Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. december 2012

Navigare necesse est. Non agricola sum

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 19:16

Hvad det angår at være søstærk, så er det jo svært at bevise. Ikke desto mindre har jeg her gjort mig den ulejlighed at finde noget dokumentation frem:
I en lille båd, der gynger
Forrest sidder Naja, som var min kollega dengang, selv sidder jeg i midten, og bagerst har vi Rory, en kursist fra New Zealand. Iflg. sagens natur er det ikke mig selv, der har taget billedet. Det var en kursist, der hed Valerija, der var lidt hurtig på aftrækkeren der. Hvordan det så ud, da jeg skulle stige ind i kanoen, snakker vi ikke om. Sejladsen foregik på Uggerby Å for snart mange år siden. Vi padlede eller drev fra kanoudlejningen i Uggerby og ud til stranden, hvor vi efterlod kanoerne. Dvs. hvis man ikke gad padle så meget som bare en enkelt gang, så ville man være endt derude alligevel.

Turen kan anbefales, den vil kunne klares af både yngre og ældre, og vælger man en dag med godt vejr, er der meget afvekslende landskab at se på. Så er der jo også den spænding, der ligger i, at man jo kunne gå hen og kæntre, og at man påsejler åens bredder hele tiden, fordi sådan et bæst af en kano faktisk ikke er så nem at styre. Vi havde et andet mandskab på tre, der fandt på, at de ville padle alt, hvad remme og tøj kunne holde på samme side på en gang. Det skal man ikke gøre, fandt de ud af. De røg i vandet, alle tre. Heldigvis var det en varm dag, og de havde selvfølgelig flydeveste på.

Men nej, det er nok ikke tilstrækkelig erfaring til at blive chef for kystredningstjenesten i Frederikshavn eller noget som helst andet sted. Heller ikke, selvom jobbet er slået op som akutjob!

Overskriften? Rent blær, men så vidt jeg husker fra Mikkelsen: Det er nødvendigt at sejle. Jeg er ikke landmand. Anden del af udsagnet er i hvert fald sandt. Da vi flyttede ind her i 1999, var der en pæn forhave og en endnu pænere baghave. Nu har vi en prærie. Men den er vi nu også glade for.

9 Comments »

  1. Karen Blixens motto! Og hun er jo ikke en ringe reference – men slutningen er mindre morsom .. vivere non est necesse! Jeg ville nu foretrække det omvendt?

    Jeg er skam ikke skræmt af havet, men jeg har dog alligevel ikke været i sådan en lille båd, som jeg selv skulle styre.

    Der har været nogle piroguer i Senegal, og en feluca på Nilen, hvor jeg blev taget ud til en øde ø ovenover den første katarakt med en enlig nubier som kaptajn. Han ville lige vise mig nogle krokodiller – og så var det jeg tænkte på, at jeg sad der i hans båd med masser af kontanter, en iPod, et kamera, en mobiltelefon osv.

    Jeg tror bestemt, at en trio på Uggerby Å er bedre – også selvom ind- og udstigning ikke er af de mest elegante.

    Men du har da lidt erfaring indenfor faget, hvis nu du skulle arbejde i Kystredningstjenesten.

    Comment by Nille — 15. december 2012 @ 19:37

  2. Jo, lidt erfaring. Der kan jo godt være situationer, når man rejser i de fremmede lande, hvor man pludselig kan se, at man kunne udgøre en fristelse for en fattig mand. Men der har du åbenbart også erfaret, at de fleste af den slags faktisk er ærlige og ikke kunne drømme om at lænse dig for kontanter, iPod, kamera, mobil osv.

    Jeg kom i tanker om et andet ordsprog: Kun en tåbe frygter ikke havet. I mit tilfælde kan det så omskrives således: Kun en tåbe frygter ikke haven, – jvf. vores prærie.

    Forresten, Gud ved hvor meget Baronessen fik sejlet efter sin død? Nå, jeg har nok ikke fattet en brik af det. Intet nyt i det! 😉

    Comment by Henny Stewart — 15. december 2012 @ 19:43

  3. Kære Henny. Dét ser hyggeligt ud ….. og det med haven….tja, vi har valgt at ha mos i vores i stedet for græs, idet mos er lettere at passe ;-), og det der med bede? Vi har mos imellem buske og træer, og det ser faktisk pænt ud :-). Så vores havearbejde er begrænset. Kh Lissi

    Comment by Lissi — 15. december 2012 @ 20:34

  4. Mos har vi også en del af. Det er grønt, det er blødt, det skal ikke slås, hvad er problemet?

    Comment by Henny Stewart — 15. december 2012 @ 20:35

  5. Mos er noget af det pæneste … den eneste ulempe, jeg kan finde er, at det er 100 år om at blive tørt efter regnvejr eller bare lidt dug.
    Prærie … så det er jer, der har fostret den ulv, det nu er bekræftet, der fes rundt et sted deroppe omkring 😉

    Var det ikke fra det billede, du havde udskåret det portræt, du brugte som kendetegn engang? For cirka fire år siden og et godt stykke frem?

    Comment by Ellen — 15. december 2012 @ 22:51

  6. Jeg synes, det må være meget belastende at skulle forholde sig til jobtilbud og ansøgninger og den slags nu, mens du er syg. Det er da helt urimeligt. Du ved endnu ikke, om du skal efterbehandles, eller du ‘bare’ skal trænes op efter en stor operation. Kan du ikke blive fredet for den side af tilværelsen lige nu? Du trænger til ro og fred.
    Jeg håber, du får en positiv melding næste gang, du skal mødes med en læge.

    Comment by betty — 15. december 2012 @ 22:58

  7. @Ellen: Jo, det er nok lidt længere om at blive tørt end græs. Jeg tror altså ikke, vi kan tage ansvaret for den ulv. Havde der nu været tale om en panter eller eller en tiger, så måske, for dem har vi en del af, sådan i miniature. Men ulve har vi ikke.

    Jo, jeg har brugt kanobilledet som identifikation i lang tid, men kun den midterste del af det.

    @Betty: Jo, man kan godt blive fredet af Jobcentret, hvis man er i en meget usikker prognose, og det fik jeg faktisk også tilbudt, men da jeg havde fået at vide, at jeg var stærkt på vej til at blive rask, valgte jeg det fra. Jeg tror ikke, jeg skal gå og dimle rundt herhjemme særlig længe, før jeg ikke kan finde ud af at lave andet end netop det. Men på det tidspunkt var der heller ikke nogen læger, der var begyndt at snakke kemoterapi.

    Men disse jobopslag, jeg får tilsendt, det er altså fordi jeg selv har meldt mig til sådan nogle sites for år tilbage. Jeg har ingen pligt til at søge noget, så længe jeg er sygemeldt. Faktisk kunne jeg helt lade være med at læse de mails, men jeg synes da, at det er lidt interessant at følge med i, hvilke muligheder, der er derude …

    Comment by Henny Stewart — 15. december 2012 @ 23:31

  8. Hihi.. kun en tåbe frygter ikke havet og haven.. 🙂

    Comment by Inge — 16. december 2012 @ 11:14

  9. Lige præcis. Det med haven er måske mere farligt, end folk sådan flest tænker på. Der er adskillige ting, jeg er allergisk for derude. Det havde jeg jo ikke regnet med, da vi anskaffede hus og have.

    Comment by Henny Stewart — 16. december 2012 @ 14:53

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment