Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. juni 2013

Solskin, langt om længe!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 12:47

Kun hvide blomster
Nogen, ikke mig, her i huset, har fødselsdag og må have opført sig rigtig godt i det forløbne år, når vejret bliver så fint. Nu tror jeg ikke, det holder resten af dagen, men det er fint nu, og det er det, der tæller.

I haven er der ikke mange blomster tilbage, og dem, der er, har ikke meget farve. Men svagt rosa og hvide blomster har også deres charme. Og så er der “de kønne planter”, kattene, der heldigvis stadig har den farve, sådan nogle bør have.

I går fik jeg resultatet af min ct-scan: Der er masser af cyster, fibromer, mulige dit, mulige dat – en ct-scan viser alt – , og i min alder må man forvente, at der er nogle ting, men den viser ikke noget cancer, hvilket er et megadejligt resultat for mig. I næste uge skal jeg have lavet en gastroskopi og en koloskopi samme dag. Hvad end de måtte finde ved de undersøgelser, bør altså være håndterligt.

Alt i alt er jeg begyndt at tro på, at jeg bliver rask om ikke så længe. Jeg får også noget ny medicin, som virkelig hjælper mig. Nu skal jeg passe på, at jeg ikke bliver helt euforisk. Men måske er eufori “the Henny way”, når man ikke ser hele verden i hundrede procent sort.

Det eneste, der er godt i en høj procentdel af sort, er en lille kat, der ikke er så helt lille mere:
Katten er 97% sort

25. juni 2013

Dagen i går!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 10:20

En af mine venner sagde en gang, at det værste ved at være arbejdsløs er, at man efterhånden får det sådan, at man ikke kan klare at gå på posthuset og på biblioteket på en og samme dag. Nu er jeg ikke kun arbejdsløs, jeg er sygemeldt, og situationen er en lidt anden.

I går havde jeg imidlertid hele to ting, jeg skulle uden for hjemmets fire vægge, og derfor (måske) blev der ikke overskud til noget blogindlæg.

Først skulle jeg hen på sygehuset og have taget den berømte blodprøve. Der fandt jeg ud af, at det var min egen skyld, at der ikke var nogen henvisning, sidst jeg prøvede. Med mindre lægen har skrevet noget andet, “dør” sådan en henvisning nemlig efter 35 dage. Det er for at databasen ikke skal få forstoppelse. Det giver jo egentlig god mening, når man sådan tænker efter. Men det lykkedes da at få taget blodprøven, selv om man til de sidste to glas måtte nøjes med kappilærblod, malket ud af en finger. Hvis det skal være på den måde, kan jeg egentlig godt selv tage blodprøverne, jeg har jo udstyret, som jeg har fået udleveret i forbindelse med min diabetes.

Senere på dagen havde jeg en aftale med min psykiater, så turen gik sydpå til Aalborg.
Solglimt over motorvejen
Som man kan se på billedet, vidste vejret ikke rigtig, hvad det skulle. Delvist overskyet er vist den rigtige betegnelse. Igen oplever man det kun rigtigt, når der er vidt udsyn, så motorvejen er da god for mere end hurtig transport.

På vejen hjem valgte vi broen frem for tunellen. Midt på broen er der dette hus, hvis bemaling for mig ser ud som et ansigt:
Manden på broen
Måske er det kun barnlige sjæle så som undertegnede, der kan se det, men vinduerne er altså øjnene. På vej hjem klarede det op, så vi havde mest sol og kun lammeskyer.
Fuld sol over motorvejen
Det varede så ikke ved, men man skal lære at være glad, så længe det varer. Apropos det, så er en af de nævnte bivirkninger ved en ny medicin, jeg får, eufori. Jeg sagde til gemalen, at han skulle lægge mærke til, om jeg forekom ham euforisk, for så skal dosis nok justeres. Han svarede, at det ville han ikke gøre. Han ville lade mig nyde euforien. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det!

23. juni 2013

Kinesisk urkomik

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 18:08

Dette indlæg kræver måske nok lidt forforståelse. Det vil jeg da gerne bidrage med. For det første skrev jeg jo indlægget her. For det andet er der et meget dyrt urmærke, som består af et enkelt græsk bogstav, der ikke er alfa. Denne urproducent laver bl.a. et ur, der kaldes “Speedmaster”. Mere eller mindre ved en tilfældighed blev dette ur brugt af den første mand på månen. Et tilfælde, som urproducenten ikke har været sen til at udnytte i reklameøjemed. Bl.a. har de på mange senere udgaver af uret skrevet følgende på bagsiden: “THE FIRST WATCH WORN ON THE MOON – FLIGHT-QUALIFIED BY NASA FOR ALL MANNED SPACE MISSIONS”. Fint skal det være, og man mindes uvilkårligt om Niels Hausgårds sang om en mand, der så gerne ville have et dykkerur, men han kunne ikke tåle at få vand i ørerne.

Nå, men på grund af min lille last, købte jeg ved lejlighed et ur, der på flere hundrede meters afstand godt kunne minde om ovennævnte. Bare lidt. Der er ikke tale om en ulovlig kopi, idet bemeldte græske bogstav ikke optræder, hverken på urskiven eller andre steder. Der er heller ikke tale om en kronograf, de tre små skiver viser bare dag, dag/nat og dato. Der står et andet mærke, nemlig “Cjiaba”. Af omstændighederne fremgår, at der er tale om det kyriliske alfabet, og at det derfor skal udtales “Slava”. Slava var et rimeligt anerkendt, russisk urmærke. Bevares priserne var overhovedet ikke i nærheden af noget af det, som det enkelte, græske bogstav kan indbringe, men det var anerkendt som et mærke, der lavede ordentlige, fornuftige ure. Altsammen i datid, for mærket er overtaget af nogle kinesere, og regnes nu som et “mushroom-brand”. Altså et af mange mærker, der skyder op som paddehatte og rammer markedet, især ebay, i uregelmæssige byger. Priserne er lave, kvaliteten måske ligeså. Jeg må dog sige, at til dato funker mine “Slava”-ure fint, men de vil sandsynligvis ikke kunne indbringe nogen høj brugtpris. Når man kommer til bagsiden holder al lighed med det dyre mærke op, der er bare en flad blikbund med noget krims-krams. Det eneste, jeg kan læse af det, er ordene “water resistant”, og dem vil jeg tolke forsigtigt. På den anden side har jeg aldrig haft brug for at have ur på under bruseren, men det kunne måske blive aktuelt for folk, der bor på pensionat.
Slava forfra og bag

På et senere tidspunkt kom jeg til at købe et andet ur, og straks jeg så bagsiden af det, spærrede jeg gluggerne op. Her er ganske givet noget tekst, der er kommet på gale veje. Jeg ved ikke, om man kan læse det, lidt af det går vel, men den er god nok. Det er den tekst, jeg citerede i første afsnit:
Woerda forfra og bag
Forsiden af dette ur repræsenterer, hvad jeg ville kalde urkomik. Der står ikke “Chronoscope”, men derimod “Chrono&cope”, hvilket jeg tillader mig at oversætte til “Tid og klar dig selv”. Der er nemlig heller ikke her tale om en kronograf, eller et kronoskop for den sags skyld. Uret er ikke udstyret med en “24 HOUR RECORDER”, men derimod med en “24 MOUR PECOROER”, hvad sådan en ellers er. Den står i hvert fald ikke i nogen af mine ordbøger. Uret er mærket “Woerda” og det er det første og eneste eksemplar, jeg er stødt på. Måske fordi det efter ebays mening sejler lidt tæt på andres copyright. Jeg kan godt lidt uret og ville egentlig gerne gå noget mere med det, men det har den skavank, at på trods af, at det er et automatisk ur, så går det i stå, hvis man glemmer at trække det op hver 3.-4. dag, og det har jeg det med at glemme.

Ældre indlæg »