Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. maj 2013

Solnedgang

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 20:35

Solnedgang
Det skal sandelig ikke hedde sig, at jeg aldrig kommer uden for en dør! Her til aften tog jeg lige turen rundt om blokken, og på turen forsøgte jeg at fotografere den nedgående sol med min telefon. Resultatet ses ovenfor. Der var sådan et smukt, lyserødt skær, som der kommer, når solen bevæger sig gennem noget forurening. Det kan man ikke se på billedet. Træet står måske også en anelse i vejen. Men det er nu meget flot, synes jeg. Vi tør ikke have så høje træer tæt på huset, så vi har fældet vores.

Jeg har en app på min telefon, der kan fortælle mig, hvad jeg har lavet, når jeg motionerer. Den hedder “Runtastic”. I mit tilfælde skulle den snarere have heddet “Walkmediocre”, men man kan bruge den til gåture også. Ifølge den (gps) er turen rundt om blokken 0,9 km, den tog mig 15 minutter i dag, uden dope – idet jeg glemte at bruge min inhalator, inden jeg gik ud. Ikke nogen god idé. De stakkels lunger var ved at eksplodere! Til gengæld mener Runtastic ikke, at jeg har brugt nogle kalorier på turen. Det tror jeg ikke, den har ret i. Inden nogen farer hen og henter Runtastic, må jeg sige, at jeg tror, den er shareware og skal købes på et tidspunkt. Det bryds jeg mig ikke om, og derfor er jeg på udkig efter en gratis – til Android. Den må godt være med reklamer, vi lever i et kapitalistisk samfund på godt og ondt, og er det sådan, man skal betale, er det ikke det værste, der kan overgå et menneske. Den behøver til gengæld ikke have mange “bells and whistles”. Det er sådan set tilstrækkeligt, at den kan registrere, hvor langt man er gået og hvor lang tid, det har taget. Den må også godt kunne gemme det til senere sammenligning, men det er ikke afgørende.

Jeg må indrømme, at det er bedre at gå tur på denne årstid. Det er ikke så meget af en plage, som det var. Nu vil jeg have min cykel lavet, så jeg kan cykle et andet sted hen og gå tur. Jeg er virkelig ved at være træt af manglen på udsigt her omkring.

9 Comments »

  1. Det lyder smart og motiverende med sådan en app – og god idé at du vil til at cykle, så du får set nye steder.

    Comment by Madame — 10. maj 2013 @ 6:28

  2. Der findes en app, som hedder Endomondo.. både til iPhone og Android, jeg tror ikke den koster noget.

    Comment by Inge — 10. maj 2013 @ 7:45

  3. “Walkmediocre”, hehe 🙂
    Jeg synes også, jeg meget hurtigt bliver træt af nærområdet, så det er fuldt forståeligt, at du vil øge din aktionsradius.

    Comment by Ellen — 10. maj 2013 @ 7:46

  4. @Gitte: Ja, nu vil det vise sig, om jeg overhovedet kan, eller tør. Jeg har en fornemmelse af, at man bruger sine mavemuskler en del, når man kører på cykel. Mine fungerer jo ikke normalt efter at have været skåret over, og det kommer de heller ikke til.

    @Inge: Tak, den vil jeg da checke ud!

    @Ellen: Ja, det bliver nemt lidt uinspirerende. Jeg møder heller aldrig nogen andre, der går tur. Det gør man åbenbart ikke her omkring.

    Comment by Henny Stewart — 10. maj 2013 @ 9:28

  5. Jeg kan varmt anbefale Endomondo, der fås både i en gratisudgave og i en pro-udgave, som man betaler for. Den registrerer hvor langt man har bevæget sig, og man kan vælge forskellige workouts (gang, løb, cykling osv.).

    Det er en god idé at cykle, så får du jo udvidet din aktionsradius væsentligt.

    Comment by Stegemüller — 10. maj 2013 @ 14:10

  6. Cyklen er da en god idé, og jeg tror ikke, man bruger mavemusklerne ret meget. I så fald burde mine være hårde som egetræ, og de er sådan mere over i savsmuld.

    Comment by Eric — 10. maj 2013 @ 16:24

  7. @Stegemüller: Jeg håber, at det kommer til at fungere med cyklen.

    @Eric: Jeg har opdaget masser af aktiviteter, hvor man bruger mavemusklerne, nu hvor mine er beskadiget. Foreløbig skal jeg have cyklen lavet, og vi kan ikke finde vores dækjern!

    Comment by Henny Stewart — 10. maj 2013 @ 17:00

  8. Nu er jeg endelig opdateret med, hvad der er sket på din blog siden jeg slap omkring juletid.
    Det er ikke småting du har været igennem.

    Jeg fik for 1½ år siden konstateret diabetes type 1 (LADA), det kom som et lyn fra en klar himmel efter diverse forugående sygdomme. Selvfølgelig er det noget bøvl, at skal i gang med, men jeg plejer at sige til mig selv, at jeg bare er så taknemmelig for, at jeg fik det i en alder af 58 og ikke som barn/ung, tænk alle de fester jeg ville være gået glip af i min ungdom.
    Tak for info om hvorfor man ikke må have for lavt blodsukker ved sengetid, det er der ingen der har fortalt mig.
    Hav det godt, helt deroppe nordpå.

    Comment by Annette ud i Holland — 10. maj 2013 @ 17:48

  9. @Anette: Jeg var slet ikke klar over, at man kunne få diabetes 1 i den alder! Jeg er også 58, og jeg begynder at tænke: Hvordan ved de egentlig, hvilken type man har ud fra nogle få blodprøver?

    Som jeg forstod det, kan lavt blodsukker ved sengetid også føre til koma, idet man ikke vågner op, når den kritiske grænse er passeret, hvis leveren ikke formår at sprøjte nok ekstra sukker ud i systemet, så det er relativt alvorligt.

    Comment by Henny Stewart — 10. maj 2013 @ 18:09

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment