Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. februar 2013

WE

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:59

Som læsere, der har fulgt med længe, vil vide, har jeg længe haft gang i et læseprojekt, der tog udgangspunkt i en biografi af Eva Braun, Hitlers kone. Da jeg læste biografien, fandt jeg ud af, at Hitler havde haft en “fan” fra den engelske overklasse, Unity Mitford, og jeg besluttede mig til at udforske emnet nærmere. Jeg fik slæbt i nærheden af 100 bøger til huse, der dels handlede om Mitfordfamilien, dels er skrevet af Mitfordfamiliens medlemmer. Uundgåeligt kom jeg også til at interessere mig utroligt meget for mellemkrigsårene 1918-1939, de markante skikkelser i denne periode, begivenheder, politiske strømninger osv. Min påstand er, at historien er i gang med at gentage sig selv, magthaverne har ikke lært af historien, eller de har ikke uddraget den rette lære. Jeg har lavet et website om projektet, Mitford.dk. Jeg har holdt en længere pause, både med læsningen af de bøger, der hører til emnet, og med afrapportering af dem. Man kan godt komme til at trænge til at læse noget andet, og ikke køre i den samme skure hele tiden, lige som jeg også har haft andet at tænke på i godt et års tid.
Mitford.dk
I forbindelse med den interesse, er det dog ikke gået min næse forbi, at selveste Madonna har begået en film “om” Wallis Simpson og Edward VIII, eller “The Duke and Duchess of Windsor”, som de jo blev til. Nu har jeg det ikke godt med biografer generelt, de spiller simpelthen alt for højt, så jeg har ventet på en mulighed for at købe den – billigt – på DVD. Den mulighed fik jeg øje på i sidste uge, da Amazon havde tilbud på en række DVD’er, 5£ pr. stk. (Jeg købte også “Iron Lady” og “J.Edgar”). I dag har jeg så set W.E., og her kommer anmeldelsen:

  • Der er ikke tale om en dokumentarfilm, ikke en gang en “docu-soap”
  • Man vil nok bedre kunne tolerere Madonnas noget løse omgang med de historiske kendsgerninger, hvis man ikke kender dem. På den måde er filmen perfekt til tiden
  • Filmen er bygget op som en kinesisk æske eller en russisk dukke. Dvs. lag på lag
  • Filmens klip mellem nutid og flashbacks til Edward og Wallis er noget umotiverede til tider. Man skal med andre ord nok helst kende historien alligevel, for at følge med
  • Ellers er der tale om en ret banal kærlighedshistorie, der nok ikke kan leve op til de forventninger, reklamerne byggede op

Hvis man har halvanden time, hvor man ikke har mere nyttige ting for, er den såmænd god nok underholdning. Man kan strikke til!

10 Comments »

  1. Gid jeg kunne strikke …
    Jeg hørte om Wallis & Edward af min far engang, han må have været meget betaget, og forbavset over historien.
    Men jeg har sidenhen også hørt at der var mere til historien om kongens abdikation.
    Jeg vidste også at der var nazi-sympatisører i UK, og så vidt jeg har forstået er en af de væsentligste ting Winston Churchill gjorde, dette at han viste og spredte vilje til forsvar.
    Jeg kan ikke af indlægget se, om der er en direkte forbindelse mellem Mitford og Wallis andet end at en Mitford har skrevet biografien – det er også nok, det er ikke det, men jeg synes at advarslen om at historien gentager sig nu, hvor en ungdomsarbejdsløshed på 50% i Spanien ikke udløser en massiv indsats (med bl.a. byggeprojekter og livs-kvalitet-projekter) er tegn på at historien er ved at gentage sig. Du er ikke den eneste, der advarer, Erik Hoffmeyer har udtrykt det sådan: Det er uansvarlig politik, der føres.

    Det kan ikke siges tydeligt nok.

    Comment by Donald — 13. februar 2013 @ 1:20

  2. @Donald: Faktisk var selv Churchill benovet over Hitlers evner til at få togene til at komme til tiden i starten, men han blev som bekendt heldigvis klogere. Mosley-parret var nære venner med Windsor-parret, det er derfor, Diana Mosley skrev biografien. Når Edward VIII abdicerede, var det nok en lettelse for parlamentariske kræfter i England. Han var ikke demokrat, ikke for klog, og i hvert fald ikke særlig moden, og han blev det heller aldrig. Dette er min konklusion ud fra det jeg har læst.

    Comment by Henny Stewart — 13. februar 2013 @ 1:28

  3. Det ser meget spændende med dit website om Mitford.dk! Jeg kender også til at fordybe mig i en epoke – det er dog 1800-tallet, jeg vender tilbage til igen og igen.
    Og man går vist ikke glip af alverden, hvis man ikke ser Madonnas film?

    Comment by Madame — 13. februar 2013 @ 7:53

  4. @Gitte: Nej, Madonnas film kan du såmænd roligt springe over. Jeg synes også, at det er spændende at udforske en periode, et tema, eller et forfatterskab, når man læser. Jeg gider ikke bare hoppe i den seneste bestseller.

    Comment by Henny Stewart — 13. februar 2013 @ 8:15

  5. Det er så givende at fordybe sig i et emne. Spændende periode, du er blevet grebet af.

    Comment by betty — 13. februar 2013 @ 10:33

  6. WHAT? Faktisk var selv Churchill benovet over Hitlers evner til at få togene … etc. Wow. I en serie om WWII (vistnok den, som gik under navnet “WWII i farver” herhjemme, Ytube WWII in colour) blev det fortalt at Churchill var på recognoscering i Tyskland 1932 og allerede dér advarede om den bølge af vold, som var begyndt.

    Men derfor kan han jo godt have givet credit til Adolf for at reorganisere jernbanedriften.

    Comment by Donald — 13. februar 2013 @ 11:11

  7. (Documentary: Det var nok snarere én om Churchill eller noget andet TV, som fortalte om optakten til WWII.)

    Comment by Donald — 13. februar 2013 @ 11:18

  8. @Betty: Ja, den periode er spændende. Der var så mange ting, der rørte sig i den tid.

    @Donald: Eftertiden har lært at se på Churchill som den store frelser, men mange analytikere ser ham som en stor opportunist, der især var vild med at være ved magten. Glem ikke, at han var liberalist og dermed meget på modsat side af de røde. Prøv at google på denne sætning:”proved the necessary antidote to the Communist poison”. Det senere samarbejde med Stalin har uden tvivl indebåret en del kamelslugning. Efter krigen var det også Churchill, der var ude og snakke “jerntæppe” før nogle andre. Der er ikke noget forgjort i at være en sammensat personlighed eller i at skifte mening, når man bliver klogere. Heller ikke for en person som Winston Churchill.

    Comment by Henny Stewart — 13. februar 2013 @ 13:34

  9. Når du interesserer dig så meget for perioden mellem de to verdenskrige må jeg virkelig også anbefale dig at læse ‘Giganternes fald’ og ‘Verdens vinter’ begge af Ken Follett. De foregår ganske vist under de to verdenskrige, men der er rigtig meget politik i dem begge (mest i Giganternes fald), og ind i mellem var jeg ved at gå død i al den politik. Men som tidsbillede er begge bøger perfekte.

    Comment by Stegemüller — 13. februar 2013 @ 15:28

  10. @Stegemüller: Tak for anbefalingen. Jeg har ikke læst noget af Ken Follett endnu, og i øjeblikket får jeg læst meget lidt, men jeg skriver det på listen, for på et tidspunkt begynder jeg at sluge bøger igen! 🙂

    Comment by Henny Stewart — 13. februar 2013 @ 17:10

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment