Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. oktober 2012

Hvorfor fremvise sine blå mærker?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:21

Det spørgsmål synes jeg lige, jeg vil komme i forkøbet. Jeg har valgt at gå ud med det jeg ved og det jeg efterhånden får at vide om min sygdom. Når jeg gør det, er det nok først og fremmest for min egen skyld, men det er altså også for at være med til at nedbryde nogle tabuer, som jeg synes, man stadig har omkring kræftsygdomme.

Mht. hvordan det kan hjælpe mig selv, ja så er det noget med, at jeg bliver mindre angst ved at nævne “troldens” navn. Med dygtige læger og sygeplejersker og en god mand i mit hjørne, skal jeg nok vinde over det her! Og hvad tabuer om kræftsygdomme angår, så hører de altså ikke hjemme i vores tidsalder. Men bare rolig, jeg skal nok lade være med at vise ulækre operationsbilleder. Hvem skulle i øvrigt tage dem. Nej, der er grænser, og jeg skal såmænd nok finde dem. Og ellers kan man jo bare bladre videre til sit næste bogmærke, hvis det bliver for meget, mener jeg.

Onsdagens begivenheder

Spoiler & advarsel: Sygdom, grafiske detaljer:

Der er noget galt, når man begynder at føle sig hjemme på et sygehus, har jeg ladet mig fortælle. Så i den retning kan jeg berolige mine hypotetiske læsere. Aalborg Sygehus Syd er kæmpestort, og jeg kan overhovedet ikke finde rundt på det. Det er også lidt som et isbjerg, idet mange af de mere “interessante” funktioner befinder sig under jorden. Bl.a. en såkaldt accelerator. Hmm. Mon man ku’ få en tur i den? Det kunne godt gøres behov somme tider, sådan at komme lidt op i omdrejninger. Men det kan den vist ikke bruges til.

Det var ellers nær gået i vasken med den tur til Aalborg. Jeg skulle møde kl. 7.15. Derfor stod jeg op kl. 5 og stolprede ud under bruseren i halvsøvne. Derfor glemte jeg at lægge min skridsikre måtte i badekarret (vi bor i et gammeldags hus, hvor man tager brusebad i badekarret. Det var moderne i 60’rne, og jeg satser på, at det bliver det igen. Jeg synes alting er så retro for tiden.) Nå, men idet jeg faldt, huggede jeg min knytnæve ned i snavsetøjskurven, der stod lige ved siden af. Hvis den kurv nu havde været stopfuld, hvilket den som oftest er, var der ikke sket noget. Men denne gang var den tom, så jeg faldt og fik flere blå mærker på benene. Men hvad, de står så fint til alle de blå mærker, jeg efterhånden har på armene, fra diverse forsøg på at tage blodprøver og lægge drop til bedøvelse.
Blå mærker
Flotte, ikke? I næste uge går de nok mere over i grønt eller gult. Men det er nu altså også sådan, at jeg får blå mærker, bare der er nogen, der taler hårdt til mig. Men for pokker da, hvor kan man komme til at se mishandlet ud!

Ved denne lejlighed havde mine blodårer nemlig trukket sig tilbage, så jeg nærmest følte mig som en nålepude, inden de endelig fandt en åre, der kunne bruges. Sjovt nok gik en af sygeplejerskerne ud for at finde en ultralydsscanner, fordi det var så svært at se mine blodårer. Umiddelbart efter, at hun var gået ud af døren, lykkedes det at få droppet sat i min venstre hånd, hvilket vist var den oprindelige plan. Men skidt nu med det. Hovedsagen var, at jeg blev bedøvet. Ellers kunne jeg desværre ikke have deltaget i festen. Som før sagt, så er jeg enormt pylret, og det er ikke noget, man sådan bare kan lægge fra sig. Og lad mig bare sige det på denne måde: At blive stukket i en 7-8 gange er det rene ingenting i forhold til at skulle sluge et endoskop. Der er dem, der ikke er enige i dette, men de har nu aldrig kunnet overbevise mig.

Men efter, at jeg endelig blev bedøvet, fik jeg så en gastroskopi og ultralydscanning (igen – igen). Før jeg blev bedøvet, var der en meget venlig læge, der tog mig i hånden og sagde, at de havde fundet en lille bitte smule kræft i mit spiserør, men heldigvis ikke i lymfekirtler, lever, eller andre organer uden for spiserør/mavesæk. Det beroligede mig en hel del, og jeg havde måske i min naivitet forestillet mig, at der sad en lille grøn eller lilla celle dernede, som de lige kunne børste væk, når de nu alligevel var der dernede.

Sådan kom det ikke til at gå, desværre. Det viser sig, at de nederste 10 cm af mit spiserør har så mange celler, der ikke burde være der, eller på anden vis ser “mistænkelige” ud. De er potentielt forstadier til kræft, og så fandt de jo også nogle celler, der må betegnes som kræftceller. Jeg blev klar over, at der er tale om en glidende skala. Først kan en celle sidde et forkert sted, så kan den vokse i en forkert facon, eller give sig til at dele sig hurtigere, end den burde. Et eller andet sted på den skala begynder man at tale om kræft.

Derfor er hospitalets tilbud, at jeg kan få fjernet den nederste del af spiserøret og den øverste del af mavesækken, hvorefter man vil sy resterne sammen igen. Det er ikke nogen helt lille operation, idet man skal have en thorax-kirurg til at save sig gennem brystbenet, så gastro-folkene kan komme til. Når de er færdige, skal brystbenet sys sammen med ståltråd. Som man nok vil kunne forestille sig, er det noget, der vil gøre gevaldigt nas, med mindre man får virkelig god smertebehandling. Desuden skal man ikke regne med at kunne spise sovs og kartofler lige med det samme. Den står på sondemad i starten, senere skal man have råd af en diætist, om hvad man kan forsøge sig med af flydende eller blød kost. Lyder vanvittigt spændende, ikke? Men efter et stykke tid skulle man altså kunne komme tilbage til en eller anden form for normalt liv igen, hvad det så vil sige.

Operationen skal selvfølgelig planlægges og passes ind i alt det andet arbejde, de har på sygehuset, men den vil komme til at foregå indenfor de næste 2-3 uger. Jeg skal være indlagt et par uger efter på grund af det med smertebehandlingen og sondemaden osv.

Lægen lagde vægt på, at når de tilbyder mig denne operation, så er det fordi, de mener, jeg kan blive fuldstændig rask igen. Naturligvis er der også forskellige risici ved sådan et foretagende, men hvis man holder det op mod en langstrakt, pinefuld kræftdød, så er der ikke så meget at snakke om. Foreløbig mener man ikke engang, at det vil blive nødvendigt med stråleterapi eller kemo, men det kan man selvfølgelig ikke garantere. Men man har stadig lov til at håbe, at man trods alt har været lidt heldig.

Hvis der er ansats til humor i dette indlæg, er det galgenhumor. Jeg har med vilje ikke brugt nogle smileys denne gang!