Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. januar 2013

Vi prøver lige en gang personlighedsspaltning!

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:01

Nu om stunder kan man jo læse alt, hvad sundhedspersonale finder på at skrive om en. Man behøver ikke spørge om lov, det er bare at logge på Sundhed.dk med sin nembesværlig-id and Bob’s your uncle. Jeg har været inde og læse. Jeg er ikke helt færdig endnu. Dels er der mange ord, jeg skal slå op, fordi de ikke sådan indgår i mit hverdagsvokabular, dels er der muligvis ting, jeg ikke har lyst til at læse. F.eks. om selve operationen. Den har jeg nemlig hørt beskrevet overfor et par medicinstuderende, der blev mere og mere grønne i ansigterne, efterhånden som beretningen skred frem. Den fortælling hører jeg stadig somme tider, når jeg sover, så måske skal den ikke læses foreløbig. Man kan selvfølgelig også bare lade være med at læse alt det der, men dels er jeg født nysgerrig, og dels vil jeg gerne vide, hvad de har fundet frem til.

Det, der i dag skal give anledning til en “kontrolleret personlighedsspaltning”, er et par linjer fra det journalnotat, der blev skrevet på intensivafdelingen 2 dage efter min operation.

Patienten sidder op i stol under stuegang og er ualmindeligt sløv og uengageret.

Den mest normale udspaltning af min personlighed vil her gerne understrege, at det helt sikkert er rigtigt. Sådan er jeg tit. Jeg kom sådan til at grine, da jeg så den sætning.

Den sarkastiske kælling, som jeg også er, hvæser ud af den ene mundvig: Det var sgu da osse mærkeligt, her var jeg lige kommet hjem fra et krydstogt til Caraibien med alt betalt, plads ved kaptajnens bord og ledsagelse af Brad Pitt!

Nu husker jeg faktisk godt den aften. Jeg var, med en kran og under medvirken af adskillige portører, blevet løftet over i et stolearrangement, der absolut ikke føltes behageligt. Jeg sad som en sæk kartofler. Som jeg husker det, stod stolen op ad den væg, hvor fjernsynet hang, og vi havde alle sammen fået besked på, at vi skulle se Matador! Jeg fik i hvert fald hurtigt ondt i nakken af at skulle sidde og dreje mig efter det sk*** fjernsyn. Og så var der lige en ting mere: Jeg havde delir. Jeg kunne godt genkende nogle af de medvirkende i det hersens Matador, men det var ikke “det rigtige Matador”, og jeg var meget fornærmet over, at ingen ville høre på mig, da jeg gjorde opmærksom på det!

Senere i samme journalnotat nævnes det, at min uengagerethed måske kan tilskrives en CO2-ophobning. That is a good vending. Den kan jeg måske bruge ved en senere lejlighed…

Ellers skal der ikke lyde nogle bebrejdelser over intensivafdelingen. Jeg vil bare så nødig derind igen. Jeg “opnåede” at komme på operationsgangen en del flere gange end det var planen, og hver gang jeg så var på opvågningsstue, gjorde jeg meget ud af at virke frisk og veloplagt, så de kunne køre mig op på stamafdelingen og ikke på intensiv igen. Selv om man har delir eller i hvert fald er noget omtåget, kan man godt opfatte nogle af de ting, der foregår rundt omkring en. Der var ting, der gjorde indtryk, og som jeg altid vil have med mig derfra. Jeg håber, at når det en gang bliver min tur til at stille træskoene, at jeg så kan få lov til at gøre det et fredeligt sted og ikke på en intensivafdeling.

12 Comments »

  1. Jeg var ikke klar over, at man kan læse hele sin journal på sundhed.dk. En del af det er vel næsten uforståeligt, selv om du oversætter de latinske ord. Men det er i hvert fald dejligt, at journallæsningen kunne få dig til at grine.

    Comment by Madame — 10. januar 2013 @ 8:04

  2. Jeg ville heller ikke kunne lade være med at læse med, når nu man kan – man skal bare være forberedt på at høre nogle sandheder om én selv, kan jeg se … det er næsten lige som at lytte ved dørene: det kan give bagslag 😉
    Det er nok ikke helt smart at bruge dig som CO2-aftager, selv om vi genererer for meget af det …

    Comment by Ellen — 10. januar 2013 @ 12:13

  3. @Gitte: Man kan ikke læse helt tilbage til sin fødsel, men jeg mener, der ligger digitaliserede journaler tilbage fra 1977. Det er såmænd nemt nok at forstå, når man lige får de latinske gloser oversat.

    @Ellen: Næh, hvorfor skulle man også lade være. Hvis nu den læge havde kendt mig, så kunne det da også opfattes som en kompliment. Hun havde aldrig set mig så sløv og uengageret før … nu kendte vi ikke hinanden, så det må være noget andet, hun har sammenlignet med.

    Comment by Henny Stewart — 10. januar 2013 @ 16:40

  4. Når man kigger sig omkring i sin omgangskreds eller blot mærker godt efter i eget jordiske hylster, får man så sandelig det indtryk, at CO2-ophobning med de følgevirkninger, doktóren beskriver, er en ganske udbredt tilstand…

    Comment by Naja — 10. januar 2013 @ 17:56

  5. Ja, Naja. Fra nu af kan man bare gabe højt og tydeligt og sige, ja det er de co2-ophobninger, jeg går og døjer med. Der er desværre ikke noget at gøre ved det, andet end at vente på, at det går over …

    Comment by Henny Stewart — 10. januar 2013 @ 18:01

  6. Gad vide, om vi humans osse ka’ ha’ CO2-udslip… små pust af metan-gas eller hvordan er det nu lige det er…

    Comment by Naja — 10. januar 2013 @ 20:40

  7. Jeg tror ikke, jeg ville bryde mig om at læse min egen journal …
    Jeg har læst så mange andres. Så jeg vil helst ikke have nogen journal.
    Nej, det er da godt med journalindsigt. De skal bare skrive ordentlig om os.
    Vi ånder ilt ind, og når den har været rundt i kroppen via blodbanerne, så ånder vi det, der er tilbage ud – og det er CO2. Hvis vi ikke kan komme af med CO2, så har vi et problem og har det ikke ret godt. Men det kan jo måles go rettes op på- Godt, du har det bedre.

    Comment by betty — 10. januar 2013 @ 22:56

  8. @Naja: Den slags udslip skulle udelukkende være metan iflg. mit husorakel: ‘Cause we don’t breathe out of our a**holes yet’ …

    @Betty: Jeg synes også, det er godt med journalindsigt, så kan hver enkelt jo selv vælge om og hvor meget, h/n vil læse. Det var netop mit problem, at jeg ikke kunne komme af med mit CO2, og at jeg iltede dårligt.

    Comment by Henny Stewart — 11. januar 2013 @ 10:01

  9. PS, den slumrende fysioterapeut vågner op i mig og tænker, at du har vel fået pep-fløjten med hjem? Den er god at bruge, hvis du ikke er så mobil endnu. Men endnu bedre er en lille gåtur og et par dybe vejrtrækninger undervejs.
    Du er sikkert i gang med det 😉

    Comment by betty — 11. januar 2013 @ 17:07

  10. Jo, Betty, jeg har skam en PEP-fløjte og jeg bruger den også. Men jeg har bedt om henvisning til noget egentlig genoptræning, for jeg synes ikke, jeg genvinder mine kræfter hurtigt nok.

    Comment by Henny Stewart — 11. januar 2013 @ 17:13

  11. God ide med genoptræning. Der er brug for noget støtte og inspiration efter sådan en stor operation.

    Comment by betty — 11. januar 2013 @ 20:22

  12. Præcis. Man kommer ikke langt med at kunne gå 100 m for hver pause, at kunne holde balancen og selv sørge for sin personlige hygiejne. Det var ligesom det, hospitalets ressourcer rakte til, men kommunen har altså et tilbud af en eller anden art, som jeg gerne vil prøve. Hvis det ikke er noget, må jeg ud i noget fitnesscenter, men det føler jeg mig slet ikke parat til endnu.

    Comment by Henny Stewart — 11. januar 2013 @ 20:52

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment