Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. februar 2013

Lidt mere sær statistik

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 0:38

På sin blog undrer Bente Hoffmann sig over, hvilke søgninger, der fører folk til hendes blog. Jeg har også tit været forundret over søgesætningernes beskaffenhed. Dertil kommer, at jeg slet ikke forstår, hvordan disse søgninger kan føre til min blog, eftersom jeg ikke har skrevet om disse emner, men det må være søgemaskinerne, der har misforstået noget.

Nu har jeg allerede lavet et indlæg om statistik i februar, men jeg smuttede lige ind for se, om der skulle være kommet nogle flere af disse “guldkorn”. Det var der. De kommer her, i tilfældig orden og udelukkende udvalgt på grund af underholdningsværdien:

  • en klage brev til tøjbutik: Her har jeg en stærk mistanke om, at det kunne være en af mine gamle kursister, der har fået en skriftlig opgave og derfor søger efter “inspiration”. Eller også er det nogle mennesker, der kender mig virkelig godt og derfor tænker, at jeg da have haft brug for at klage over mit tøj, og det mere end en gang. Klagebrev
  • quattro check blodprøve: Her er jeg helt paf. Aner ikke, hvad det handler om. Quattro betyder 4 på et eller andet romansk sprog. Jeg har fået foretaget uendeligt mange blodprøver, faktisk er mine årer ligesom en gammel junkies efterhånden. Eller det retter sig måske igen, når man ikke er junkie? Men i hvert fald mange flere end 4.
  • i tryktank efter operation i munden: Igen her er jeg paf. En tryktank, er det ikke sådan en, man kommer i, hvis man har dykkersyge? Eller var det sådan en, Michael Jackson “sov” i?
  • www.postelinsmaling.dk: I min verden har ordet “postelinsmaling” samme klang som “strapudemaj”. Sådan en lidt billig gøren sig lystig over andre folks fritidsinteresser, som egentlig både er hoven og ikke så lidt uforskammet. Det kan vel være lige så godt at male på porcelæn og brodere stramaj som så mange andre fritidsaktiviteter. Nej, altså, heeeelt så godt som blogging er det nok alligevel ikke…..Porcelænsmaling
  • hvilken hårfarve får huden til at se gusten ud: Enhver kunstig farve, der er mørkere end din naturlige. Dette gælder især for ældre kvinder, efter min mening altså. Men hvis du altid har farvet dit hår ravnesort og er tilpas med det, skal jeg da ikke blande mig.
  • 40 fed og færdig øvelser: Kære ven, det behøver man ikke øve sig på. Det er en af de ting, der kommer ganske af sig selv!
  • gamle kvinder art: Nu er det så at jeg godt kan blive lidt vred. Vi er sgu da stadig samme art og specie, som vi altid har været! Hvis det skulle være en engelsktalende, der i virkeligheden søger på “gamle kvinder og kunst”, ja så kan man jo prøve at google på “Grandma Moses”.

10 Comments »

  1. Hahahaaaa.. Skønne søgninger.. 🙂

    Comment by Inge — 23. februar 2013 @ 7:24

  2. Hihi, det var virkelig morsomt at læse, Henny – tak for nogle gode grin her lørdag morgen!

    Comment by Madame — 23. februar 2013 @ 7:25

  3. Haha – de søgninger er en kilde til evig morskab og undren 😀

    Comment by Ellen — 23. februar 2013 @ 8:47

  4. Åh hvor ville jeg ønske, at jeg kunne se sådanne søgninger,og sammen med dine betragtninger bliver de ekstra skønne 🙂

    Comment by Lene — 23. februar 2013 @ 11:28

  5. Åhh hvor er du sjov! 🙂

    Comment by Manja Hansen — 23. februar 2013 @ 12:49

  6. @Inge: Ja, de er virkelig spøjse denne gang.

    @Gitte: Selv tak. Et godt grin er ikke at foragte.

    @Ellen: Ja, det er de.

    @Lene: Blogger har noget statistik, men åbenbart ikke søgesætninger. Jeg bruger WordPress på eget domæne, og det er hos min host, jeg kan se søgningerne.

    @Manja: Tak skal du have!

    Comment by Henny Stewart — 23. februar 2013 @ 15:32

  7. Ha ha … især de to næstsidste er guld værd 😀

    Comment by Bente — 23. februar 2013 @ 16:06

  8. @Bente: Ja, ikke? Man forestiller sig nogle meget unge mennesker, der kan finde på at spørge sådan.

    Comment by Henny Stewart — 23. februar 2013 @ 17:09

  9. Jeg er vild med de forskellige google-søgninger, og jeg skal se at få undersøgt om min host også tilbyder at jeg kan se de forskellige søgninger. Både Eric og Ellen bekendtgør ind imellem deres google-søgninger og de er lige til at dø ad grin over.

    Comment by Stegemüller — 23. februar 2013 @ 18:03

  10. @Stegemüller: Gigahost tilbyder faktisk statistik for hvert enkelt domæne. Jeg kan se, at dit roddomæne handler om slægtsforskning, så det er da muligt, at de fleste af dine søgninger går dertil.

    Jeg har end del domæner på en Gigahostkonto, derfor ved jeg at det hedder kontrolpanel | værktøjer | statistik | vælg domæne på dropdownliste – et voilá!

    Comment by Henny Stewart — 23. februar 2013 @ 22:25

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment