Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. oktober 2012

Så går det løs!

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 21:36

Så er det lige før, turen går til Aalborg. I morgen skal jeg gennem en masse undersøgelser, og hvis jeg består den eksamen, skal jeg opereres i overmorgen. Mine muligheder for at komme online vil nok være begrænsede, mens jeg er indlagt.

Første betingelse for at komme online, er at være vågen. Hvad der derefter er af muligheder, ved jeg ikke. Min telefon skulle kunne gå på nettet, men når jeg bruger den på den måde, er der kun strøm til en halv time, og jeg ved heller ikke, hvor mange ledige stikkontakter, de har på sådan et hospital.

Det er selvfølgelig heller ikke for at gå på nettet, at jeg skal på hospitalet, men hvis det slet ikke kan lade sig gøre, så får jeg abstinenser, og enhver ved, at nyopererede ikke bør udsættes for alt for mange af dem. Hvis jeg ikke kan opdatere bloggen med min telefon, vil jeg kunne bruge Twitter, og mine tweets bliver automatisk slået op på FaceBook.

Jeg var lige en tur om ad arbejdet i dag for at få nogle papirer skrevet under. Det var dejligt at se kollegerne og modtage deres gode ønsker.

Nå, men vi ses nok lige pludselig!