyder de en løn, der ligger ca. 25% under gældende overenskomst. Til gengæld ønsker firmaet at lægge beslag på medarbejderne i 37 timer på arbejdspladsen. Normalt? Ja, vel er det så. Men nu er det sådan, at der hovedsagelig er tale om undervisning. For en professionel underviser indebærer undervisning hele 3 ting, lige som et Kinderæg: Planlægning, udførelse og evaluering. Der er en lang tradition for, at den individuelle del af undervisningsplanlægningen kan foregå på et sted efter underviserens eget valg. Hvilket normalt vil sige i vedkommendes hjem. Det bør diverse undervisningsinstitutioner være taknemmelige for, idet en relativt ny undersøgelse viser, at folk arbejder langt mere effektivt på deres hjemmearbejdsdage.

Men jeg ville såmænd ikke stritte så meget imod at skulle forberede mig på selve arbejdspladsen. Det har jeg prøvet før et par år, og der er også gode ting at sige om den arbejdsform. F.eks. kan man slippe for at slæbe tonsvis af papirer, bøger og andet kram rundt i landskabet. Ligeledes bliver man ikke distraheret af katten eller fjernsynet, eller hvad der nu kan distrahere en derhjemme.

Næh. Deri lå problemet ikke. Problemet lå i et koncept, hvor man ikke forbereder sig. Et åbenbart magisk materiale, som ikke kræver nogen forberedelse fra underviserens side? Bring it on! Men at dømme ud fra det eksempel, jeg blev præsenteret for, kunne jeg tænke mig at vide, hvad man skal beskæftige sig med, når de 5 minutter er overstået, som det vil tage at lære “konceptmaterialet” udenad, både forfra og bagfra.

Da jeg gik fra mødet, fik jeg et visitkort udleveret. På kortet var der et telefonnummer, jeg kunne ringe til, hvis jeg var interesseret i at gå videre i processen. Da jeg gik derfra, vidste jeg ærlig talt hverken ud eller ind. Vi lever i omskiftelige tider, og det er nødvendigt at være fleksibel, og man kunne da også være lidt frisk og prøve det, søge andre græsgange om nødvendigt, og jeg skal komme efter dig.

I de efterfølgende dage har jeg så snakket med mennesker, der kender mig, jeg har hørt på, hvad de sagde, og især har jeg hørt mig selv genfortælle, hvad jeg har oplevet. Resultatet blev, at jeg besluttede mig til ikke at ringe tilbage. Jeg tror ikke, det er noget for mig. Har ikke fidus, hverken til konceptet eller mine egne evner til at få det til at fungere. Så sådan bliver det.

Nu er jeg så blevet 58 og min nuværende ansættelse udløber den 31/12-12. Jeg har tænkt en kættersk tanke (igen): Jeg ved sgu’ da godt, at de ikke står i kø for at hyre sådan nogle som mig nogen steder. Især da ikke, når man også har raget sig nogle sygdomme til. Men hvis jeg frivilligt skal søge et job igen, så bliver det nok det sidste. Og ved I hvad? Jeg ville egentlig gerne have, at det sidste job, jeg får, er et jeg kan gå 100% ind for. Kompromisernes tid er forbi i sidste kapitel af mit arbejdsliv.

Ingen kommentarer »

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment