Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

4. april 2013

Skal stadig tælles blandt de levende

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:14

Vi bevægede os sydpå til Ålborg Universitetshospital, som det vil kaldes nu. Jeg havde ikke i mit indre regnskab afgjort, om jeg ville gennemføre undersøgelsen eller ej. Selv om der kan blive forskellige konsekvenser, også ift. kommunen som bevilligende myndighed, hvis man undlader at “samarbejde”, er det i sidste ende ens egen afgørelse, hvad man vil være med til eller ej.

Nå, men de indledende øvelser var, at jeg fik en samtale med en sygeplejerske og den læge, der skulle føre “skopet”. De tilbød, at jeg kunne få noget “Dormicum” ind gennem en nål. Mine spørgsmål gik meget på, hvordan sådan noget stads virker, og hvor meget det hjælper. Det kunne jeg naturligvis ikke få noget konkret svar på. Jeg kan meddele, at det ikke virker på undertegnede, og det endda selv om jeg fik 3 – 4 gange så meget, som de oprindelig havde tænkt at give mig, idet jeg lynhurtigt sandsynliggjorde for dem, at jeg nok har meget høj tolerans over for sådan noget skidt.
Nåleskræk, genudsendt
Selve indgivelsen var højst problematisk, idet mine årer stadig er klappet sammen, som de var efter forrige indlæggelse. De to sygeplejersker, der var med lægen kunne ikke stille noget op. De prøvede at stikke i mine hænder, de indvendige albueled, mine ankler og mine fødder. Så sendte de bud efter en narkosesygeplejerske, hvis selvtillid også blev ødelagt. Så blev der sendt bud efter en narkoselæge, der havde en anden narkoselæge på slæb med samt en scanner, der skulle hjælpe med at finde mine årer. De måtte også rundt om alle de forskellige steder, inden de endelig fandt en åre i en arm, og jeg kunne få dette “Dormicum”, der som sagt ikke hjalp en skid. Dvs. efter, at jeg er kommet hjem, har jeg sovet noget så grundig en middagssøvn. Faktisk er jeg lige vågnet her for nogle få minutter siden. Om dette er “Dormicums” fortjeneste, eller bare en naturlig reaktion på at blive krosset med i så lang tid, skal jeg ikke kunne sige.

Lægen, der skulle føre skopet, var dygtig. Vi lavede den aftale, at jeg kunne trykke sygeplejersken meget hårdt i hånden, hvis hun skulle stoppe. Det gjorde jeg, da hun stort set havde set det, hun skulle. Det ser godt ud derinde, åbenbart. Det er altså ikke den indvendige rørlægning, der gør knuder. Der kom en anden læge på banen til sidst. Han havde åbenbart forstand på den slags forløb, som jeg har været igennem. Han mente, at mine smerter nok skyldtes alle de nerveender, der er skåret over ved operationen. Desuden mente han, at jeg skulle have en anden smertebehandling, idet den jeg får nu i sig selv kan give ondt i maven! Jeg spurgte til chancerne for at komme under sygehusets palliative team, idet jeg går ud fra, at det ikke kun er for folk, der er ved at stille træskoene. Her kom dagens positive udsagn: Jeg kan ikke komme under det palliative team, for det er kun for kræftpatienter! Sådan en er undertegnede så ikke. Der var for en gangs skyld noget, jeg kunne være tilfreds med. Så har de et smerteteam, som jeg muligvis kunne komme i betragtning til. Men der er bare 2 års ventetid. Det kommer mig for, at de kunne trænge til en ekstra bevilling eller to!

Men man kan altså også gå i smertebehandling i forbindelse med sin egen, praktiserende læge under dessiner fra sygehuslægerne, så det er den løsning, jeg går efter. Tænk at gå rundt og have ondt og ikke kunne få gjort noget ved det før om to år…

Endelig fik jeg vist givet udtryk for, at jeg ikke gider snakke mere om mit vægttab, før jeg synes det er et problem. Og det er ikke nu!

9 Comments »

  1. Pyha, Henny, sikke en dag! Men der er flere gode nyheder – dejligt at du ikke er kræftpatient og at alt ser fint ud indeni. Det er jo også helt sandt, at smertebehandling i sig selv kan give ondt i maven! Jeg håber, det meget hurtigt hjælper, når du skifter til en anden medicin!

    Comment by Madame — 5. april 2013 @ 6:30

  2. Tillykke!
    På trods af alt ubehaget, lyder det til at dagen, som du forståeligt nok har frygtet så meget, alligevel endte med (næsten) det bedste udkomme, man kunne forestille sig.
    Jeg kan godt huske sådan nogle som dig fra min tid som hospitalslaborant. I var virkelig vores store skræk, for selv om du måske ikke tror mig, gjorde det altså næsten lige så ondt på os, der måtte rode så meget med/i jer, som det gjorde på jer selv!
    Der er kun lige den med ventetiden, der ikke er så god – jeg håber du kan finde ud af noget i samarbejde med din læge.

    Comment by Ellen — 5. april 2013 @ 7:20

  3. @Gitte og Ellen: Tak skal I have. Jeg endte dagen i går med at besvime ude på badeværelset, under hvilket “debacle” jeg kom til at lave ikke så lidt svineri. Om det nu er eftervirkninger af undersøgelsen eller hvad, så er der altså noget der, der ikke er i orden.

    Comment by Henny Stewart — 5. april 2013 @ 10:06

  4. Tillykke med at det gik så godt i går trods diverse problemer med at finde dine årer eller hvad det var de ikke kunne finde.

    Det er dejligt, at du ikke (længere?) er kræftpatient.

    Comment by Stegemüller — 5. april 2013 @ 12:49

  5. @Stegemüller: Eftersom de ikke fandt noget, må jeg forvente, at jeg får det bedre efterhånden. Det er så ikke indtruffet endnu.

    Comment by Henny Stewart — 5. april 2013 @ 13:00

  6. Meget malerisk beskrivelse – det er lige før jeg glæder mig til det næste besøg hos tandlægen. Men trods genvordigheder og ventetider lyder det, som om der blev sat nogle relativt gode krydser på checklisten. Også selvom du ikke har det bedre – endnu.

    Comment by Eric — 5. april 2013 @ 14:29

  7. @Eric: Jo, det er da godt, at lægerne er tilfredse. Nu mangler vi så bare, at jeg også bliver det.

    Comment by Henny Stewart — 5. april 2013 @ 14:52

  8. Det var da gode nyheder – pånær det med de to år altså. Men at blive regnet udenfor gruppen af kræftpatienter kan måske også få en til at besvime.

    Jeg har en gang skulle have kontrastvæske til en scanning – og der var mindst lige så mange individer involveret uden at nogen kunne få en nål det rigtige sted. Er det medikament ikke rendt ved siden af, siden du efterfølgende faldt om? Eller måske har doseringen haft en forsinket virkning, og så har der været for meget?

    Men jeg håber da, at den praktiserende læge ikke skal bruge to år på at få dig smertefri!

    Comment by Nille — 6. april 2013 @ 15:42

  9. @Nille: Jeg tænker, at det godt kan være en senvirkning af bedøvelsesmidlet. Sundt er det ikke med den slags.

    Nej, jeg skal helst have styr på de smerter, inden jeg bliver ret meget ældre.

    Comment by Henny Stewart — 6. april 2013 @ 15:44

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment