Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. januar 2013

Det dersens veldædighed …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 19:06

Eller velgørenhed eller hvad man nu kalder det. I mine unge dage var vi mange, der mente, at vi levede i et velfærdssamfund af den skandinaviske type, og at dette lukkede behovet for velgørenhed. Herhjemme betalte man skat, og af skattepengene blev der ydet hjælp til de individer, der havde behov. (Den holder jo ikke, ved det udmærket godt, og bliver i hvert fald mindet om det hvert år til jul). Der var endda et slogan, Gud vide hvor det kom fra?, men det var noget i nærheden af at “Yde efter evne, nyde efter behov“. En lignende holdning gjorde sig til en vis grad gældende i forhold til mennesker, der gik og havde det dårligt i andre lande, for vores stat ydede jo hjælp til disse lande, og derfor burde alt jo være i den skønneste orden.

At det sidste ikke var rigtigt, tror jeg nok, vi var mange, der meget hurtigt fandt ud af. Danskerne plejer da også at spytte pænt i indsamlingsbøsserne, når der har været krig og naturkatastrofer rundt om i verden. I al almindelighed er det vel ikke så meget, vi hver især giver, og der kommer hele tiden grimme rygter om, at kun en meget lille procentdel – ja måske kun promiller – når frem til de mennesker, der har hjælpen behov. Jeg plejer så at tænke, at disse få procent dog alligevel kan komme til at betyde forskellen på liv og død for nogen, og at resten, som er røget i de forkerte lommer, på en måde også hjælper, selv om det ikke var en ny Mercedes til en eller anden “høvding” man havde tænkt sig at støtte, så giver det gang i økonomien et eller andet sted og gavner nogle, som måske også, på deres måde, har brug for hjælp.

Nå, men den dromedar har jeg altså slugt. Nu kommer vi til dem, jeg ikke kan sluge: TV-reklamer for veldædige institutioner. F.eks. “Læger uden grænser”, som jeg ellers på min beskedne måde (det er det nødt til at være) har støttet af og til. De kørte en reklame i november-december, hvor en læge siger til et sygt barn, at hun desværre ikke har den medicin, der er nødvendig for at behandle hende. Samtidig fortæller hun om en bekendt, der havde tænkt sig at støtte MSF, men “så var hun kommet fra det igen”. Når man nu ved, hvor dyrt det er at lave tv-reklamer og ikke mindst at vise dem, ja, så bliver jeg vred! Mine beskedne bidrag skal sq ikke bruges til at hjælpe et eller andet reklamebureau! Jeg går ud fra, at hvis reklamebureauet havde stillet sine tjenester gratis til rådighed, så ville det være fremgået af reklamen. Nu er MSF, eller har i hvert fald i mit hoved, været, nogle af “the good guys”, fordi de tit er de første, der er inde i katastrofeområder og de sidste til at tage afsted igen, men jeg er ikke færdig med at kritisere endnu! De sender nemlig også forskellige tryksager til folk, som “tak” for hjælpen. Atter en gang bliver der brugt penge på noget, der ikke hjælper folk i nød. De få kroner, jeg har kunnet sende har vel knapt dækket portoen til de tryksager, jeg selv har modtaget! I forretningsverdenen siger man: “You have to speculate to accumulate”, men det skal ikke gælde veldædigheden! Jeg synes, at DR, vort licensbetalte tv-selskab, skal give alle de veldædige foretagender, efter ansøgning, et minut, måske en gang om måneden, til at vise et statisk skilt med foreningens telefonnummer, gironummer eller anden anvisning på indbetaling, og dette skal DR gøre ganske gratis.

Reklame

Efter den svada, kan I sikkert nok regne ud, hvad jeg mener om facere og phonere, der arbejder for veldædidge foretagender. Jeg har simpelthen et princip om ALDRIG at give noget til facere eller phonere. Jeg køber heller ikke noget fra den slags. En eller anden spurgte på et tidspunkt, om det ikke godt nok var rigtigt, at man måtte skyde en facer om året? Det er det nu nok ikke, men jeg kan godt forstå, hvordan spørgsmålet er opstået.

7 Comments »

  1. Klogt, skarpt og velformuleret indlæg, facere og phonere bringer mit blod i kog, og jeg forsøger at undgå begge dele.

    Comment by Inge — 17. januar 2013 @ 20:11

  2. Tak.
    Dette eminente indlæg burde du sende til et landsdækkende medie.

    Comment by Ellen — 17. januar 2013 @ 21:50

  3. HØRT! Og tilslutter mig Ellens kommentar!

    Comment by Manja Hansen — 17. januar 2013 @ 21:59

  4. @Inge, tak skal du have!

    @Ellen: Takker. Når jeg ikke har gjort det, er det fordi, jeg _ikke_ ønsker at folk holder op med at hjælpe. Jeg er ude på, at de veldædige foreninger skærer deres omkostninger ned til så tæt ved 0 som muligt. Jeg kan godt være lidt bange for at blive taget til indtægt for den forkerte side.

    Comment by Henny Stewart — 17. januar 2013 @ 22:00

  5. Tak, Manja, og velkommen til!

    Comment by Henny Stewart — 17. januar 2013 @ 22:01

  6. Bum bum, jeg er lidt splittet. Har selv arbejdet som phoner (det var rædselsfuldt, men i en god sags tjeneste) og flere gange skrevet mig op til at give bidrag gennem en facer, senest i tirsdags (Greenpeace), for dem havde jeg på forhånd besluttet, at jeg ville give en slat til hver måned, fordi miljøspørgsmål fylder mere og mere i mit hoved, og de når altså nogle vældigt fine mål gennem deres kampagner. Og så mødte jeg dem tilfældigvis på gaden i Odense. Faceren jublede højt, da jeg med det samme sagde, at jeg gerne ville støtte, og det samme gjorde hendes kolleger, for det var 5 minutter i fyraften og de var blevet overfuset af sure folk hele dagen. Så selv mit lille studentikose bidrag vakte så megen lykke, at jeg kunne høre dem juble videre, da jeg gik derfra. Men egentlig synes jeg, at “facing” (eller hvad søren det nu kan hedde) er en æskedårlig forretningsstrategi, fordi kommunikationen på gadeplan som oftest går skævt. Flere organisationer, fx Dansk Flygtningehjælp, er da også stoppet helt med at sende folk på gaden.

    Så er det dér med reklamer og medlemsskrivelser. Har tillige arbejdet for en NGO på projektplan og blev herigennem klar over, hvad det vil sige at lægge budget og indhente statsstøtte (fx gennem Danida), hvilket MSF formentlig også gør. Ikke fordi det gør det bedre, at det er statens midler, man bruger til annoncering m.m. (penge til rådighed er penge til rådighed, I know), men der ligger også en forpligtelse i budgettet til at råde fornuftigt over midlerne, og her kan PR og medlemskontakt være vigtigt, for slet ikke at tale om antallet af medlemmer i sig selv. Det koster også mange penge at skrive og trykke en årsberetning, men det er du som NGO forpligtet til, og hvis du sender den ud pr. mail skaber du ikke den samme synlighed (“kaffebords-effekten”), som ved at sende en flot, trykt printsag, man kan vise venner/samarbejdspartnere/etc. – det hele handler om, at budgettet også er til stede året efter, så man fortsat kan hjælpe de målgrupper, man arbejder for. Og det er altså oprigtige ildsjæle, der arbejder i de forskellige organisationer – det ved jeg både gennem de jobs, jeg har haft, og den hjælp, jeg har søgt hos samme, bl.a. Dansk Flygtningehjælps jurister.

    Derfor ville jeg også alt i alt, ganske som du, Henny, være meget ked af, hvis al den snak om hjælp, der ikke når frem (jeg kan garantere, at rigtig meget NÅR frem, for organisationerne bliver jo også mere snedige, når folk i det store udland ikke forvalter pengene som aftalt, og lader derfor ikke de økonomiske midler spadsere fra hånd til hånd, men donerer/omsætter dem meget direkte) og facere, der på en forholdsvis irriterende måde prikker til folks samvittighed, skal få lov at dominere billedet. Hjælpen er både nødvendig og absolut godgørende.

    Comment by Juliette — 18. januar 2013 @ 9:39

  7. @Juliette: Godt, at der findes et nuanceret modsat synspunkt. Det glæder mig, hvis de forskellige ngo’er er blevet bedre til at plante pengene de rigtige steder. Jeg er enig med dig i, at hjælpen er nødvendig. Det kan man jo se i nyhederne eller læse i avisen, og derfor behøver vi ikke reklamerne, er min pointe.

    Comment by Henny Stewart — 18. januar 2013 @ 11:42

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment