Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. oktober 2012

Tiderne skifter

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:20

Jeg er i gang med at læse “Balladen om Marie Krøyer”, og derfor fik jeg lyst til at høre noget musik af Hugo Alfvén. Jeg sidder og lytter til hans 4. symfoni på mit gratis Spotify. Det kan godt være, at manden var noget usympatisk i privatlivet, især i sin holdning til – ja, man kunne næsten sige sit forbrug af – kvinder, men han kunne i den grad skrive musik. Af bogen fremgår det forresten, at værket ved uropførelsen fik rigtig dårlig kritik. Anmelderne mente åbenbart, at det var nærmest pornografisk, “usædeligt”. De må have haft nogle filtre i ørerne, som er gået ud af produktion før min fødsel. Jeg hører så sandelig passion, men det er nu en gang ikke det samme som porno!

Balladen om Marie Krøyer

Men i 1922 forventede man sig måske noget mere “moderne” klassisk musik? Sådan noget, der kunne afspejle den grusomme opvågnen fra tornerosesøvnen, som 1. verdenskrig gav anledning til? Sådan noget, som f.eks. Stockhausen senere leverede. Det er bare for avanceret for mig. Eller lad mig bare være ærlig og sige, at jeg ikke kan lide/forstå det. Hugo Alfvén, derimod, det er musik!

Nu er jeg så godt forberedt til at gå ind og se filmen, men se det gør jeg nok ikke. Jeg er træt af biografer. Jeg mener afgjort, at film skal ses hjemme, så man kan få en kop kaffe, mens man kigger, holde en lille pause, når man vil osv. Desuden begår lydanlægget i moderne biografer vold mod mine trommehinder. Kan simpelthen ikke fordrage så høj lyd.

2 Comments »

  1. Bogen blev læst, eller rettere hørt, men det gør jo ingen forskel, kort tid efter den udkom, og hvis det, jeg har hørt om filmen bare er en lille smule rigtigt, er jeg sikker på, det er en rigtig dårlig ide at se den. Jeg gider i hvert fald ikke.
    Alfvén kender jeg ikke rent musikalsk, men det var det måske en god ide at ændre på, kan jeg læse.

    Comment by Ellen — 16. oktober 2012 @ 21:36

  2. Jeg har lidt blandede følelser angående bogen. Den giver sig jo ud for at være et “lærd” værk med fodnoter nok til at gøre læseren forpustet, men i virkeligheden er der meget af indholdet, som jeg vil karakterisere som sladder, private ting, som andre umuligt kan vide noget om. Heller ikke selv om man citerer et brev her og der, private breve, der ikke var beregnet til udgivelse. Mange af brevene er jo også blevet ødelagt. Desuden har vi det problem, at vi kender historien i forvejen, og det gør det jo ikke lettere, hverken for forfattere eller filminstruktører.

    Men det er i øvrigt pudsigt: Hun blev kaldt den smukkeste kvinde i Danmark. På P.S. Krøyers billeder ser hun da også særdeles smuk og yndig ud, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han har haft de rosa briller på, da han malede hende. Der er nemlig meget få af de bevarede fotografier, der viser hende som en skønhed. Især ikke dem, hvor hun er lidt oppe i årene. Nå, men som Carl Pilkinton siger: People who live in glass houses have to answer the door!

    Jeg regner med, at filmen kommer i fjernsynet på et tidspunkt, eller bliver solgt i Tiger til en tier, inden der er gået ret længe.

    Comment by Henny Stewart — 16. oktober 2012 @ 22:18

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment