Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. februar 2013

Mere brrr…

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , — Henny Stewart @ 12:55

Erantis
Temperaturen ligger omkring frysepunktet, det blæser og føles frygtelig koldt, og her til formiddag faldt der sne, som ligger der endnu. Ikke ret meget, men alligevel! Efter kalenderen er der forår om 4 dage, hvis man altså følger modellen med 3 måneder til hver årstid. 2 små, forkølede erantis fandt jeg udenfor. Men den gule farve er så stærk, som om de alene skulle bekæmpe det grå og hvide vinterlandskab. Jeg skal love for, at de lyser op!
Vintergækker
Frosten har faktisk taget nogle af vintergækkerne, men det lader de sig ikke slå ud af. Der er nye på vej, de myldrer bare frem.

Jeg har en utålmodighed i mig i dag. Snart har jeg været sygemeldt i 5 måneder, og faktisk er bedringen i min tilstand svær at få øje på. Det sidste par dage har jeg igen haft stærke smerter, som hverken lindres med varme eller paracetamol. Jeg havde håbet snart at kunne lægge det tungere skyts på hylden, men det er åbenbart ikke tid endnu.