Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. januar 2013

Mon det er krydse-fingre-tid nu?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 19:08

Min læge vil gerne undersøge, om jeg kan komme i betragtning til genoptræning på Montebello i Spanien. Han har før henvist patienter dertil; det har hovedsageligt været personer med problemer i bevægeapparatet, men de tager jo af og til patienter med andre genoptræningsproblemer, så nu får vi vente og se.

Så fik jeg bestilt tid til en lungefunktionstest. Hvad den end vil vise, så føler jeg behov for at vide besked. Hvis det viser sig, at jeg er “for rask” til at komme på KOL-hold, ja, så er det da en god nyhed. Så må jeg bare finde en anden måde at blive bedre til at trække vejret på. I mellemtiden kan jeg fortsætte turen rundt om blokken. Man føler sig jo efterhånden som Chr. II på Sønderborg Slot, der hvor han gik rundt om et bord og sled en rille i kanten. Det er ganske vist løgn og latin med det bord, men man bør ikke lade fakta komme i vejen for en god historie.
Som Chr. II
Nej, der er tale om et halstørklæde, jeg har ikke anlagt fuldskæg. Det ender nok med en ekstraregning fra kommunen for ekstraordinært slid på kommunens fortove. Eller endnu værre: De forærer os dem, så vi selv skal holde dem ved lige.

Så har jeg opdaget et nyt behov hos mig selv, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det: Da jeg gik på arbejde hver dag, skrev jeg sjældent mødeaftaler og den slags ned. Jeg huskede udmærket, hvornår jeg skulle til læge, tandlæge osv. Nu er jeg så bange for at glemme vigtige ting og sager, så jeg er blevet kalenderforbruger. Jeg forsøger at holde det elektronisk. Det her med en hjerneprotese med spiralryg gider jeg alligevel ikke.

Når man ikke “skal” noget hver dag, kommer de aftaler, der er, til at fylde mere. Jeg havde en veninde, der i en arbejdsløshedsperiode sagde, at hun efterhånden havde fået det sådan, at hun ikke kunne klare at gå på posthuset og på biblioteket den samme dag. Jeg føler noget lignende nu. Tror, det er på tide, at jeg får mere struktur på hver dag. Det er lige før, jeg godt kunne tænke mig at skulle på a.r.b.e.j.d.e, bare sådan til en forandring. Det er kedeligt at være rekonvalescent. Specielt efter den første fase, hvor man mærker forandringer hver dag. Efter sigende får jeg det stadig bedre, men ændringerne er små og næsten umærkelige, og det er også det, der får mig til at frygte, at det måske går den forkerte vej. Og det må det altså ikke!