Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

10. maj 2013

Nødtvungent indrømmer jeg …

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 18:39

…at det overhovedet ikke er spor svært at lave en blodsukkermåling.
Måleinstrument
Det er faktisk så nemt, at en intelligensmæssigt udfordret abekat burde kunne hitte ud af det. Hvilket gør det en anelse pinligt, at jeg var lige ved at give op og i hvert fald meget tæt på at ringe til en ven. Allerede i går gik jeg i gang med at måle på en organiseret måde.

… fordi havregryn i min bevidsthed ikke har ret meget med mad at gøreJeg har fået besked på, at jeg i fire på hinanden følgende dage skal måle før morgenmaden, før frokost, før aftensmaden og før sengetid. Efter at have gjort det i går tænkte jeg: Ha! Jeg har sq ikke diabetes. Målingerne lå pænt indenfor det normale. Så sikker var jeg i min sag, at jeg tog godt med sukker på havregrynene her til morgen, hvilket bragte mit blodsukker op på 11,7, der er langt fra godt og giver sukker i urinen og slider meget på de i forvejen overbelastede nyrer. Ikke mere sukker på havregrynene, altså. Jeg må have fat i noget Stevia, der ikke skulle påvirke blodsukkeret. Spørgsmålet er så, om det vil gøre fyldest oven på havregrynene. Det er ikke, fordi jeg er særlig vild med havregryn, men de er meget gode, når jeg SKAL spise, men ikke har lyst p.gr. af kvalme. Det er sikkert, fordi havregryn i min bevidsthed ikke har ret meget med mad at gøre. Men uden sukker vil de være grumme svære at få ned.

Ak ja, som krykhusar af første orden bliver man udsat for mange udfordringer. Hvor betvingelsen af blodsukkermåleapparatet altså viste sig at være en mindre udfordring.

11 Comments »

  1. OK, du har altså sukkersyge, og det er der ikke noget at gøre ved, andet end at lære at leve ordentligt med den, og passe så godt på dig selv som overhovedet muligt.

    Mit indtryk er, at sukkersyge er en sygdom for systematiske mennesker, der er i stand til at leve struktureret og lidt efter en snor. Jeg tror, du passer godt til sygdommen.

    Comment by Stegemüller — 10. maj 2013 @ 19:44

  2. @Stegemüller: Ja, vi må håbe, at jeg passer til den sygdom. Det slog mig lige, hvor godt det er med de målinger. Der er omgående feedback, og helt uden andre overvejelser fører det til en ændring af adfærden. Det er helt anderledes konkret end måske at føle sig lidt utilpas, fordi man har spist noget, der ikke passer systemet.

    Comment by Henny Stewart — 10. maj 2013 @ 19:48

  3. Kunne der være alternativer til sukker? Hvad med mandler eller måske findes der mysli uden tilsat sukker? Eller sødet med stevia eller andet sødemiddel? Eller hvad med noget frugt?

    Comment by Lene — 10. maj 2013 @ 19:59

  4. @Lene: Jeg vil investere i noget Stevia. Det med frugt eller müsli er, når man har overskud. Jeg plejer at spise havregryn med sukker, hvis jeg absolut ikke har lyst til at spise. 🙁

    Comment by Henny Stewart — 10. maj 2013 @ 20:01

  5. Jeg har meget, meget svært ved at spise havregryn med mælk og uden sukker, men hvis jeg laver havregrød i stedet for, går det meget nemmere at undvære sukkeret. Men det har du nok også forsøgt dig med? Grøden er (for mig) nemmere at få ned end de rå havregryn.

    Comment by Ellen — 10. maj 2013 @ 22:23

  6. @Ellen: Det er rigtigt, at havregrød ikke kræver så meget sukker som havregryn. Men grynene er bedre for mig, når jeg har kvalme. Jeg sætter min lid til, at Stevia er løsningen.

    Comment by Henny Stewart — 10. maj 2013 @ 22:29

  7. Jeg kan nu godt lide både rå og kogt havre, men uden sukker ville det ikke glide ned.. 🙂

    Comment by Inge — 11. maj 2013 @ 5:30

  8. Havregryn uden sukker er der ikke meget grin ved – hvad med en portion skyr med hjemmeblandet mysli? Så ved du, hvad der er i.

    Comment by Madame — 11. maj 2013 @ 6:35

  9. @Inge: Det gode ved havregrynene er, at de står i skabet og er klar, når man ikke orker det mindste husmorhejs. Men noget skal der på. Nu har jeg bestilt noget Stevia, så må vi se, hvordan det kommer til at gå.

    @Gitte: Hjemmelavet det ene og det andet er til når man har overskud. Jeg har som regel intet overskud til morgenmad, faktisk ville jeg helst slet ikke spise morgenmad, men af flere grunde skal jeg, og så skal det være noget, man kan tage lige ud af skabet.

    Comment by Henny Stewart — 11. maj 2013 @ 10:11

  10. Nu har du allerede fået flere gode råd, så jeg må hellere lade være … Nej, jeg kan ikke nære mig …
    Men altså, jeg har meget respekt for kvalme. Det må være strengt at skulle spise, når du slet ikke har lyst til det. Og i den situation er det ikke let at begynde at vænne smagsløgene til noget andet.
    Jeg synes, havregryn med grofthakkede mandler smager rigtig godt . Uden sukker. Hvis du sætter en håndfuld mandler i vand aftenen før, får de en lidt blød konsistens og er endnu mere lækre.
    Men smag og behag er forskellig. Og har noget med vane at gøre. Mine børn fik aldrig sukker på havregrød eller gryn, og det gør børnebørnene heller ikke. De spiser både gryn og grød med velbehag.
    God fornøjelse – eller hvad hedder det? når du skal i gang med sådan nogle påtvungne ændringer. Jeg håber, du kan finde energi og mod til det

    Comment by betty — 11. maj 2013 @ 22:31

  11. @Betty: Jeg er godt klar over, at smagen af sukker er noget, man har vænnet sig til. Derfor er det da super, at dine børn og børnebørn ikke har fået den vane.

    Comment by Henny Stewart — 11. maj 2013 @ 22:35

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment