Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. oktober 2012

Tiderne skifter

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:20

Jeg er i gang med at læse “Balladen om Marie Krøyer”, og derfor fik jeg lyst til at høre noget musik af Hugo Alfvén. Jeg sidder og lytter til hans 4. symfoni på mit gratis Spotify. Det kan godt være, at manden var noget usympatisk i privatlivet, især i sin holdning til – ja, man kunne næsten sige sit forbrug af – kvinder, men han kunne i den grad skrive musik. Af bogen fremgår det forresten, at værket ved uropførelsen fik rigtig dårlig kritik. Anmelderne mente åbenbart, at det var nærmest pornografisk, “usædeligt”. De må have haft nogle filtre i ørerne, som er gået ud af produktion før min fødsel. Jeg hører så sandelig passion, men det er nu en gang ikke det samme som porno!

Balladen om Marie Krøyer

Men i 1922 forventede man sig måske noget mere “moderne” klassisk musik? Sådan noget, der kunne afspejle den grusomme opvågnen fra tornerosesøvnen, som 1. verdenskrig gav anledning til? Sådan noget, som f.eks. Stockhausen senere leverede. Det er bare for avanceret for mig. Eller lad mig bare være ærlig og sige, at jeg ikke kan lide/forstå det. Hugo Alfvén, derimod, det er musik!

Nu er jeg så godt forberedt til at gå ind og se filmen, men se det gør jeg nok ikke. Jeg er træt af biografer. Jeg mener afgjort, at film skal ses hjemme, så man kan få en kop kaffe, mens man kigger, holde en lille pause, når man vil osv. Desuden begår lydanlægget i moderne biografer vold mod mine trommehinder. Kan simpelthen ikke fordrage så høj lyd.