Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. juni 2013

Når man ikke taler pænt til sig selv

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 16:54

Det er næppe kun mig, der kan sabotere mine egne drømme og planer ved at tale grimt til mig selv. Ikke højt, selvfølgelig, men som en del af den indre dialog, der kører. Fx skal det jo ikke, og det kan det heller ikke, være nogen hemmelighed, at min husførelse lader en del tilbage at ønske. Når jeg så går i kast med noget, der er godt for mig, at male fx eller skrive blogindlæg, kan jeg godt have en indre dialog, der går ud på, at jeg spilder min tid, hellere burde bruge tiden til noget fornuftigt, som fx at lægge vasketøj sammen eller støvsuge, for ikke at tale om at rydde op. Jeg kan godt bruge ganske grimme ord i den forbindelse, og det kan blive så slemt, at jeg ikke kommer i gang med min aktivitet, så jeg i stedet for at male eller lave blogindlæg laver ingenting.

Det duer jo ikke! Det er jo vildt, at jeg i min alder stadig slæber rundt på noget skældud, jeg fik som barn, desuagtet, at den, der skældte mig ud og muligvis ikke mente noget særligt med det, har været død i samfulde 20 år. Samme person sagde i sin tid til mig, at det var godt, jeg havde valgt at tage mig en uddannelse, for jeg duede da i hvert fald ikke til at arbejde! Dette udsagn kommer op i mine tanker igen nu, hvor jeg pt. rent faktisk ikke duer til at arbejde, hverken den ene eller den anden slags arbejde.
Hævet pegefinger
Hvorfor slæber jeg dog rundt på sådan nogle vurderinger, der for det første slet ikke er rigtige, og for det andet overhovedet ikke kan bruges til noget som helst? I det hele taget er skam og skyldfølelse nogle af de mest ubrugelige og ødelæggende følelser, fordi man, når man først er nået dertil, ikke kan gøre noget ved de faktiske forhold, der måtte ligge bag. Hvis det havde været muligt, ville man jo netop føle hverken skyld eller skam.

Hvordan skal man, uden at miste al selvkritik eller respekt, opdrage sig til at tale pænt til sig selv, til at erstatte de negative udsagn fra ens indre dialoger med positive? Og nej, det hjælper ikke at sige til sig selv, at man skal tage sig sammen.

20 Comments »

  1. Gid jeg havde svaret,du! Tror du må nøjes med, at det er en svøbe mange af os løber rundt med. En ting kan jeg dog sige: Da jeg en skøn forårsmorgen i maj i år vågnede op og indså, at det var lige præcis den dag jeg fyldte 49 og pænpigeskolen ikke rigtigt havde bragt mig nogen steder, så tænkte jeg: Nu er det nok! Det er stadig en meget gryende følelse. Rom blev ikke bygget på en dag. Men jeg øver mig dagligt og tænker: Nu er det nok! Jeg er her også og jeg må godt.

    Bedste ønsker herfra.

    Comment by Susling — 8. juni 2013 @ 17:18

  2. @Susling: Tak skal du have. Ja, det er jo nemlig rigtigt, vi har også lov at være her. Også uden at skulle bøje os bagover og slå knuder på tungen.

    Comment by Henny Stewart — 8. juni 2013 @ 17:22

  3. Jeg har sgu’ lidt svært ved at forstå logikken i, at man ikke skulle føle skyld og skam, hvis man kunne gøre noget ved det. Det er vel omvendt, eller også hopper min kæde bare af.

    Jeg ved ikke, hvad man gør, men måske skal man være glad for det, man er glad for (jeg har vel også lov til at være kryptisk).

    Comment by Eric — 8. juni 2013 @ 18:39

  4. Åh Henny. ….jeg har let til tårer lige nu:-( og det er ellers ikke tit. Hvorfor holdt Richard ikke bare sin mund og hvor var det uretfærdigt. Men vi har jo alle lig i lasten mht barndom og ungdom. …:-(. Det var nogle knyttede familier vi voksede op i og vi er mærkede af dem :-(. Skyldfølelser ….. ja det var de eminente til at indgyde. Din far burde ha været lykkelig for at ha en så begavet datter. Håber du og din familie finder ro engang og forliges med fortiden. Knus

    Comment by Lissi — 8. juni 2013 @ 18:43

  5. @Eric: Hvis man kunne gøre noget ved det, ville man gøre det, og dermed ville der ikke være noget at føle sig skyldig eller skamfuld over. Mere kryptisk er det nok ikke. 😉

    @Lissi: Lig i lasten har vi alle, og omgangstonen var en anden. Man forstod heller ikke så meget af, hvordan børn præges – og skades -, og man var muligvis også mere ligeglad. Nu om dage er det nok alle de år, der er gået, der er den største barriere. Den er ikke sådan at komme af med. Hvis jeg bare kunne få det indre regnskab til at gå op, skulle jeg såmænd være tilfreds.

    Comment by Henny Stewart — 8. juni 2013 @ 18:57

  6. Henny jeg har på det seneste opsøgt ellers “glemte” personer og det var lykkeligt for begge parter. Det bliver ikke til mere end det, men vi er forliges og det giver ro. Kan kun anbefale at tage det første svære skridt selvom det er svært …….

    Comment by Lissi — 8. juni 2013 @ 19:14

  7. @Lissi: Det har så føltes rigtigt for dig at gøre nu, jeg må vente, til det evt. føles rigtigt for mig.

    Comment by Henny Stewart — 8. juni 2013 @ 19:17

  8. Vedkommende havde jo ikke ret. Bare, fordi man ikke er så gennemorganiseret, som en hel del mennesker mener, at de har ret til at kræve, at man er, betyder det ikke, at man ikke kan “arbejde”. Jeg har ganske vist beskæftiget mig så lidt som muligt med manuelt arbejde, men jeg har da været ansat og skullet have ting færdige af hensyn til andre, og de blev altid færdige. Man tager bare et par skyklapper på så længe. Det enormt frustrerende er, at de der folk, der er anderledes skruet sammen, ikke engang respekterer ens “egenart”, selv om man gang på gang har bevist, at man kan være endog særdeles effektiv, når det gælder.

    Comment by Rasmine — 8. juni 2013 @ 19:23

  9. @Rasmine: For mig er det værste den grad, i hvilken jeg har overtaget vedkommendes synspunkt og har det kørende i baghovedet, så det påvirker og hæmmer mit liv i dag. Man kan jo blive nødt til at acceptere, at visse andre ikke ser det helt store i en, men jeg er sådan set ude efter at slippe for at mene det samme selv. 🙂

    Comment by Henny Stewart — 8. juni 2013 @ 19:37

  10. Selvfølgelig 😀

    Comment by Lissi — 8. juni 2013 @ 19:23

  11. Det er svært Henny……..selvom jeg er 60 fortæller mor mig stadig at jeg har tykke ben, at hun stadig ikke har forstået hvad jeg læste til i sin tid, at de led da jeg var psykisk syg, at min bror var meget mere intelligent end jeg, hun lyttede aldrig, hun fordømte….og hun har været død i over 13 år

    Comment by Lissi — 8. juni 2013 @ 19:46

  12. @Lissi: Der kan man bare se! Jeg syntes, din mor var så cool! Det kan være, vi skulle have byttet et stykke tid, den gang.

    Comment by Henny Stewart — 8. juni 2013 @ 19:58

  13. Ja hun var cool….meget cool 🙁

    Comment by Lissi — 8. juni 2013 @ 20:01

  14. @Lissi: Vores forældre var selvfølgelig også produkter af deres opvækst, der givet ikke har været for nem, samt at de selvfølgelig har haft deres at slås med, da vi var børn. Angst for det økonomiske uføre, ikke mindst. Men netop dette førte faktisk til nogle meget fordømmende holdninger til folk, der lige akkurat ikke kunne holde røven fri af vandskorpen, selv om den faktiske forskel ved den søde grød ikke har været værd at skrive hjem om. 🙁

    Comment by Henny Stewart — 8. juni 2013 @ 20:06

  15. Åh Henny, jeg håber du snart kommer forbi disse gamle og – undskyld – tåbelige skyldsfølelser. Men nemt er det bestemt ikke.
    Jeg led i mange år under, at først min mor og senere mine to søstre kaldte mig for ‘meget doven’. Det tog en hel del år at finde ud af, at de på sin vis var langt mere dovne end mig – de gjorde bare det, der forventedes af dem. Det gjorde jeg ikke, og når man ikke følger normen, skal man jo have en eller anden negativladet etiket hæftet på sig.
    Jeg kunne lade støvet falde i stuen, men jeg lavede marmelader og andet vinterforråd til hele familien – jeg var alligevel doven, fordi jeg ifølge deres normer ikke gjorde rent tit nok – og åh tak forresten for marmeladen og for hyldeblomstsaften og for middagen i går og for at du passede vores børn. Men hvorfor hjælper du aldrig mor i køkkenet? Såmænd bare fordi jeg har lavet al ‘mors mad’ siden jeg var 16 år. Så kan I dæleme få lov til at sætte tallerkenerne i opvaskemaskinen …

    Holddaop – jeg fik lige talt mig varm, fordi du fik trigget noget. Beklager … men jeg håber du ser pointen.
    Død over flinkeskolen!

    Comment by Ellen — 8. juni 2013 @ 22:59

  16. @Ellen: Jeg tror, vi har noget af det der alle sammen. Jeg vil bare gerne af med den internaliserede del af det, det er jeg nemlig ikke kommet, er jeg blevet klar over. Jeg ville gerne kunne sige, at hvad andre mener om mig og har ment om mig, rager mig en papand, men virkeligheden er en anden. Ved at skrive om det opnår jeg en slags objektivitet omkring disse plagsomme følelser, der bunder i meget tidlige oplevelser.

    Som du har jeg for længst indset, at jeg ikke kan være alle tilpas. Du skal i øvrigt aldrig undskylde, at du får dig talt varm. 🙂 Flinkeskolen skal brændes ned! 😉

    Comment by Henny Stewart — 8. juni 2013 @ 23:10

  17. Vi har vist alle mén af vores barndom. Jeg har ikke oplevet det, du fortæller, Henny, men dengang skulle alle pligter helst være udført, før det var velset at kaste sig over det, der gav glæde.

    Comment by Madame — 9. juni 2013 @ 16:56

  18. @Gitte: Jeg tror også, at alle har men af deres barndom, i og med at ingen er eksperter i at være forældre. Den der med, at alt det sure skulle være til side først, kender jeg kun alt for godt. Skulle jeg rette mig efter det i dag, kom jeg aldrig videre.

    Comment by Henny Stewart — 9. juni 2013 @ 19:34

  19. Hvor jeg elsker at læse dine indlæg, Henny.
    Du er en fantastisk fortæller – både vedrørende din sygdom og dit dagligliv.
    I dette indlæg fik jeg et grineflip over udtalelsen ‘at det var godt, jeg havde valgt at tage mig en uddannelse, for jeg duede da i hvert fald ikke til at arbejde’ en person engang havde sagt til dig. Den var altså for morsom 😀

    Og så elsker jeg dine tegninger. Især elefanten herover. – Er ret vild med palmestammen til højre i billedet 🙂 Dit elefantbillede er langt bedre end Hans Scherfigs. Havde jeg plads på væggen, ville jeg have bestilt et maleri hos dig.

    Jeg ser, du har skrottet annonceindtægterne her på siden. Jeg er sikker på, du ville kunne tjene meget mere ved at sælge dine tegninger/malerier.

    Comment by Lone — 19. juni 2013 @ 5:51

  20. @Lone: Ja, udtalelsen er sådan set ikke til andet end at grine ad, men tro mig, jeg har grædt over den rigtig mange gange. Der er noget med, at man helst skal valideres af sine forældre, og det kneb det med.

    Det kan da være, jeg skal prøve at sætte et par skilderier til salg. Det kan da aldrig gå værre end galt! 😉

    Comment by Henny Stewart — 19. juni 2013 @ 9:19

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment