Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. januar 2013

Mon det er krydse-fingre-tid nu?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 19:08

Min læge vil gerne undersøge, om jeg kan komme i betragtning til genoptræning på Montebello i Spanien. Han har før henvist patienter dertil; det har hovedsageligt været personer med problemer i bevægeapparatet, men de tager jo af og til patienter med andre genoptræningsproblemer, så nu får vi vente og se.

Så fik jeg bestilt tid til en lungefunktionstest. Hvad den end vil vise, så føler jeg behov for at vide besked. Hvis det viser sig, at jeg er “for rask” til at komme på KOL-hold, ja, så er det da en god nyhed. Så må jeg bare finde en anden måde at blive bedre til at trække vejret på. I mellemtiden kan jeg fortsætte turen rundt om blokken. Man føler sig jo efterhånden som Chr. II på Sønderborg Slot, der hvor han gik rundt om et bord og sled en rille i kanten. Det er ganske vist løgn og latin med det bord, men man bør ikke lade fakta komme i vejen for en god historie.
Som Chr. II
Nej, der er tale om et halstørklæde, jeg har ikke anlagt fuldskæg. Det ender nok med en ekstraregning fra kommunen for ekstraordinært slid på kommunens fortove. Eller endnu værre: De forærer os dem, så vi selv skal holde dem ved lige.

Så har jeg opdaget et nyt behov hos mig selv, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det: Da jeg gik på arbejde hver dag, skrev jeg sjældent mødeaftaler og den slags ned. Jeg huskede udmærket, hvornår jeg skulle til læge, tandlæge osv. Nu er jeg så bange for at glemme vigtige ting og sager, så jeg er blevet kalenderforbruger. Jeg forsøger at holde det elektronisk. Det her med en hjerneprotese med spiralryg gider jeg alligevel ikke.

Når man ikke “skal” noget hver dag, kommer de aftaler, der er, til at fylde mere. Jeg havde en veninde, der i en arbejdsløshedsperiode sagde, at hun efterhånden havde fået det sådan, at hun ikke kunne klare at gå på posthuset og på biblioteket den samme dag. Jeg føler noget lignende nu. Tror, det er på tide, at jeg får mere struktur på hver dag. Det er lige før, jeg godt kunne tænke mig at skulle på a.r.b.e.j.d.e, bare sådan til en forandring. Det er kedeligt at være rekonvalescent. Specielt efter den første fase, hvor man mærker forandringer hver dag. Efter sigende får jeg det stadig bedre, men ændringerne er små og næsten umærkelige, og det er også det, der får mig til at frygte, at det måske går den forkerte vej. Og det må det altså ikke!

6 Comments »

  1. Uha, det ville være både godt og skidt men den tur, forstået sådan at det jo er super hvis du er for rask og sådan. 🙂

    Jeg bruger også elektroniske kalendere og det virker super fint for mig. Specielt med alle de aftaler som ligger langt ude i tiden. 🙂

    Comment by Catarina — 24. januar 2013 @ 20:09

  2. Jeg krydser fingre for, at du kan få et genoptrænigsophold på Montebello! Og så er det da gode tegn, at du ligefrem kunne tænke dig at skulle på arbejde igen.

    Comment by Madame — 24. januar 2013 @ 20:51

  3. Jeg synes det kunne være rart for dig, hvis du lige præcis er syg nok til at komme til Montebello.

    Det med kalenderen måtte jo komme. Jeg har det oftest sådan, at hvis jeg skriver det ind i kalenderen, så husker jeg det … uden kalender. Hvis jeg tror, jeg kan huske det, går det pinligt ofte galt. Der er den lille smartphone altså … smart … det er supernemt lige at høvle hvadsomhelst ind (husk at købe mælk – ring til M – osv.)

    Comment by Ellen — 24. januar 2013 @ 20:54

  4. Hvor ville det være dejligt for dig, med et Monebello ophold, håber at det kan lade sig gøre.

    En online kalender som synkroniserer med en smartphone, det er min kalender-hjerne. Jeg kan som regel huske at jeg har en aftale, hvis jeg selv har lavet den, bare ikke hvornår.. 🙂 og det fungerer ikke i dagligdagen..

    Comment by Inge — 24. januar 2013 @ 21:16

  5. @Catarina: Jeg vil bare gerne snart til at klare mig noget bedre. Jeg gør mig ikke de store forhåbninger om Spanien, men lad os nu se!

    @Gitte: Ja, det skulle man da have forsvoret! 😆 Nej, det bliver nok svært, men jeg bliver altså godt nok en meget fattig pensionist, hvis jeg ikke får et par år mere på arbejdsmarkedet.

    @Ellen: Ja, jeg synes også, at smartphonen er god til kalender, især hvis man bruger Googles kalender, for så synkroniseres de automatisk. PS: Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor syg man skal være. Det er også noget om, hvad man fejler, og så har de ventelister, så jeg holder ikke vejret.

    @Inge: Ja, det er også sådan, jeg bruger den elektroniske kalender. I øvrigt er jeg glad for, at jeg ikke er alene om at måtte ty til den slags hjælpemidler. Jeg synes bare det er mærkeligt, at jeg har svært ved at huske det, hvis jeg har 3 aftaler på en uge, men før kunne jeg have måske 15 og huske dem uden problemer. Men de fleste var selvfølgelig også hængt op på en struktur, et skema.

    Comment by Henny Stewart — 25. januar 2013 @ 0:14

  6. Jeg kender én der efter hofteoperation blev vældigt opløftet og fik et kick efter ophold på Montebello i Spanien.
    Jeg har selv et par gange med held brugt kodeordene ‘manglende livskvalitet’ når jeg skulle ha noget gennemført hos lægen. Prøv om det virker.

    Comment by Anna Marie — 26. januar 2013 @ 14:49

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment