Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. februar 2013

Et mislykket par sokker

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 18:25

På et tidspunkt havde jeg købt to nøgler marineblåt garn med den hensigt at strikke et par sokker til en vis herre. Jeg lagde garnet til side og glemte alt om det indtil for nylig. Jeg begyndte på strikkeriet, på fem pinde, som jo er den måde, jeg har lært det på. Jeg ser, at man holder kurser rundt omkring nu, hvor man kan lære at strikke to sokker på en gang, og det på to pinde. Bortset fra, at det må være et godt trick at vise frem, så kan jeg ikke rigtig se pointen. Men det ærgrer mig da lidt, at jeg ikke kan regne ud, hvordan man gør det,

Nå, men som sagt begyndte jeg at strikke. Jeg havde kun strikket et lille stykke rib, da jeg lagde mærke til, at det svandt voldsomt i garnet. Hurtigt kunne jeg se, at der slet ikke ville være garn nok til et par sokker. Hvad skulle man så bruge sådan et par nøgler irriterende, tykt uldgarn til?

Mens jeg har surfet på nettet, er jeg somme tider stødt på billeder af en såkaldt Mary-hue, og jeg tænkte, at jeg ville prøve at strikke sådan en. Jeg tænkte endvidere, at jeg ikke behøvede at finde en opskrift til sådan en potte, for det var, så vidt jeg kunne se, bare en pose med fem vrangriller, 4 retriller og afsluttet med indtagning. Jeg kunne sagtens tælle de fem vrangriller og de fire retriller på billederne, men jeg kunne ikke lige se, hvor mange pinde, der skulle være i hver rille. Først tænkte jeg, at det sikkert ville række med 8 pinde, men så tænkte jeg, at det ville være ærgerligt, hvis huen blev for lille eller skulle strækkes så meget ud, så vinden ville gå lige gennem arrangementet. Maskeantallet var nemt at regne ud. Strikkeprøve, mål. Mål hovede, gang, divider osv. 115 masker, skulle jeg bruge. Og nu er den færdig:
Maryhue eller pagode
Min mand mener, at den ligner noget, en Taleb i Afghanistan ville gå med. Eller evt. en sikh, der er flyttet til Grønland. Men nu var det jo også ham, der gik glip af hjemmestrikkede sokker. Jeg kan fortælle jer, at huen er meget varm. Det strikkede stof ligger nærmest dobbelt hen over ørerne. Jeg ville ganske givet have kunnet nøjes med 8-9 pinde pr. rille. Men den bliver ikke pillet op. Det har sneet udenfor i dag, og man ved heller aldrig, hvornår man får brug for en pose, man kan trække ned over hele hovedet. Hvis jeg havde lavet et par huller et passende sted, kunne det faktisk have været en elefanthue. Men det var jo ikke meningen. Det skulle jo være sådan lidt royal pagodestil. Hvis jeg nogensinde holder op med at lave te i termokande, vil den også kunne dublere som tehætte. Alt i alt et megasolidt stykke håndværk. Men bed mig ikke om at lave en til. Jeg hader at strikke i tykt garn.

Og nu har jeg også nok hovedbeklædninger. Det skulle da lige være, hvis jeg blev inviteret til fint bryllup. Men så kunne jeg nok ikke selv lave hatten. Gud ved, hvordan jeg ville se ud med en “fascinator”?

8 Comments »

  1. Kære Henny
    Ha ha, hvor er det sjov læsning :-), og hvor er det en flot hue 🙂

    Comment by Lissi Kristiansen — 3. februar 2013 @ 18:58

  2. Hihi… et par sokker der endte som ørevarmere.. 🙂

    Comment by Inge — 3. februar 2013 @ 19:16

  3. Hehe, tilløk mæ luen.

    Comment by Eric — 3. februar 2013 @ 19:21

  4. @Lissi: Tak skal du have! Flot og flot, mere sjælden end køn, synes jeg nok egentlig, men den vil være perfekt i en snestorm, ikke at jeg håber på at komme ud i sådan en.

    @Inge: Yep. Fra tå til top, så at sige! 😉

    @Eric: Tak skal du have, men du får den ikke! 😆

    Comment by Henny Stewart — 3. februar 2013 @ 19:36

  5. Hvis du ikke ved, hvor langt garnet rækker, er den en god ide at strikke sokken fra tåen og op. Så skal der godt nok lukkes af med en extremely stretchy bind-off, men den kan googles. Det kan ‘toe-up’ socks også. Man får brugt garnet 100% på denne måde.
    Mht. to sokker på én gang, kan jeg sagtens se fidusen, især når man som jeg lider af ‘the second sock syndrome’ 😉
    Jeg sender dig lige en mail …

    Comment by Ellen — 3. februar 2013 @ 19:45

  6. @Ellen: Det lyder spændende. Som barn havde jeg selv fundet ud af en måde at lave hæl på, som indebar, at man skulle sy lidt. Men mine bedstemødre ville ikke finde sig i den slags, og de to bildte mig ind, at der kun var en rigtig måde at strikker sokker på, og nu viser det sig, at der er mange! Der kan man bare se.

    Comment by Henny Stewart — 3. februar 2013 @ 19:55

  7. Hihi jeg morer mig over din mands kommentarer til potten 🙂 Den slags bemærkninger må jeg også lægge ører til, når jeg viser noget hjemmegjort frem.
    Jeg har også set den huemodel, da jeg ledte efter alpehuen på nettet og tænkte den så god varm ud med de riller. Måske skulle jeg strikke sådan en, imens jeg venter på garnet til alpehuen fra 123knit, hvor jeg har bestilt det. Ret irriterende, når lysten er der lige nu …

    Comment by Lone — 5. februar 2013 @ 6:56

  8. @Lone: Those who can, do. Those who cannot, criticize! Men hvis min mand har begået et eller andet i retning af at reparere en kontakt eller sætte et nyt filter på en vandhane, slipper jeg ikke med under 10 minutters ros. Men sådan er der så meget!

    Comment by Henny Stewart — 5. februar 2013 @ 11:21

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment