Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. oktober 2012

Om at være godt gift! (Name, Rank and Serial Number!)

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , — Henny Stewart @ 13:09

Da vi trådte ind på afdelingen her, kunne min mand lugte, at der var trådløst internet. Så derfor kørte han hjem og hentede min computer til mig. Så kan det ikke gå helt galt!

Men ingen indlæg uden klage: Jeg er på flydende kost i dag. En i øvrigt udmærket aspargessuppe fik jeg til frokost. Fordi jeg nu ikke måtte få det, stod jeg og savlede over synet af nogle skiver franskbrød. Græsset er altid grønnere på den anden side.

Hvor langt er vi ellers kommet? Jo, vi har konstateret, at jeg har blod (og tis) og taget prøver af begge dele. Jeg vejer og måler også noget, og det er behørigt registreret. Så har vi fundet ud af, at hjertet banker, som det skal. Og at mit blod ikke er alt for godt iltet. Men det vidste jeg godt. Blodtryk har jeg også, og det er registreret. Og så har det ellers været: Name, rank and serialnumber om og om igen. Men hvis jeg nu skulle gå hen og glemme det, så har de givet mig et armbånd, som jeg kan læse det op fra i nødsfald.

Så har jeg talt med sygeplejersken om de forestående begivenheder, og en fysioterapeut har været inde og instruere mig i nogle vejrtrækningsøvelser, som jeg skal lave, efter at jeg er blevet opereret. Jeg mangler sådan set kun at tale med lægerne og diætisten. Jeg har allerede fået at vide, at kirurgen ikke er på arbejde i dag, men der skal optages journal. Når jeg så er færdig her, skal jeg køres på patienthotel og tilbringe natten der. I den udleverede brochure står der, at personalet på patienthotellet vil hjælpe med at barbere min brystregion, hvis det er nødvendigt. 😉 Det regner jeg så ikke med, at det vil være!

Men det lader til, at jeg efter operationen vil være så online med hele min person, slanger der stikker ud både her og der, at det nok vil være vanskeligt at få plads til computeren. Og få tid til den. Med alle de vejrtrækningsøvelser og gåture og hvad ved jeg. Men vi får se. Det er selvfølgelig også muligt, at jeg er så dopet, så jeg slet ikke kan finde ud af det, men så må jeg tage den oplevelse med.

henny

Nå, nu har jeg talt med to læger. Den ene af dem er rendt med al min medicin, men han kommer forhåbentlig snart tilbage med den!